Prag. Onsdag Nat. [Dec. 1886.].
Kære Peter.
Som det første Vers — saa det andet. Vedlagte vil give dig et Begreb om, hvordan min Stilling efter »Excentriske« og »Stille« er blevet. To saadanne Pyrrhusseire til, og min Rolle synes noget »afslidt«.
Lad os se: idag for et Aar siden trykte Schou uden at blinke »Franz Pander« Idag læser han første Kapitel af den Roman, til hvilken jeg i disse to Bøger kun har dyppet min Pen, og … erklærer ikke at kunne forlægge denne Bog.
Lad strax være sagt, at jeg modtager hans Forslag — med hvilke Følelser er jo ligegyldigt. Man betaler saadanne »Løsepenge«, naar man er »Manden uden Position«.
Dernæst være tilføiet, at dette første Kapitel, Manden har læst, er just saa bredt — dimensionsmæssigt — som det første i »Ved Veien«, s. 252og at det sikkert staar kunstnerisk fuldt paa Høide med Novellen. Om »en clef« kun dette: at Personerne med to Undtagelser (af Bipersoner) er absolut ukendelige, selv om f. Ex. du vilde kunne holde Øie med, hvem der var »ment«.
Men alt det nytter jo ikke. Hovedtingen er den: Schou censurerer mig for Fremtiden og siger: »Nei« og dikterer mig Stil. Da jeg for at leve maa betales arkvis, maa jeg lade mig censurere — og skrive »Ved Veien« om … paa en sælgelig femten-Arks Façon. Voilà tout.
For syv Aar siden trykte Schou mig uden at læse mig. At læse mine to siste Bøger faldt ham slet ikke ind — det er det store Udbytte, jeg har haft af »De Excentriske« og »Ved Veien«. I og for sig undrer det mig ikke. Saalænge »Meningsfæller« kan omtale mig som »Kristiania Dagblad«, saalænge maa jeg ogsaa lade mig censurere af Schou. Jeg har en saa uhyre Autoritet!!!
»Bernhard Hoff« var dybt inde i andet Kapitel af ti. Den voxede deiligt, og jeg følte mig som i »Ved Veien« fuldt Herre over mig selv. Den skulde have været ud paa min Fødselsdag — med dit Navn paa, et Ungdomsopgør — et Resumé af vort lille Slægtleds Feil. Jeg har saa s. 253faa at tale med, og jeg sover saa slet, at jeg faar megen Tid til at drømme: jeg havde drømt saa mange smukke Ting om den Bog. Den var i fem Kapitler en Byggen op af »Victoria- Theatret« — og saa stigende i fem Kapitler, først en sagte Knagen og Ramlen, og saa Sammenstyrtningen — Ruinen. Der var nogle »sublime« Ting, et Par ialfald. Og hvad var der ikke for Interiører. Ogsaa en ung Mand, der dør — et Slags Symbol paa vore Feil, smukt tænkt og saa ganske tarveligt. Og hans Forældre vilde have ramt dybt nok.
Maaske vil du sige, at jeg jo kunde fordre et bestemt Svar af Schou om »Ja« uden Forbehold eller »Nei«, og saa ifald »Nei« forsøge en anden Forlægger. Men jeg har jo Kontrakt, og jeg tror, at den forpligter mig til at lade Schou læse alle Manuskripter, før jeg giver dem til en anden. Og selv om han opgav denne Fordring — skyldig er jeg nu ikke mer end de 80 Mark! —, hvor da tage en anden Forlægger? Hver anden vil sige som Schou: »Ja — men jeg maa læse dette Manuskript« ? og jeg maa betales pr. Ark.
Jeg har derfor modtaget hans Forslag. Saa meget mer, som jeg i en Maaned er blevet s. 254ladet uden Penge, og det nu er Vinter. Du vil sige, at dette ikke ligner mig. Maaske ikke. Men husk, at dette er skrevet i den siste Maaned i det siste Aar, før jeg gaar ind i de tredive. Saa er man tilbøielig til at holde Kontrakter og til at forsøge at resignere. Det var blot bedre, om det ikke var saa, at »Stofferne« ligger i Luften. En anden kan tage denne »Bernhard«, Historien om Københavns »Fortuna«, og det var jo trist. Men jeg maa jo leve — og se til at »styrke min Position, hvad den i høi Grad trænger til«. Jeg har nu forsøgt mange Midler til at styrke denne »trængende« Position. Naa … Fortæl Esmann om min glade Skæbne. Det er ikke alle, som har hans Lykke i Literaturen. Og han har dog ogsaa haft Lykke i Kærlighed. Skriv snart lidt til mig. Af Roen i dette Brev vil du kunne slutte dig til, hvorledes jeg er til Mode. Det er en ny — »Udvisning« og den værste.
Din Herman.
Svaret til Schou er afgaaet.