Marstrand, Wilhelm BREV TIL: Thiele, Just Mathias FRA: Marstrand, Wilhelm (1869-07-09)

Olevanod. 7. Sept. 1869.
Til Thiele.

Da det nu er paa Heldingen med Opholdet i Italien, vil jeg dog lade Dem og Academiet vide lidt Besked med mine Planer. Vi have nu opholdt os en lang Tid her i Biergene i temmelig ustadigt Veir. Torden, Regn og megen Kiølighed hører til Dagsordenen. Vi have været i Neapel, turet dygtig omkring og seet os mætte. Nu er det vor Agt at s. 90blive her og i Rom til 1ste Octbr. og da gaae over Mailand, Venedig og Wien hiem.

Alle de herlige Kunstskatte er det jo en Fryd at see igien, men tillige en Smerte, da vi ere saa langt fra, at kunne naae noget Lignende, alt det man plager og plager sig. Det er vel en Forfriskning at see alt dette, men paa den anden Side er man for gammel til at tage fat paany, og Kræfterne ere borte. Et halvt Aar her i Italien er for lidt til at arbeide og formeget til blot at see. Dersom jeg ikke havde foresat mig denne Reisetid, og dersom jeg ikke var afhængig af Skovgaard, som skal blive et halvt Aar borte, saa var jeg forlængst hiemme. thi det synes mig, som om jeg har Saameget at skulle giøre, men nu er det jo snart overstaaet.

Varme have vi ikke lidt af, og dette Efteraar er ikke meget italiensk, dog, naar jeg tænker paa Kakkelovnsvarmen, naar vi komme hiem, saa maa vi ikke klage nu — vi have fuldt op med Druer og anden Herlighed. Italien i det Hele eller rettere det Romerske er i mange Henseender i en sørgelig stagnerende Tilstand. Alle tigge og i dette velsignede Land er det ikke langtfra, at Folk sulte. Hvori ligger nu det?

— I Dag er Campagnen og Volskerne indhyllede i lange Regnskyer, saa vi maa sidde inde. Vi leve forøvrigt her en Art Familieliv. Det er her, hvor E. Meyer har levet saameget, og det er rart, at hans Minde lever endnu her saa stærkt. Familien her har han giort meget Godt ; det er gaaet noget tilbage for dem. Konen er en Datter af den, der havde Huset, da jeg sidst var her — Cecco Ronsi — han blev stukket i 1848. Datteren har 5 deilige Børn, men som hun ikke har Raad til s. 91at lade lære andet end det, Huset formaaer. Vi tage Deel i alle deres Glæder og Sorger, og der er en Ligefremlied og en Fiinhed i disse Menneskers Levesæt, som mangengang forbauser.

I dette Øieblik kommer et Tog Bønder fra en langt bortliggende By syngende „viva Maria“ i en Pilgrimsgang til Genazano imorgen, hvor der er en stor aarlig Fest til Ære for Maria di buon consiglio. Vi ville ogsaa derhen i Forening med Familien. Jeg har seet disse Tog før drage syngende fra Byerne rundt omkring, og det kunde give et mageløst Billede, naar man kunde giøre det, men dertil hører et ordentligt Studium. Dette skitserende Væsen interesserer mig ikke mere, og det Andet kan man ikke magte. Men for at det ikke skal blive bare Lamentationer, saa vil jeg holde op og imorgen hente et godt Raad hos Madonna, hvordan man skal lære at finde sig tilrette i Taalmodighed og Ydmyghed.