Daugaard, Christen Sørensen BREV TIL: Laub, Hardenack Otto Conrad FRA: Daugaard, Christen Sørensen (1869-09-11)

Fra Chr. Sørensen til Laub.
Faaborg, 11. September 1869.

Kjære Biskop! Jeg har tidt skrevet Dem til og fortalt Dem vores Glæde, men denne Gang maae jeg fortælle Dem vores Sorg og Savn. Vi har mistet vores eneste Søn, som vi havde haabet skulde været vor Alderdoms Støtte; vi havde tænkt, at han skulde lukke vore Øine og føre os til vor Grav; men det var ikke Guds Tanker; han vilde ikke, at han skulde have den Sorg, der blev lagt paa os.. Men Gud være lovet og takket, at han har givet os den glade Trøst, at vi ere ikke evigt adskilte, men at han vil samle os igjen, hvor vi ikke mere skal adskilles, og hvor vor Sorg skal blive til Glæde. Ja det er den ene store Glæde, som blev tilbage, og som Døden ikke kan berøve os: og den maae vi takke vor kjære Frelser for, som døde, for at vi skulle leve; ja, han døde Korsets Død, at samle alle Sine og føre dem frem til sin Fader og vor Fader, at vi der skulle Alle samles med Glæde. — Kjære gode gamle Huusbond! De maae have mig undskyldt, at jeg ikke har skrevet til Dem før. Sorgen havde nedbøiet mig, at jeg ikke kunde; og saa veed jeg ogsaa, at De s. 337vil undskylde mig, som De altid har undskyldt mig; Villien er god, men Kraften er for svag. Naar jeg nu tænker paa Dem og seer hen til mig selv, saa staaer jeg dog saa langt, langt, langt tilbage. — — Naar jeg nu tænker paa Deres Sorg, som nu staaer mig klart for Øie, at et Par, som elskede hverandre saa høit, skulde skilles, og en Moder rives fra hendes mange smaae Børn, og De maatte reise til et fremmed Sted med Deres Børn, og at De nogle Timer efter Deres Kones Død holdt en Prædiken, da var Guds Glæde Deres Styrke. Og naar jeg saa tænker paa, da De sidste Gang stod ved hendes Kiste og holdt en frimodig Tale! Jeg veed, at De var dybt bedrøvet, men den gode Fader, som De tjener, gav Dem Kraft dertil; thi han har lovet os at give os dem igjen, som vi elskede i Live, naar vi vil blive ham troe og ikke glemme ham og søge Trøst andensteds end hos den gode Fader og Frelsermand.

Min Søn var nu 15 Aar 27. Juli og han døde 15. August. Han var ikke rigtig rask siden han havde Halssyge for omtrent 4 Aar siden, men Sygdommen begyndte først ret at tage til i Februar. Sygdommen gik sin jævne stille Gang, saa at ingen Medicin kunde standse den. Han svandt hen Dag for Dag, men han var alletider ved et godt Mod og bar sin Sygdom med stor Taalmodighed. Naar han mærkede, at vi var sorgfulde, saa kunde han opmuntre os. Han sagde: „Kjære Forældre, I maae ikke sørge. Gud skal nok hjælpe mig, at jeg skal blive rask igjen.“ Gud være lovet og takket, vi saae ingen Ynk paa ham; han kunde selv gaae af Sengen og i den, uden de to sidste Dage han levede, da kunde han ikke sove. Det sidste Døgn stod vi mestendeel ved hans Seng; hans Aandedræt var saa s. 338kort; Klokken tre gav jeg ham Noget at drikke; saa sagde han til mig: „Nu maae Du gaae i Din Seng, jeg troer jeg kan sove“; men han vaagnede ikke mere, og Klokken halv sex drog han det sidste Aandedræt. Ja, Gud være lovet og takket! Hans Veie vare ikke vore Veie, og hans Tanker vare ikke vore Tanker; men hvad Gud tiiskikker, er godt, om vi ikke altid kan skjønne derpaa. Naar vi ret betænke det, saa kan vi ikke sige Andet, end at Gud har alletider været os en kjærlig Fader. Han rev ham ikke bort i en Hast, og han gav ham Kraft til at bære sit Kors med stor Taalmodighed; endog i det Sidste var han mild og glad, hans Ansigt var som en Engels Ansigt, ingen Taarer saae vi i hans Øine, den gode Fader havde aftørret dem. Nu kan det ikke hjælpe mere at sørge; han kommer ikke mere til os; vi gaaer til ham. Men det er et Savn, og hans Plads her staaer ledig. Men Gud give, at naar vor Arbeidstid er omme her, vi da maae samles, hvor vi ikke mere skal adskilles.

22

Guds Trofasthed omskiftes ei,
Han er mig altid tro forblevet,
Og har sig med sit Blod forskrevet.
At føre os paa rette Vei.

Nu sender vi Dem vor glade Tak for det gode Brev, som De sendte os til Trøst. Og nu hilses De paa det Venligste fra mig og min Kone. Og jeg beder Dem hilse alle Deres Børn, og hils ogsaa Tante Rine og hendes Børn. I er altid mine glade Venner.

Christen Sørensen.