Lange, Julius Henrik BREV TIL: Brandes, Georg FRA: Lange, Julius Henrik (1872-02-15)

15/2 72.

Kjæreste Ven! Jeg er Dig meget mere taknemmelig for dit Brev, end Du var det for mit, og jeg er glad ved, at Du ikke har ladet din Følelse forvirre af Noget, som var og vilde være et Angreb. Det eneste Ord, som har saaret mig fra din Side, er Ordet «uvenskabelig»; det er ikke berettiget. Jeg har selv tidt undret mig over og været kjed af, at der skulde være saa megen Polemik fra min Side eller fra vor (dine Venners) Side imod Dig i vort Venskab, og jeg kan virkelig sige, at den er ikke mig til Glæde. Mais que voulez vous! Vi er jo ikke nogle Fredens Mænd, som lever i en Afkrog som Skjelskjør og Lemvig eller spiller vor L’hombre med Sindsro om Aftenen. Vore Samtaler gjælder jo meget tidt — og jeg skal sandelig ikke beklage det — de Ting, som gaar dybest i Individualiteten, s. 222og som tvinger den til at tage Parti for eller imod. Vi er desuden alle en Smule «offentlige Personligheder», tager i alt Fald offentligt Ordet. Da Du nu ubetinget er den hurtigste og aktiveste af os og tillige har en Tilbøjelighed til det Radikale og Extreme, saa kommer hint Forhold, hvoraf jeg meget villig indrømmer, at Du tidt maa kunne blive træt, jo næsten af sig selv, naar ikke vort Venskab skal synke ned til et rent Vaneforhold, hvad der ikke vilde sømme sig for det. Undertiden er vor Modstand en Slags Nødværge fra vor Side, da din livfulde og heftige Overbevisning i flere Ting kan gjøre Dig — i alt Fald for en Tid — utaalsom mod anderledes Sindede; undertiden udspringer den vel ogsaa af Interesse for Dig og for din Stilling i det lille, sluttede Selskab, som man kalder Danmark. Jeg beder Dig om ikke at kaste Vrag paa den og først og fremmest ikke at tro, den er uvenskabelig. Vi er virkelig dine Venner — jeg tror ogsaa at kunne svare for de Andre. Jeg vilde gratulere os i høj Grad til, om den Betænksomhed, som Du forleden Dag indrømmede at vi havde forud for Dig, maatte komme Dig og din Virksomhed til Gode: den er virkelig godt ment.

Et Par Ord om nogle af Enkelthederne ....

Jeg er en Stymper i Middelalderens Historie, men jeg troer endnu ikke paa Rigtigheden af den Skildring af middelalderlige Tilstande, som findes i din Bog. Man kan ved en Sammenpakning af i og for sig rigtige Fakta faa noget ganske Forkert ud. En saa tyk s. 223og ubetinget Sværte passer ikke paa noget Historisk i Verden. Saa overordentlig lidet reguleret som den Tidsalder var: den affødte Gotiken; saa har den jo, som Figura udviser, havt en uhyre Sum af materiel Kraft tilovers. Og man mene nu om den gotiske Kunst, hvad man vil, saa passer din Skildring af dens Tidsalders flæbende Forrykthed virkelig ikke til dens Aand ....

Du maa ikke sige, at Du «ikke har sagt Andet, end at Du beundrer de gotiske Bygmestre og de Kjæmpeværker, de udførte». Læs, hvad Du har sagt. Er det Beundringens Tungemaal? Det vilde det endog være for meget at kræve, da vor Beundring jo er og skal være betinget; men det er ikke engang Retfærdighedens.

