Laub, Hardenack Otto Conrad BREV TIL: Daugaard, Christen Sørensen FRA: Laub, Hardenack Otto Conrad (1870-12-13)

Fra Laub til Chr. Sørensen.
Viborg, 13. December 1870.

Min kjære gamle Christen! Nu kommer snart Julen, og saa pleie vi jo at skrive til hinanden, saa faaer jeg vel ogsaa et Brev fra Dig. Men nu vil jeg dog komme først, saa mærker Du bedst, at jeg længes efter at høre fra Dig, og saa faaer Du Lyst til at gjøre mig og os Alle denne Glæde. Jeg har intet Brev faaet fra Dig siden forrige Juul, da Du trøstede Dig over Din Søn, som Gud havde taget hjem, ved at sende Din Gave til mine Børn, som ogsaa ere Dine. Jeg har tænkt mange Gange paa Dig siden den Tid, om Gud nu havde lettet Din Sorg for Dig, eller om det endnu faldt Dig saa svært at undvære Din bedste Glæde, som Du har havt paa Jorden, som nu ikke mere er her, fordi den er gjemt til Dig i Himmelen, og om det var derfor, Du ikke kunde faae Lyst til at skrive, fordi Du ikke kunde gjøre det med den rette Glæde. Jeg vilde nødig have, s. 352at Sorgen skulde falde Dig saa tung. Men om saa var, saa vilde jeg dog hellere have et bedrøvet Brev. Til Gud og til vore Venner skal vi komme, enten vi ere glade eller bedrøvede, ja allermeest med vor Bedrøvelse. Og jeg skulde ogsaa kjendt Dig igjen, om Dit Brev ogsaa ikke havde været saa glad som i de forrige gode Dage. Gud kan undertiden tage lidt strengt paa sine Børn, og ikke alene lade dem have Sorg og Trængsel udvortes, men ogsaa indvortes, saa det falder dem svært at kaste al deres Sorg paa ham. Men

Naar Sjælen sidder kold og svag
I stor Anfægtnings Mørke,
Da just paa denne Prøvens Dag
Du selv er Sjælens Styrke.

Saa holder han paa os, uden at vi mærke det, for at Glæden bagefter skal blive desto større. Vi skal prøves paa alle Maader, for at vi rigtig kan forstaae, hvor god, hvor mægtig han er, at han raader ligesaa vel over vor Sjæl som over vort Legeme. Vi kan ikke gjøre os selv glade, naar vi vil; men naar han vil, saa gjør han os glade igjen. Naar han engang har begyndt, saa slipper han os aldrig. Og nu kommer Julen, kjære Christen! og vi skal igjen høre og synge om den store Glæde, som Ingen kan tage fra os. Ja, jeg hører nok fra Dig, min kjære Ven! at Du har endnu denne Glæde, om den ogsaa er svøbt i Sorg, ligesom Jesus var svøbt i Klude, off var endda hele Verdens Herre.

Gud give Dig og Din Kone en glædelig Juul og et lyksaligt Nytaar med al hans Trøst og Fred og Glæde, og saa tilsidst en salig Reise herfra hjem til ham og s. 353alle dem, som er gaaet forud! Alle her hilse Eder kjærligst.

Din gamle Ven
O. Laub.