Danmarks Breve

BREV TIL: Hardenack Otto Conrad Laub FRA: Christen Sørensen Daugaard (1871-02-26)

Fra Chr. Sørensen til Laub.
Faaborg, 26. Februar 1871.

Kjære gamle troe Huusbond! Vi takker Dem mange Gange for Deres kjærkomne Brev, som De sendte os. Jeg skrev Dem et Brev til d. 12. December, men jeg veed ikke, om De har faaet det, og derfor skriver jeg nu dette. Jeg seer i Deres Brev, at De har skrevet mig et Brev til i Mai; det har jeg ikke faaet. Jeg vidste ikke af, at H. var bleven gift, før jeg nu seer det i Deres Brev. Dersom jeg havde vidst det, saa skulde jeg nok have skrevet Dem til og sendt hende min Lykønskning. Hun er ogsaa en af mine kjære Børn og smaae Legevenner, som har ogsaa gjort mig megen Glæde. Derfor vilde jeg ogsaa gjerne gjøre hende en lille Glæde til Gjengjæld for hendes Godhed imod mig. Jeg skriver altid „mine smaae glade Venner“ ; Aarsagen dertil er, at jeg vil saa gjerne bevare dem i den Størrelse, som de vare, dengang jeg sidst saae dem; for de staae saa levende for mit Blik, som det kun var to Dage siden jeg havde seet dem, og nu er det omtrent 23 Aur siden.

Ja, kjære Venner! vi sees vel aldrig mere paa denne Jord; men saa vil vi takke vor Gud for den store Trøst, som han har givet os, og som Verden ikke kan tage fra os, naar vi holde fast ved Gud. „Herrens Venner ingensinde mødes skal for sidste Gang..“ Til den Dag vil vi glæde os. Ja, kjære Biskop! De har tænkt paa os s. 354 mange Gange, og De har bedet for os, og Gud har hørt Deres Bøn og lettet vor Sorg. Naar Sorgen vil nedbøie os, saa høres den glade Stemme: „I er ikke evig adskilte, I skal samles igjen med Glæde, og Ingen tager Eders Glæde fra Eder.“ Det skal være vor Trøst, og det er vor Bøn til Gud, at han vil holde os fast i den sande levende Tro. Aanden er villig, men Kjødet er skrøbeligt. Nu gaae vi jo her og tænke paa vore Sager og hjælpe hverandre det Bedste vi kan baade med det Aandelige og med det Timelige, og gjøre vor Gjerning med Flid og Troskab, endskjøndt vi veed ikke, hvem der skal have det; men vi veed, at naar Vorherre har givet os det og altid velsignet vor Flid, saa vil vi tillidsfuldt give Alt i Guds Haand, saa vil han nok være vor Hjælper: „Han er os altid troe forblevet, og har sig med sit Blod forskrevet, at føre os paa rette Vei.“

23

Nu hilses De paa det Kjærligste fra mig og min Kone. Vi takke Dem for den store Godhed, som De har beviist os. De har taget oprigtig Deel i vor store Sorg; De har hjulpet os at bære den, saa at Ingen her paa Jorden har gjort det imod mig, som De har gjort. Derfor har jeg Dem og inderlig kjær, at De vilde see ned fra Deres høie Stand til en af de Ringeste af' Deres Tjenestefolk. Ja, Gud belønne Dem derfor! De har været mig en troe Hjælper nu i over 31 Aar. Nu beder jeg Dem, at De hilser alle Deres Børn fra os, hils ogsaa Tante Rine og hendes Børn: og hils lille H. fra mig, at jeg ønsker hende Lykke og Velsignelse med hendes Mand: Gud give, at I stedse maae leve i Kjærlighed! H. skal ikke blive glemt med Guds Hjælp.

Jeg har en Nyhed at fortælle Dem. Jeg har faaet Brev fra H. ; han har overrasket os med en stor Glæde. s. 355 Hvad mener De vel! Han har sendt os sin Kones og lille Datters Billede. De kan troe, at der blev en Glæde, som jeg ikke formaaer at beskrive. Han sendte mig ogsaa en Bog, det, er om Thorvaldsen og hans Kunst; det er en rar Bog; jeg holder meget af den. Nu beder jeg Dem, at De hilser ham og hans Kone og Datter fra os, naar De skriver ham til. Kjære Venner, lever alle vel!

Christen Sørensen.

Kjære V.! Jeg vil dog ogsaa skrive et Par Ord til Dig, da jeg seer i Faders Brev, at Du er hjemme. Du er ogsaa en af mine kjære Legevenner. Du kan vist ikke huske mig, men jeg vil dog erindre Dig om Noget, som jeg tidt har tænkt paa. Om Aftenen, naar jeg bar Brænde ind til Kakkelovnen, saasnart jeg kom i Døren, saa raabte V.: „Hurra, nu kommer Christen!“ Saa skulde Du fra Dit Legetøi og hen og snakke med mig; og naar Fader og Moder ikke var inde, saa gjorde vi en lille Tour; Du var saa glad ved, naar Du kom op at sidde paa min Byg og raabe Hurra, og jeg var selv rigtig glad ved det; men naar Fader eller Moder var inde, saa var jeg undseelig ved det, for jeg syntes altid, jeg var for ringe til saa stor en Ære, som I beviste mig, Du var altid saa tapper; derfor troer jeg, at Vorherre har selv kaldet Dig til denne Gjerning, men glem ikke, kjære Ven, at tage ham med paa Raad; saa skal Lykken nok følge Dig.

C. S. S.

23*