Jeg gjør ikke Nar af, hvad Du siger om «Natten». Din Hovedthesis, at Thorvaldsen ingenlunde helt er græsk, er jeg fuldkomment enig med Dig i; den kunde nu for Resten lige saa godt vendes til Ros som til Dadel. Det forekommer mig ellers, at Du miskjender Værdien og Betydningen for en Billedhugger af «at være græsk» eller at ville være det. F. Ex. med Hensyn til Reliefstilen vil det omtrent sige det Samme som at være plastisk. Jeg forlanger slet ikke mere Virak for Thorvaldsen end Du har givet ham, omendskjønt jeg maaske er mere gjennemtrængt af Overbevisning om, at han i Sandhed var en stor Kunstner, uagtet den noget overstadige Hæder, han nød i sit Liv, kan gjøre En lidt polemisk stemt. Men s. 224hvorfor netop tage fat paa «Natten», naar man ikke der faar Beviset i Hænde og maaske kan have Vanskelighed ved at skaife det? Thorvaldsen synes mig dog nok at have et virkeligt Aandsfrændskab med Grækerne, mere end nogen anden moderne Aand, jeg kjender, uagtet hans Hellenisme, som jo for Resten ikke fylder hele hans Kunst, er ensidig og moderne. Han mangler det græske δεινόν [det Forfærdende].

Af Bernini kjender jeg næsten kun de romerske Værker. Denne vidunderlig frodige neapolitanske Virtuos synes mig at være lidt tanketom (er det ikke netop hyppigst Tilfældet med det «Forvredne»?), jeg mener tom paa plastiske Tanker. Dog nærer jeg en sand Hengivenhed for hans Triton paa Piazza Barberini.

Med mine Ytringer om det «Originalt-Forvredne» har jeg paa Ære ikke sigtet til Andet end det, at Du betingelsesvis tog det i Forsvar, hvilket synes mig meget urigtigt af en Æsthetiker og i Strid med din tidligere Anskuelse ....

Men jeg gider ikke fortsætte dette Pindehuggeri længer. Det Ærgerlige ved den Slags Kritik er, at man paa en Maade paatager sig en Forpligtelse, som man ikke kan udføre, til selv aldrig at gjøre fejl her i Livet mere.

Jeg vil bringe Dig et Billede til en Fødselsdagsforæring, som for det Første er godt og for det Andet s. 225er egnet til at overbevise Dig om, at de nordiske Folks Sanser ikke er «sløve». *)

Din Ven.

De talrige Angreb, hvortil den mellem os Venner omstridte Bog gav Anledning, gjorde mig det nødvendigt at udarbejde en Gjendrivelse. Lange billigede Planen og skrev i den Anledning følgende Billet, dateret 3. April 1872:

Kjære Ven! Jo mere jeg tænker derpaa, des vigtigere forekommer det mig, at Du i din Pièce skriver et Svar til Monrad, om hvilket man ikke kan sige, at det er ubetydeligt, eller at det dog ikke er saa betydeligt som hans Artikler. Det vilde sikkert hæve din Anseelse meget, om Du kunde vise Dig ham fuldkomment voxen i Debatten. Derfor kan Du vistnok gjerne gjøre ham en eller anden Indrømmelse. Hvis Du kunde fremtvinge den Situation, at Du fik med ham at gjøre som Modstander herefter, saa var Du sikkert vel tjent dermed. Han er jo selv debatterelysten nok. Jeg mener just ikke, at Du skulde lade en saadan Taktik træde aabenlyst frem; men Sagen vilde vist ikke være saa vanskelig. Han er dog nok med alle sine gode Enkeltheder temmelig hullet. Du maa endelig lade Dig denne Sag ligge paa Hjerte — tag kun en Uges Tid dertil; Du vil vistnok vinde meget s. 226derved. Han indbyder jo netop ved hele sin dialektiske Fægtemaade til tilsvarende dialektiske Modangreb. Husk paa, at han i Henseende til Debat næsten betragtes som den første Kraft i Landet.

