Din Fødselsdag 1865. Aften.
Kjære Ven!
Da jeg gik fra Dig i Middags paa Kongens Nytorv, var det omtrent med den Tanke: Enten er det ham, der er gal, eller mig, der er gal. Du maa ikke blive stødt over denne Skarphed, men i Virkeligheden kan det nok fremkalde nogen Forbauselse hos et tænkende Væsen, at to Mennesker, som kalder hinanden Venner, som af Bekjendte anses for at være det, som virkelig personlig taget er det, kan divergere i en saadan Grad i Livsanskuelse, at der end ikke i hele den aandelige Verden vil kunne findes en større Modsætning, en Modsætning, som vilde træde des skarpere s. 136frem, jo skarpere vi begge to — og navnlig jeg — var i Stand til at udtale vor Anskuelse. Det er aldeles forbausende, hvilken Liberalitet der udmærker vor Tid, baade i social og personlig Henseende. Vi kom ikke i Haarene paa hinanden; at faa Dig brændt var der aldeles ingen Tale om, selv om jeg havde ønsket det; det er tvertimod rimeligt — og jeg ønsker da heller ikke Andet — at vi vedbliver at være gode Venner.
Tro endelig ikke om mig, at jeg vil forestille den Religiøse, og tro endnu mindre, at jeg er det. Men det maa dog være aldeles klart, at En af os er gaaet fejl af Vejen, forudsat at der overhovedet er et fælles Maal for os tobenede Væsener her i Verden. Og sig ikke, at man jo muligvis ikke alene ad forskjellige, men ad modsatte Veje kunde naa det samme Maal; thi da «Vej» ikke tages i geometrisk, men i kvalitativ Betydning, saa fører forskjellige Veje ikke alene til forskjellige Maal, men til forskjellige Arter af Maal. Er vi, hver for sig, i sin Ret, da er vi Væsener af forskjellig Art, aldeles incommensurable Størrelser, hvor meget vi saa begge gaar paa to Ben og i ét Par Buxer (hver). Enten er Livet en ganske humoristisk Maskerade — eller rettere sagt en kjedelig Maskerade — da det jo vilde være Væsener af forskjellig Art, som gik med ensartet Maske, medens i Almindelighed paa Maskeraderne Væsener af samme Art gaar med forskjellig Maske, eller ogsaa er Maskeringen en Usandhed, en Forvildelse, naturligvis saaledes, at En af os s. 137ikke véd af, at han gaar med Maske. Den Trøst, der vilde ligge i, at muligvis største Parten af Verden gaar grassatim uden om hinanden, maskerende de allerforskjelligste og urimeligste Standpunkter for hinanden, vilde jo være daarlig og ikke forslaa for nogen af os — vi har jo nu engang opdaget, at de to Ben og Buxerne og hvad der ellers hører til et Menneske, for den Enes Vedkommende maa være Maske, eller i alt Fald et tilfældigt Arvegods, som egentlig ikke tilkommer ham og som han (foreløbig) har tabt Retten til at bruge.
Jeg vil bare forsvare mig. Finder Du det ikke rimeligt, at for den, som troer (ikke antager eller formener) at have erfaret Guds Naade i sit Liv, det maa synes helt besynderligt, at en Anden vil saa at sige kræve Gud til Regnskab; først vil se til, hvordan han forvalter Verden, før han kan sætte Lid til ham og unde ham sin Kredit? At En først vil slaa op i Guds Hovedbøger, og se efter, om Alt efter hans Begreb er i Rigtighed, før han vil indlade sig paa at sætte sin Sjæl ind i denne Forretning? At han ikke tænker paa, at det er ham, som lige fra sin første Time af er i en evig voxende Gjæld til Gud, at han aldeles er i Guds Magt, at hver eneste Skilling, han har, er Guds Ejendom, at det egentlig er Gud, der holder Regnskab med ham, og at hans Regnskab med Gud er en ren Komedie? At han ikke ser, at den eneste reale Bestemmelse for Verden (ɔ: den eneste, som betegner dens Forhold til Gud) er Fallit?