Marstrand, Wilhelm BREV TIL: Marstrand, Osvald Julius FRA: Marstrand, Wilhelm (1840-10-16)

Münchend. 16. October 1840.
Til hans Broder Oswald.

Du taler om at benytte de Goder Staten giver, men de ere i mine Tanker meget mere Lænker man hænger sig selv om Fødderne og det kan jeg forsikkre Dig, at kun nødvendige Omstændigheder skulle tvinge mig til at træde ind i de academiske Forhold, hvis Fordele ere saa ubetydelige, ja efter min Anskuelse endog skadelige, da Kunstnerens Frihed derved gaaer i Løbet — ere derimod Anskuelserne hiemme endnu saa aristokratiske, at man kun ved den academiske Autoritet kan bestaae og man vil leve hiemme og navnlig givte sig, ja da er det en anden Sag — men til det Philisterium føler jeg aldeles ingen Trang endnu. Du forstaaer maaske ikke hvad jeg mener. Man lærer i Udlandet s. 50at see klarere i disse Forhold end i Hiemmet hvor Alt sees igiennem Vanens Brille. Du veed, at intet Stort skeer i Verden uden Opposition og Gnidning, uden kæmpende Elementer — enten Kamp eller Søvn — har man Kraft til at bestaae Kampen, saa fremstaaer altid noget Godt, om ogsaa Kæmperne ofte maae bukke under. Kunsten er hos os ved Academiets Bestræbelser i den allerbedste Søvn og jeg forsikkrer Dig, at det er Aarsagen hvorfor Kunstnerne saa nødig vende hiem, men hellere leve kummerlig som de giøre herude; men det er urigtigt; jeg præker immer for dem, at de sknlle vende hiem alle sammen, thi kun samlede kunne vi da udrette noget og det blot derved, at vi samlede danne en Autoritet mod den Bestaaende, uden Ubeskedenhed og Bitterhed, blot ved at bevare Uafhængigheden.

4

Det er forunderligt hvortidt jeg endog alt sukker ved Tanken om Italien, det vil sige: jeg sukker indvendig og ordentlig kan faae Taarer i Øinene, naar jeg her med dem, der have været der, taler derom; men saa er jeg dog glad, at jeg er ude af det. Allerede her føler jeg mig strax mere hiemme og det er mig en Trøst, thi det tyder paa, at jeg vil endnu mere føle mig hiemme i Danmark.

— I de sidste Aar i Italien er jeg blevet gammel og gnaven, det gruer mig, naar jeg, som f. Expl. igaar, ved et jublende Kunstnercarneval føler mig selv som ganske udeeltagende ; engang kunde en dygtig Lystighed henrive mig; nu er den mig ligegyldig ja endog byrdefuld; det maa ikke være og hiemme vil jeg see at faae de gamle Toner til at klinge paany.