Danmarks Breve

Idet jeg herved udsender Slutningsb...

s. 3 Idet jeg herved udsender Slutningsbindet af Biskop Laubs Levnet, maa jeg tillade mig at gjøre nogle ganske faa Bemærkninger. Medens de to første Bind saa godt som udelukkende bestaa af sammenhængende Brevvexlinger med en enkelt Person gjennem en lang Aarrække, og saaledes let kunde gives en afsluttet Skikkelse med en uafbrudt Fremskriden, har det for det her foreliggende Binds Vedkommende, der skulde belyse Personligheden gjennem Forholdet til mange forskjellige Korrespondenter, vist sig umuligt at bringe det Hele ind i en kronologisk Rækkefølge, idet det derved vilde have faaet en aldeles brudstykkeagtig Karaktér. Jeg har derfor foretrukket at meddele de enkelte Korrespondancer hver for sig, hvorved jeg haaber at Helhedspræget bedre er bevaret, og jeg har ved Ordningen bestræbt mig for, saa vidt muligt, at frembringe den Afvexling, som er fornøden, for at fastholde Interessen. For to Korrespondancers Vedkommende har jeg af let forstaaelige Grunde sét mig nødsaget til at gribe lidt ud over den Tidsgrændse, der er angivet paa Titelbladet.

Med Hensyn til det lille Musikbilag, der er tilføiet sidst i Bogen, og som udgjør et Udvalg af, hvad Laub i denne Retning har frembragt, vil det let sés, at det ikke gjør store Fordringer og ikke udæsker nogen Kritik. Det er uskyldige og fordringsløse Kompositioner, fremkomne under Laubs Samliv med sine Børn, og som flere af Melodierne til de aandelige Sange stadig brugtes i hans s. 4 Hjem ved Husandagten, saaledes kan ogsaa de meddelte Kanon’er bidrage til at give en Forestilling om, hvad han søgte at glæde sine Børn med Søndag Eftermiddag. Det vil være let kjendeligt, at som Oehlenschlæger var den af de danske Digtere, fra hvem han havde modtaget de dybeste Paavirkninger, saaledes var det navnlig Schultz’s og Weyses Musik, med hvilken han var opvoxet i sin med musikalske Traditioner ualmindelig rigt udstyrede Slægt.

1*

Til Slutning bringer jeg en hjertelig Tak til de Mange, som ved at stille deres Breve til min Raadighed have sat mig istand til at give et, som jeg haaber, nogenlunde fyldigt Billede af den ædle og elskelige Biskop, om hvem det vel med Rette kan siges, at han havde en ualmindelig Evne til i Breve at give ikke blot sine Tanker, men tillige og frem for Alt sig selv.

Kjøbenhavn, i September 1887.

G. Schepelern.