Danmarks Breve

BREV TIL: Christen Sørensen Daugaard FRA: Hardenack Otto Conrad Laub (1868-12-18)

Fra Laub til Chr. Sørensen.
Viborg, 18. December 1868.

Min kjære gamle Ven! Du skal have en rigtig Tak for det Brev, som jeg fik fra Dig for et Par Dage siden. Dine Breve høre til mine bedste Glæder, og alle Mine glæde sig, naar de læse dem, eller jeg læser dem høit for dem, jeg endnu har hjemme, fordi Du er og bliver os saadan en tro Ven, som tager Deel med Hjertet i Alt, hvad der møder os, og fordi Du ikke blot vil holde fast ved os, medens vi ere her paa Jorden, hvor vi ikke see hverandre, og sjældent nok høre Noget fra hverandre, men ogsaa vil samles med os i Himlen, hvor vi altid kunne sees, og Ingen vil savne. Ja, Gud give Naade og Hjælp dertil! Og gid den kjære Juul, som nu forestaaer, ogsaa maae hjælpe os Alle dertil! Hidtil har jeg kunnet mærke, at Gud har holdt fast ved mine Børn; nu beder jeg kun, at de selv, efterhaanden som de komme til mere Erfaring, maae lære at holde fast ved ham, — saa s. 331 skal det ende godt, ja allerbedst; men saa skal vi og have megen Glæde af hverandre, medens vi ere paa Veien. Det har jo ogsaa Du af Din Søn. Jeg seer nu, at jeg har taget feil, da jeg troede, at han allerede var confirmeret, og at det først er i denne Vinter, han gaaer til Forberedelse. Gud styrke hans Helbred, som ikke er stærkt, og bevare ham altid! — Kan Du huske Juletræet? — Det har vi hidtil bestandig havt, og det skal vi ogsaa have i Aar, omendskjøndt vi ingen Børn har mere uden omtrent voxne, og der kun er tre tilbage. Og naar det saa er tændt, har de i mange Aar pleiet at synge det Vers, som Din Søn har skrevet * ), og det gjør de vist ogsaa iaar, — saa kan vi tænke paa hverandre.

Med Avlen er det jo gaaet Dig som saa mange Andre iaar; men Du veed, at Du tjener en god Herre, og saa har Du jo altid det Bedste. Saaledes sagde ogsaa en gammel Mand, som jeg kom til at tale med paa en af mine Reiser: „Vorherre har aldrig lovet, at vi skal høste lige Meget hvert Aar.“ — Jeg har jo ingen Bekymringer af den Art, da jeg faaer mine Indtægter paa en anden Maade; men det er dog tidt, naar jeg tænker tilbage paa den Tid, da jeg ogsaa havde Avling, som om jeg den Gang var endnu mere i Vorherres Haand; han kunde da tage, naar han vilde; men mangen Gang kunde han ogsaa give, naar jeg ikke tænkte derpaa. Men i Grunden har jeg det jo endnu paa samme Maade, naar jeg selv vil. Der kan jo ogsaa endnu være Bekymringer, hvorved jeg skal prøves, naar det, jeg faaer, ikke rigtig vil slaae til til de Mange, som skal hjælpes frem. Men det kan ogsaa komme paa anden Maade. s. 332 Saaledes har jeg en Gang havt Bekymring for Tante Rines Helbred : dermed er det endnu temmelig svagt ; men Gud skee Lov! der er foregaaet en stor Forandring, saa vi nu ikke maae være bange for hende; og hun er altid ved godt Mod. — — — —