1882, d. 7. September, fra Lund til Biskoppen:
„Hermed sendes et Andragende, hvorom Erklæring af mig er begjæret, fra 23 Medlemmer af Valgmenigheden, for største Del Familiefædre i Thy, der gaar ud paa, at jeg, med mine foresattes Billigelse, maatte indlede Altergangen saaledes, at de, der har alvorlig Betænkelighed ved at modtage den særlige Tilsigelse af Syndernes Forladelse under Haandspaalæggelse, nyde Nadveren uden denne.
„Jeg skal i den Anledning minde om, at jeg for længere Tid siden ved given Lejlighed har meddelt Dem, at jeg ikke turde uægte noget kristent Menneske Adgang til Nadverbordet, fordi han ikke havde deltaget i denne Skik.
„Den hører ikke med til Herrens egen Anordning af Nadveren og har vitterlig i den ældre Menighed ingenlunde været sat som en Betingelse for dennes Nydelse, saa Andragerne med fuld Ret hævder deres kristelige Frihed i det Stykke. Saa er der heller ikke en bestemt folkekirkelig Ordning at hævde. For vel foreskriver Ritnalet denne Skik som Indledning til Nadveren for alle, men under udtrykkelig Forudsætning af det forangaaende private Skriftemaal, der som bekjendt er bortfaldet.
„Da derfor alvorlige Mennesker erklære sig besværede i deres Samvittighed ved den særlige Tilsigelse af Syndernes Forladelse forud for hver Altergang, har jeg maattet modtage dem ved Nadverbordet uden denne. Og jeg har da saaledes, som det vil være Dem bekjendt, indledet enhver Nadvere ved en Tiltale, den saakaldte Skriftetale, der er bleven sluttet med en almindelig Forsikring om Syndsforladelse for alle kristne, medens s. 33derefter den særlige Tilsigelse under Haandspaalæggelse har været meddelt alle, som ikke havde den ovenomtalte Betænkelighed og derfor begjærede den.
„De véd ogsaa, at en aaben Meddelelse derom til de Sognepræster i Thy, der med stor Velvilje havde aabnet Tilsted og Thorsted Sognekirker til fuld Kirketjeneste for Valgmenigheden, har fremkaldt den Betænkelighed ved disse Kirkers Brug, som Andragerne omtaler.
„Naar nu en Del af Menighedens Medlemmer har andraget om, at jeg med vore foresattes Billigelse fremdeles maatte kunne indlede Nadveren saaledes, som jeg oven for har omtalt det, da haaber jeg sikkert, at dette deres Ønske maa blive imødekommet. Jeg føler mig nemlig forvisset om, at de folkekirkelige Myndigheder ikke af den Grund vil søge at nøde dem til at opgive den Forbindelse med Folkekirken, som de saa bestemt ønsker at bevare. Og det falder ikke vanskeligt at se, hvad Betydning det vilde have for dem, at deres Menigshedssamlinger i de hjemlige Kirkehuse med Prædiken og Nadverens Nydelse da ikke for længere Tid vilde blive afbrudte. “