Danmarks Breve

BREV TIL: Christen Sørensen Daugaard FRA: Hardenack Otto Conrad Laub (1875-12-15)

Fra Laub til Chr. Sørensen.
Viborg, 15. December 1875.

Kjære gamle Christen! Igaar fik vi da Dit Brev, som vi længtes efter og vidste, nok skulde komme i god Tid, saa Du kunde faae Svar til Julen efter gammel Skik; thi hvad der kommer til Juul kommer dog bedst. Jeg vilde ønske, Du kunde selv komme engang til Juul og see vort Juletræ endnu en Gang; men det kan vel ikke naae sig paa denne Jord. Saa vil vi være glade, saa længe vi kan skrive til hverandre; og naar vi ikke kan det mere, vil vi glæde os til den evige Juul, hvor vi med Guds Hjælp skal blive mange Flere, end vi kan være her, skjøndt vi var Mange den sidste Gang. Jeg har strax begyndt mit Brev til Dig, da jeg ikke kan vide, hvad Tid der kan blive længere hen; saa skal det ligge, saa det kan komme lige til Juleaften, dersom jeg kan beregne det rigtigt.

Vi kunde see af Dit Brev, at Du har været ligesaa glad ved at være hos os, som vi ved at have Dig her. Men det behøvede vi ikke at spørge om, vi kunde læse det paa Dit Ansigt. Ja, det var deiligt, da Du kom ind ad Døren, og vi syntes, at Du var bleven meget yngre, end Du nogen Tid havde været; og det var en rigtig Glæde at høre paa, hvor rask Du svarede Ja, naar jeg spurgte Dig: kan Du huske det, og kan Du huske det? om det saa var det Allermindste. Saaledes havde Du ogsaa svaret, dersom jeg havde spurgt: Kan Du huske vort Juletræ? Og hvor var det en Glæde at see paa Dig, naar der kom en af Dine gamle smaae Venner, som nu var bleven store, og jeg saa spurgte Dig: Kan Du kjende ham ? saa svarede Du ligesaa rask Ja, og der kunde Du dog havt Lov til at betænke Dig lidt. Og saa s. 365 Dagen ude i Skoven, hvor Alt var saa klart, baade Solen og Søen, og Skoven saa deilig, hvor jeg laae i Græsset og tænkte paa, hvor tidt jeg havde ligget der og hørt de samme Sange, og nu var disse Sangere bleven saa gamle, og der var altid kommen Flere til, baade Smaae og Store, saa jeg maae tænke mig om, for at tælle dem rigtigt; — og det var min 70 Aars Fødselsdag, der gjerne efter Guds Ord kunde være min sidste: — og naar jeg saae efter Dig, saa kunde ogsaa Du være falden hen i Tanker, og naar jeg saa sagde „Gamle Christen“, saa svarede Du: „Gamle Huusbond!“ ligesom Du vilde sige: „Vi forstaae hinanden.“ — Ja, gamle Christen! jeg kan ikke blive træt af at takke Gud for, at Du var med den Dag og fik os, saa at sige, at see Allesammen, og kunde see, hvordan det gik til ved eu saadan Leilighed, og at Du kunde see, hvor glade de vare ved Dig Allesammen. Du veed ikke, hvor mange Gange de har sagt, da Du var reist: „Aa den deilige gamle Christen!“ — Du maae gjerne vide, at Du var den Fornemste af alle dem, som var med den Dag. Ja Du kan nok sige, det var, som vi var i Paradiis; men der maae vi jo ikke være altid endnu. Det havde jo været fornøieligt, om Du ogsaa havde faaet en Prædiken af S.; men jeg synes, Du kunde sige, at nu havde Du faaet saa megen Glæde paa een Gang, at Du ikke kunde taale mere, nu længtes Du efter Dit Hjem og efter Din Kone, som nok ikke var vant til at undvære Dig saa længe. Og at H. skulde reise den næste Morgen, og I kunde følges ad et langt Stykke, det gjorde vel ogsaa Lidt til. Dit Brev skal nok komme omkring til alle Dine Venner; og jeg veed, at De vil Allesammen gjerne have en Hilsen med til Dig ved denne Leilighed. — —

s. 366 Den 22. December.

Jeg tænker, at naar jeg nu afsender dette Brev, saa kan det komme til Dig Juleaften. Det vilde jeg helst; men kan det ikke naae sig, saa er jo Julen endda ikke forbi. Og saa har jeg intet Andet tilbage end at ønske Eder en glædelig Juul! og den faaer I nok, omendskjøndt I ere to eenlige Gamle. Jesus er jo med, hvor kun To ere samlede i hans Navn, — og den Tredie, som holder Juul i Himmelby, han gjør nok Følgeskab, uden at I kan see det. Og nu lev vel, Du kjære gamle Christen og Din Hustru! — —

Din gamle Huusbond og Ven
O. Laub.