Paris. Hotel de Londres29de Juni 1867.
Kjæreste Ven! Først igaar fik jeg dit Brev inden i et, som Louise sendte mig fra Zürich, og jeg glæder mig umaadelig over, at Du virkelig omgaas med den Plan at komme til Paris — naturligvis medens jeg er der; dog Plan kan det vel endnu ikke siges at være hos Dig, men et Ønske, en Længsel i s. 154alt Fald, som den, den unge Kriger i sine natlige Drømme føler efter Sejre og Valplads. Spring over Barrieren, tag en rask Beslutning, stik af — læs den unge Lancelots Monolog i Kjøbmanden af Venedig, lær den udenad og kom saa Hvis jeg kan tjene Dig her med at udrette Nogetsomhelst for Dig, skal det naturligvis være mig glædeligt, men jeg beder Dig ikke at overvurdere mine Capaciteter i en fransk Samtale, i hvilken det kom an paa at sige noget med Finhed og Diskretion og være nogenlunde Herre over Situationen — det vilde være en Kommission, som Du ikke skal overdrage mig, i alt Fald endnu. Jeg har heller ingen Visitklæder med mig, men er kun kommet til Paris med en lille Sæk. Tøjet staar i Zürich ....
Jeg har ikke endnu været paa Café de la Régence og kommer der maaske heller ikke. Jeg troer, jeg lever friere og nyttigere her uden at give mig for meget af med Landsmænd; har man først én Gang stukket Haanden i Vespereden — sans comparaison — saa er det maaske vanskeligt at faa den ud igjen ...... Den eneste Danske, jeg hidtil har truffet, er Hr. A. Rosenkilde, hvis brægende Stemme forleden Dag anslog min Trommehinde i Salon carré i Louvre. Han var der i Selskab med Andre, formodentlig Danske; men jeg aabenbarede mig ikke. Correggio morede mig mere.
Det gjør mig ondt at maatte tilstaa, at jeg virkelig finder meget mere Behag i Paris end i London; som s. 155Byer betragtede. Jeg tilstaar ogsaa, at jeg ikke har havt nogen Forestilling om Louvres uendelige Rigdom, som jeg for Øjeblikket sidder til Halsen i og som jeg tænker jeg vil hellige en Maaned i det Mindste. Det er blot min Sorg, at jeg ikke kan komme der mere end 4 Timer om Dagen; det vilde have Betydning for mig, om jeg kunde komme der 2 Timer mere. Jeg tænker virkelig paa at sende et taarevædet Brev til le surintendant des beaux-arts og klage min Nød til ham. Gud véd, om vort Gesandtskab kunde hjælpe mig. Men 4 Timer er dog altid Noget, naar man bruger dem godt. Antikerne er naturligvis langtfra saa betydningsfulde som de i British Museum; dog har jeg her gjort nogle meget vigtige Bekjendtskaber baade med Afstøbninger og Originaler. Men Malerisamlingen!!!! Paul Veronese, hvor svage Forestillinger har jeg ikke havt om ham fra Italien og fra London, hvor jeg ikke engang rigtig kunde lide hans Farve. Disse brede Masser af Tizianer, det er Noget, som smager mig. Bare man kunde tage den Salon carré med sig til Kjøbenhavn. Og saa alle de andre Samlinger i Louvre! Ja jeg har endnu egentlig ikke set andet end Louvre; naar jeg kommer til Luxembourg, Versailles og Udstillingen, saa tænker jeg, at jeg revner med et Knald.
Forleden Aften kom jeg forbi Odéon og gik derind og saa le testament de César Girodet, som forekom mig at være et godt Stykke og at blive godt spillet paa Elskeren nær. Jeg morede mig, skjønt jeg egentlig s. 156kun meget sporadisk kunde følge Dialogen; jeg kunde dog hele Tiden ane Pointen. Jeg har kjøbt Victor Hugos Hernani og læst Halvdelen af den — jeg vil se den paa Français, men først kjende den godt i Forvejen. Det, jeg har læst, smager mig virkelig aldeles ikke ....