Marstrand, Wilhelm BREV TIL: Marstrand, Petra Ottilia FRA: Marstrand, Wilhelm (1838-07-17)

Neapel (Ischia)d. 17. Juli. 1838.

Til hans Moder.

Jeg agter at udføre et Maleri her, bestemt til Kunstforeningen. Fra Rom har jeg sendt et Maleri til Grev Moltke. Det behagede meget i Rom, hvor jeg havde udstillet det. Thorvaldsen vilde kiøbt det, men han er en ligesaa daarlig Betaler som han selv lader sig godt betale. Jeg vilde ogsaa gierne, at man hiemme skulde see det. Det er mig imidlertid dog kiært, at Thorvaldsen var fornøiet med det og jeg lovede at male ham et andet. Det s. 40bliver der dog nok Intet af for det Første, da han ventelig reiser med Fregatten, som skal være ankommen til Livorno. Man kan ikke stole paa hans Ord i nogen Henseende, og jeg troer ikke heller? at han selv stoler paa det; man veed endnu ikke naar Vognen staaer for Døren, om han vil afsted eller ei. Denne Ubestemthed forenet med en ubehagelig Mistænkelighed til alle hans Omgivelser giør ham ei synderlig behagelig i Omgang. Han er fordærvet af Smiger. Naar han ikke som Kunstner var saaledes, at man selv i hans Alderdom maa forbauses derover, saa kunde han ellers gaae hiem og lægge sig. Og saa skal han da have saamange Tak for Gaven til Fædrelandet, det giør ham dobbelt udødelig. Man har nylig stiaalet nogle Guldmynter og Medailler fra ham, han er rasende og troer sig omgivet af Forrædere paa alle Kanter; det kan mulig bestemme ham med Hensyn til Afreisen.

Paa Ischia var jeg sammen med Constantin, Roed og Rung, som giorde mig Livet saa behageligt ved Musik, men vi svede frygteligt. Neapels Beliggenhed ved Havet og Foden af Vesuv overtræffer alle Forventninger. Et Spectakel fra Morgen til næste Morgen i Gaderne og Havnen giør Contrasten imod det alvorlige og stille Rom endnu større. Hvor Rom er pragtfuld og grandios er Neapel almindelig, moderne og luxurieus uden Smag. — Folket er gavtyveagtigt og feigt ; alle tigge, alle skrige og giøre Larm over ingen Ting. Meget hengivne til al Slags Fornøielse seer man dem bestandig beskiæftigede med Spil og Commers, de Fleste dog med Ingenting. Havnen er overordentlig morsom: man trænger sig imellem Søfolk, Handlende, Marionetboder, Improvisatorer, Lazaroner og andre Dagdrivere. Lazaronerne s. 41ofte næsten uden Klæder. Her hersker Militairet, i Rom Præsterne.