Laub, Hardenack Otto Conrad BREV TIL: Daugaard, Christen Sørensen FRA: Laub, Hardenack Otto Conrad (1877-12-13)

Fra Laub til Chr. Sørensen.
Viborg, 13. December 1877.

Naar Du, min kjære gamle Christen! ikke har hørt Noget fra mig i saa lang Tid, kan Du vel tænke Dig, at Grunden er, at jeg ikke maatte skrive ret Meget; og det maae jeg ikke endnu. Og jeg havde dog saa Meget at fortælle Dig, baade Glædeligt og Sørgeligt. I August blev S. gift og er nu Præstekone i England; han er af de unge Præster, som sendes derhen, hvor der kommer danske Sømænd. H. laae saa i Leiren i Sommer, og han sagde mig allerede dengang, at jeg kom til at tænke paa min Afsked. Derom har Du vel læst i Aviserne, Derefter kom det haardeste Stød, som Du maaskee ogsaa s. 370veed fra Aviserne, at P. for nylig har mistet sin Mand. — — Der er just idag kommet Brev fra hende, at jeg maatte ikke være bekymret for hende, saalænge hun kunde være i sit gamle Hjem med sine to Smaae. Hun havde saa Meget at glæde sig over, naar hun saae tilbage, men naar hun saae fremad, da var det svært. Men jeg troer om hende, at hun kan bære Mere end mine Andre. — — — —.

24

Da jeg nu har havt saa Meget at tænke paa, og i nogle Uger skrevet til P. hver Dag, ja undertiden to Gange om Dagen, saa kan Du tænke, at jeg er mere træt til at skrive end ifjor. Det kommer først bagefter, naar man er kommen til Ro. Men det er jeg ogsaa, da P. er kommen til Ro, og da vi har faaet en Bolig mellem Kjøbenhavn og Frederiksberg; der er saa skjønt og sundt. — — — Der kan Du komme engang og besøge os; Tante Rine finder nok Plads. — — — Dette kommer til at ligge nogle Dage efter en Bog til Dig; det bliver saa den sidste Gave, jeg kan give Dig, saalænge vi er saa Mange; og naar jeg faaer lidt Mere at leve af, saa bliver det vel til Begravelsen. Gud alene veed det. Men naar Du saa seer paa denne Bog, min gamle troe Ven, saa veed Du. at. Du har gjort Dig Venner ved den urette Mammon, som Alle ville modtage Dig i de evige Boliger — og Din troe Hustru med; Nogle gaae foran, og Nogle følge efter, Store og Smaae. Tænk, hvad det vil blive for en Juleaften! — — — —

Din gamle Ven
O. Laub.