Danmarks Breve

BREV TIL: Peter Nansen FRA: Herman Joachim Bang (1886-01-15)

15. 1. 86. Meiningen.

Min kære Peter.

Nu — hvor jeg skal begynde paa dette Brev, vil Smerten næsten overvælde mig. Jeg skal imidlertid forsøge at skrive kort og roligt. Det er kommet, dette, som et Lyn. Saadan som Slag i Slag de forfærdeligste Rystelser hjemsøger mit Liv.

Jeg feirede denne Gang intet Nytaar. Ene, lidt sløv sagde jeg til mig selv: Nu vel — et Aar med Arbeide, mellem Fremmede, rimeligvis uden store Rystelser.

Og den trettende i dette Aars første Maaned er jeg revet op med Rod og smidt ud.

Men til Sagen. Et Par Dage efter at jeg var flyttet til min nye Bolig, kom en hemmelig Politimand til mig. Han spurgte mig ud, og jeg gav ham alle Oplysninger, han ønskede. Jeg var mig intet ondt bevidst. Det var i Fredags. Mandag Aften kommer igen en Betjent s. 171 — han vilde tale med mig. Jeg var ikke hjemme. Han kom igen en Gang til om Aftenen sent. Jeg var endnu ikke hjemme. Værtinden talte ikke til mig ved min Hjemkomst for ikke at forstyrre min Nattero. Ret glad var jeg just den Aften og sagde, da jeg skiltes fra Dr. Hoffory 1 : »Jeg ser her et Maal at gaa efter — jeg tror, jeg vil naa det, og at jeg vil gøre Nytte her«. Det er længe siden, jeg havde følt mig saa vel og haft saa godt Mod.

Den næste Morgen vækkes jeg Klokken halv otte. Det var igen en Betjent. Han vilde hente mig Klokken halv ti. Jeg var meget rolig og intet anende. Da jeg kom til Præsidiet, var Klokken ti, og man sagde mig, at jeg var ventet. Man førte mig ind og forelæste mig en Udvisningsordre: strax. Jeg svarede, at jeg var ingen Haandværkssvend, som reiste med et Tornyster. Jeg havde Ting at ordne, og jeg maatte tale med Gesandten. Man tilstod mig da en Frist af 48 Timer. Jeg tog strax til den danske Gesandt, som blev meget bestyrtet og strax s. 172 kørte til Grev Bismarck. Alle mine Bekendte ↄ: Folk ved »Tageblatt« o. s. v. blev sat i Bevægelse, og man var meget oprørt over Udvisningen. Jeg anede ikke Grunden, hvorfor jeg udvistes, og det var ikke muligt at faa den at vide. Om Aftenen skrev Gesandten, at han havde været hos Bismarck, og at denne vilde lade Sagen undersøge. Jeg havde som han Haab om en Ordning. Torsdag Middag kommer egenlig med straalende Udsigter: alle Liberale var ophidsede over Udvisningen, de liberale Blades Penne var dyppede for at flette mig Martyrkransen; hele Tyskland vilde i fire og tyve Timer kende mit Navn. Dr. Levysohn ved »Tageblatt« lod mig sige: »at det nu kun galdt at skrive hurtigt; han tog alt fra min Pen«.

Og saa kommer Bud fra Gesandten: at intet var at gøre. Jeg kører til ham: Intet at gøre — og ovenikøbet maatte der for min Skyld ties: Jeg havde skrevet — i Bergen — et Par dumme Dumheder om Keiserens Portræt! Den Artikel laa i Udenrigsministeriet og havde ventet paa mig siden Oktober 1

s. 173 Jeg indsaa hastigt, at Slaget var tabt. Alt om Regeringen, intet Ord om Keiseren og alle hans. En Mand paa halvfems er ikke mere noget Menneske. Han er at ligne med en Gud. Keiseren er Symbolet paa Tysklands Storhed og afgudes som saadant af alle. Jeg vidste det — vidste ikke, at Bergen laa saa nær ved Udenrigsministeriet i Berlin. Hvis den dumme Artikel aftrykkes her, er alt ude. Hvis det undgaaes, er der Haab.

Jeg satte hastigt Redaktionerne — ved Brev — ind i Sagen: at det var en Uforsigtighed, skrevet for Tid siden, om et Par af de keiserlige. Tilbragte Onsdag Aften i det tyske Theater, hvor de spillede »Emilia Galotti«, og Torsdag Morgen reiste jeg hertil.

Jeg har været meget rolig under alle disse frygtelige og skiftende Sindsbevægelser. Du ved, jeg bliver saa temmelig »stille« under sligt. Men jeg vil ikke skjule, at jeg betragter dette siste Slag som det haardeste, der har ramt mig.

Man var her kommet mig imøde med en s. 174 Iver, som kun kan forklares ved den fuldstændige Mangel paa tyske Talenter, og man ventede alt af mig. Derfor bar man sig ad næsten, som var man mine Venner. Det er imidlertid kun Forretningsvenner, som sikkert allerede har svigtet, naar de frygter for, at der ingen Forretning bliver af.

Naa — i »Schorers Familienblatt« kan jeg vel blive og skrive pseudonymt. Mig er det det samme, om man nævner mit Navn eller et andet. Imorgen vil jeg tage mig sammen og skrive om det passerede til »Politiken«. Du vil se Hensigten, naar du læser Artiklen.

Naar jeg kommer tilbage til Berlin — Gud ved det. Tilbage vil jeg. Det mærkelige Sted, hvorhen jeg er gaaet, staar i nøie Sammenhæng med denne Plan. Man er her nær ved en Hertug 1 . Og denne Hertug, som er gift med en Skuespillerinde og selv Theaterdirektør, er intimt beslægtet med Hoffet i Berlin. Jeg vil anholde om Forglemmelse af hin Artikel. Dette s. 175 er det eneste. Det var en Dumhed; at erkende, at det var det, er baade nødvendigt og det værdigste.

Lige nu modtaget din siste Depeche, som har ligget her en Dag. — Nei — min Ven — humoristisk! Tak. Man maa ofre det mindre for at naa det større. Og jeg vil reussere i Tyskland. Og Tyskland er Berlin. Denne By voxer, mens de andre visner. Her er der den Luft, som strammer og styrker Vilierne. Og en smuk Dag vil der ogsaa voxe frem en Literatur. Jeg vil se og leve dette Foraar, som er i Vente, med.

Alle mine Planer kan og tør ikke tilintetgøres saaledes og for saa lidt.

Lad — kære Don — Ottesens læse dette. Sig, at jeg skriver imorgen.

Her er stille og græsseligt.

Din
Herman.

Du vil forestille dig, hvad dette har kostet — na’ — du mein Gott!