Danmarks Breve

BREV TIL: Christen Sørensen Daugaard FRA: Hardenack Otto Conrad Laub (1876-08-10)

Fra Laub til Chr. Sørensen.
Viborg, 10. August 1876.

Min kjære gamle Christen! Du var den Første, som mødte med et Brev til d. 6. August; Du skal ogsaa være den Første, som faaer et Brev til Tak. Thi jeg fik mange gode Breve den Dag, som jeg skal takke for; og her har været saa meget Andet at skrive, og jeg er ikke mere saa rask til mit Arbeide, som da jeg var ung. Derfor bliver det kun et lille Brev; men Du kan nok forstaae, hvorledes det er meent. Ja, Du har rigtig rørt mig, Du gamle troe Yen! at Du vilde skrive til mig i denne travle Tid; og saa det, som Du havde lagt indeni! Du skriver rigtigt, at Penge er ikke det Bedste, — det er Dit gamle troe Hjerte, og at Din Kone er enig med Dig. Det Bedste er Kjærligheden; men Pengene er dog et Beviis paa, at Kjærligheden er oprigtig, og derfor er ogsaa de saa kjære. Ja, Du skal rigtig have Tak for dem ined, det skal I begge To. Nu skal jeg faae mig en god Bog for dem, og skrive i den, fra hvem jeg har faaet den; og naar jeg saa læser i den, skal jeg tænke paa mine troe Venner. — — — — —

Vi var en kjøn Forsamling d. 6te, men ikke som ifjor; vi var heller ikke paa Hald, fordi Veiret ikke tegnede godt, og da det dog blev smukt, var det for seent. Men en saadan Fødselsdag som ifjor mener jeg heller ikke jegskal have tiere i denne Verden; een Gang er allerede en stor Naade. Men det var alligevel en rigtig god Dag iaar, og vi var glade ved at være sammen herhjemme.

Kjære Christen! Jeg har ogsaa paa min sidste Reise seet med Bedrøvelse paa Markerne. Vi veed og tvivle ikke om, at Gud gjør Alt til det Bedste for dem, som holde sig til ham. Men det er alligevel en Sorg. at s. 369 denne Verden ikke er saadan, at Gud kan give alt det, han vilde. Men saa er det en endnu større Glæde, at der kommer en Tid, da Alt skal blomstre og bære Frugt, og der skal hverken være Misvæxt eller Død eller Sorg eller Skilsmisse, og at — jo ældre vi blive, desto nærmere komme vi dertil. Men vi skal bie, for selv at blive færdige med det, som endnu mangler, og for at faae alle de Mange med, som komme efter os. — Der forestaaer en Høitid. naar vor Domkirke skal indvies; den Dag kan maaskee blive travl og svær, men jeg haaber dog, den skal blive til Glæde.

Og nu lev vel, kjære Christen, med Din Kone! Alle her, alle Dine „smaae Venner“ hilse Dig; de var Alle saa glade ved Dit Brev.

Din gamle Ven
O. Laub.