Lange, Julius Henrik BREV TIL: Brandes, Georg FRA: Lange, Julius Henrik (1864-06-23)

23de Juni 1864.

Mit uovervundne Standpunkt!

I Sandhed en besynderlig Tiltale, men den eneste mulige, naar Du kommer med slige Beskyldninger mod mig, som at Du skulde være et overvundet Standpunkt for mig. Hjertelig Tak for dine to Breve s. 113og for alle de Tjenester, Du har bevist mig. Du er i det Hele taget et af de faa tjenstvillige Mennesker, som er tilbage her paa Jorden. Jeg gjør andre Folk yderst sjældent Tjenester, og kun naar jeg ikke kan Andet for Skams Skyld. — Du kunde gjerne have skrevet nogen Æsthetik og Filosofi og desl. i dine Breve. Jeg bliver efterhaanden i videnskabelig Henseende ligesom den gamle Læge ude paa Valløe, som engang imellem maatte spørge sin Neveu, en ung Dr. med. fra Hovedstaden, naar han besøgte ham: «Naa, Frants, sig mig nu det nyeste af Videnskaben.» Jeg bliver temmelig bange, naar jeg tænker paa, hvorhen de faa Kundskaber er fløjne, som jeg lidt efter lidt havde samlet i mit Fag, og hvad værre er: det lange Militærvæsen har gjort, at jeg efterhaanden savner Fermenter i min Erkjendelseskres. Hvis jeg havde megen Kunst frisk i min Hukommelse, som da jeg kom fra min Rejse, saa var der slet Intet i Vejen for ensom Kabinets- og Landevejsspekulation; men det, som jeg har frisk, er saa lidet og saa ensidigt. Jeg flikker paa det lange Brev om F. Paludan-Müller, som jeg har lovet Hammerich, somme Tider gaar det ganske godt. Det har glædet mig meget at se, at Du, som er en udi æsthetisk Læsning forfaren Mand, har nogen Agtelse for hvad Smaat jeg har skrevet. Nogle af Afhandlingerne har dog ogsaa kostet mig adskilligt Hovedbrud. Den, som hedder «Fotografi og Kunst» er den, som har havt størst Betydning for mig selv, da den har ført mig til at tænke alvorligt over Grænselinien s. 114imellem Natur og Kunst. Men forøvrigt oversteg Opgaven mine Kræfter: jeg befandt mig som i en Skov, hvor jeg huggede lyst frem for mig uden noget Kompas eller nogen Ledestjerne. Jeg fortryder ikke, at den ikke blev færdig; jeg kunde ikke være kommet til Enden uden at det Hele var gaaet midt over. Det, som jeg længes mest efter at komme tilbage til, er mine Opskrifter om vore Malere.

Det er ej alene Pascal, som af store Mænd er født den 19de Juni, men ogsaa Karl den 12te. Jeg burde jo som Krigsmand sætte mest Pris paa det sidste; men da jeg meget mere er Magister Stygotius end Jacob von Tyboe foretrækker jeg dog det første.

Jeg befinder mig omtrent som paa et Skib midt ude i Havet og ligger for Øjeblikket bi for Vindstille, ventende paa, at Politiken paa en eller anden Maade skal blæse noget Vind i Sejlene. Den eneste Forskjel er, at jeg engang imellem kan faa Breve. Nørre Sundby betragtes heroppe i 3die Compagnie’s Cantonnement, som ligger lige paa Hjørnet af den store Vildmose, som et af Civilisationens Centralpunkter, hvilket man, naar man er heldig, kan komme til at gjøre en Rejse til, ligesom man fra Kjøbenhavn kan komme til Paris, London eller Rom. Det er sandt, Du véd vel slet ikke, hvor jeg er: Jeg boer i Nørre Haldne, 1¾ Mil Nord (Vest?) for Nørre Sundby. Her er en meget kjedelig Natur, saa kjedelig, som jeg ikke havde troet, at Naturen kunde være. Jeg boer s. 115med min Kompagnikommandør, Løjtnant Gjørup (en Broder til «Digteren») og en anden Løjtnant, Lindberg, paa Gaarden Nordkjær hos Forpagter Lundbye, en Broder til Ex-Krigsministeren og Maleren. Alle Folkene her er meget flinke, og lader fornuftigvis virkelig Intet tilbage at ønske. Men Løjtnant Gjørup, som forøvrigt er en særdeles dygtig og behagelig og retskaffen Mand, er Æsthetiker (derefter). Han spørger mig, om jeg vil regne Heiberg for en dansk Digter, eller en romantisk Digter (sic); men saa kan man dog snakke med ham om Andet end «Højre om» og «Venstre om».

Her har Du Sludder nok om mig selv. Nu skal Du sandelig skrive Noget om Dig selv, om din Læsning og dit Soldatervæsen osv.

Folkene kommer jeg meget godt ud af det med — endnu! Offlcérsaspirant Lange, 1ste Inf. Regiment, 3die Comp. (ikke Nørrejylland, maaske snart derfra).