Danmarks Breve

BREV TIL: Peter Nansen FRA: Herman Joachim Bang (1885-12-04)

[Berlin] 4. 12. 85.

Kære Peter.

Saa sidder jeg her. Jeg spadserede i Thiergarten, i Seirsfirkanten. Og mens alle disse Ekvipager rullede straalende forbi, svor jeg en Ed paa, at jeg vilde beseire denne By.

Jeg vil intet Middel lade uforsøgt. Vil ikke skaane mig for noget. Verden skaaner aldrig. Den, som vil binde dens Hænder og kun vil det ene — maa binde med alle Reb. Jeg er ikke mere sentimental; for en Lidenskab gaar jeg af Veien; det ubetydelige, som tager saa megen Plads op i Livet, keder mig; jeg føler mig ikke fristet til som saa mange andre at efterligne de smaa Hunde, som løber og snuser til hvert Træ; det er dog altid den samme Stank, man faar i Næsen.

Jeg læste i Jernbanen min Bog for at mærke mig alle dens Feil. Intet er smerteligere — naar noget endnu er saa ufuldkomment —, men s. 154 det er nødvendigt. Talentet kan kun komme til at ligne Geniet ved at arbeide med sine Feil.

Jeg vil vie mig skaanselsløst til Arbeidet, som maa give mig Penge, og til Sukces’en, som ikke beror paa Arbeidet alene. Jeg vilde kun ønske, at man mindre læste min Vilie paa mit Ansigt. For blot et Aar siden saa jeg endnu ret hjælpeløs ud — og det vil man saa gerne. Nu ser jeg for bevidst ud. Det skræmmer. Jeg vilde give nogle Aar af mit Liv for endnu at have den bløde Mund, som fristede til Kys saamange Kvinder — — —. Men jeg har den ikke. Alderen slaar os Vaabnene ud af Hænderne just, naar Erfaringen har slebet dem.

Finder du meget »grusomt« i dette? Det er kun Oprigtighed. Hvis du husker mig fra for længe siden, vil du maaske sige, at min Livs-Proces har været ganske svær med mange ædende Syrer og sligt — aa ja — visse Kemikalier kan æde saagodt som Hjertet af Ens Bryst.

— — —

Jeg tænker mig, kære Peter, at du saa flytter. Det vilde være mig en mild Glæde — ligesom et Baand imellem os. Alt i Livet slappes eller strammes — ogsaa vore Følelser, selv de bedste — af de ydre og tilfældige Omstændigheder. s. 155 Jeg synes, du vilde være mig nærmere, om du gik der — i mine Stuer.

Jeg er nu saa træt. Ellers vilde jeg skrive langt om dig. Men imorgen eller ialfald paa Søndag.

Hils saa den dovne Hvalp og pas paa ham — du. Om han dog ikke kunde vedblive at være saadant et godt og rart Menneske.

Herman.