Lange, Julius Henrik BREV TIL: Brandes, Georg FRA: Lange, Julius Henrik (1862-04-30)

Sorrent, d. 30. April 1862.

Befrielse.

End i mit Øje Taaren brænder,
End hænger Graaden i min Rost,
End synke slappe mine Hænder
Og Aandedraget i mit Bryst.
Min Sang, som ud sig skulde svinge
Med Jubelbud mod Himlens Blaa,
Endnu med tung, afmægtig Vinge
Forsøger flagrende derpaa.

Dog er jeg fri! Mit Fængsels Mure
Blev sprængt af en almægtig Aand,
Og Lænken brast, men Jernets Fure
End værker i min Fod og Haand.
Paa Fængslets Tærskel end jeg sidder,
Ombølget af den friske Luft,
Forvirret fast af Fuglekvidder,
Bedøvet fast af Blomsterduft.

s. 87Hvor gaar min Vej? Til Dalens Skygge,
Til Lunden hist ved Aaens Bred?
Der kan en Hytte jeg mig bygge,
Hvor stille Sysler byde Fred.
Der Skyggen kvæge vil mit Øje,
Som skuer mod den mørke Jord,
Der passer Plantens Væxt jeg noje,
Imens jeg selv som Planten groer.

Jeg hører Stadens gerne Vrimlen,
Jeg øjner hist dens Røg og Sod,
Dens Aandedrag formørker Himlen,
Den plumrer Havet med sin Fod.
Dog vinker den: «Lad Ryggen krummes,
I evig Travlhed strid og taal!
Mens Kinden falmer, Sansen dummes,
Din Tanke slibes som en Naal.»

Se Havet hist, det lokker, vinker
Med underlige Eventyr.
Her Bølgen bruser, se, den blinker,
Det fjerne Sejl for Øjet flyr.
Se, Skjæbnen boer i dine Vande,
Hvad lover Du mig, store Hav?
Det rige Guld fra fjerne Strande —
I Bølgens Favn en ukjendt Grav.

Men før min trætte Fod mig bærer
Til ukjendt Maal den Vej saa lang,
Til Stav en Oliegren jeg skjærer
Og vandrer fromt en Pilgrimsgang.
Hver Aftenstund, naar Klokken ringer,
Jeg stamme vil min Tak til Gud,
Da vil min Fod og Sang faa Vinger
Og bære mig i Verden ud.