Da den i Brevet berørte Pièce var skrevet, blev den strax forelæst Lange, som i det Hele var veltilfreds med den. Dog havde han adskilligt at indvende. Han fandt mig overfor Dagbladets Holdning imod mig altfor spag. «Her skulde Du tordne!» udbrød han. Derimod fandt han mit Svar som Helhed altfor afvisende og udæskende. Og medens jeg følte mig ude af Stand til at tjene ham med nogen tilføjet Torden, lod jeg mig af hans indstændige Anmodning om endelig «at gjøre en Indrømmelse» overtale til at udslette adskillige Sider og derfor indsætte andre, hvilke han formelig dikterede mig. Jeg vidste jo, hvor godt han mente mig det; jeg var en saa stor Beundrer af hans Aand og Vid, at jeg betragtede det som en Ære, naar han flettede nogle Sætninger af sine ind i min Prosa, og min Stilling var i ethvert Tilfælde saa ufordelagtig, at den ikke kunde lide noget ved, om jeg stemmede Tonen en Smule ned. En trodsigere Holdning helt igjennem havde ligget bedre for mig og jeg fik da ogsaa «Indrømmelsen» indskrænket til det mindst mulige, det rent formelle; men den var og blev Langes, ikke min. For dem, hvem Sligt kan interessere, meddeles det altsaa, at s. 227Side 25 og 26 samt Side 77 i «Forklaring og Forsvar» som de i den trykte Text lyder, skyldes Julius Lange.

Et skarpt Øje vil let gjenkjende hans Stil i det følgende Stykke med dets Ro, dets Vid og — dets At-Sætninger:

«Man søger at vinde en let Sejr over mig ved at føre alle Nationens gamle og ærværdige Traditioner i Ilden mod mig. At jeg imidlertid har Hjerte for disse Traditioner, det har jeg dog maaske adskillige Gange vist. Jeg troer at have godtgjort, at jeg vel forstaar at vurdere det Udmærkede, som er fremkommet hos os; jeg troer endog at have vist, at jeg kan vurdere det nok saa godt som mine Recensenter kan det. Min Forfattervirksomhed er dog ikke begyndt med min sidste Bog. Men jeg troer paa den anden Side, at der intet Syndigt er i at mene, at der nu er en Pause i vor Literatur, og at vi ikke længere kan leve af de Opkog, som lyriske Poeter og Feuilletonister af en ikke videre høj Rang stadig byder os. Dagbladet griber i sin Feuilleton saa hyppigt til Blomstersamlinger af gamle Adresseaviser og lignende literære Antikviteter; det lever saa godt af Fortidens Smaaligheder, at man ikke kan undre sig over, at Fortidens Storhed forekommer det aldeles blændende og fvldestgjørende for et Aartusinde endnu. Men jeg troer dog virkelig ikke at have begaaet nogen Synd mod Fortiden, jeg troer at have truffet Manges stille Tanke, naar jeg spørger: Hvad saa? Jeg anser en vis Utaalmodighed for en Dyd, fordi den er aldeles s. 228nødvendig til at holde Fremgangen i Aande. Jeg paastaar, at Enhver, som tilgavns roser sin egen Nation og fortæller den, at Alt er paa det Bedste i den, giør den en daarlig Tjeneste, selv om han meler sin egen Kage derved o. s. v.»

Man agte især paa denne Vending: «Det danske Folk har altid havt stor Utilbøjelighed til at komme ud af vante Tilstande, og det elsker i høj Grad sin Magelighed. Det er mageligere at blive i de lune Dyner end at staa op og tage en ren og kold Skjorte paa; det kribler i Kroppen, naar man faar et koldt Styrtebad, men det er renligt og styrkende. Især lød Dagbladets Recension som et Svar dybt nede fra Dynerne». Her er det Lange, der taler Ord for Ord.

Han havde, som paavist, ikke lidet at indvende mod Adskilligt i det første af mine Skrifter, der vakte større Opsigt. Men med hvor megen Sympathi han fulgte min Debut som Foredragsholder i hint Efteraar 1871 og hvor helt den gamle dybe Spaltning mellem vore Grundsynsmaader var udjævnet, det lagde han for Dagen i en lille Fortælling, som han dengang skrev og som (anonymt) blev trykt i Illustreret Tidende for 31te December 1871. Paa den sidste Dag af dette Aar, der satte Tidsskjel i min literære Existens, bekræftede han, skjemtende og overlegent som altid, men med broderlig Aand, det gamle Forhold imellem os, der aldrig senere blev anfægtet, end mindre brudt. Fortællingen, der blev fuldstændig overset, lyder: