Danmarks Breve

BREV TIL: Peter Nansen FRA: Herman Joachim Bang (1887-01-01?/1887-04-23?)

Prag. Torsdag Aften.

Min kære Don.

Saalænge siden jeg skrev. Grunden er egenlig saa simpel: der er intet, slet ikke det allerbitterste at skrive om. Mit Liv er min Bog. Med høi Pande de Par Dage, hvor jeg er i fuld Besiddelse af mit Talent; trist, pint, forfulgt af allehaande nervøse Anfald og Angster de Dage, hvor mit Hoved tvinger mig til delvis Uvirksomhed. Et Par Timer om Dagen kan jeg dog sædvanlig sætte mig i den Tilstand, som er nødvendig for at se og gengive de Scener, i hvilke min Bog afspilles. En Scenerække er Bogen. Hvad det koster for en Magt over det indre Syn saaledes at lade en hundrede Mennesker leve foran Læsernes Øine — naa, derom har ingen noget Begreb. Min Træthed er bagefter en Afmagtstilstand lig, og jeg tilbringer undertiden hele Timer i et Stumpsind, som er ulideligt.

s. 264 Hvorledes Bogen bliver, kan jeg jo alligevel ikke sige. Min Skyhed for »store Ord« og min Angst for at »blotte mig« vil skade Helhedsindtrykket af et Værk, som burde besidde nogen Pathos (i god Forstand) — men i Enkelthederne vilde det være dumt, om jeg nægtede, at jeg som Interiør-Maler (og det er jo en Række Interiørs, det Hele) ikke staar tilbage for nogen. Der er i disse Skildringer henrivende Ting … Men, men, men — det »store Drag«, det, som til syvende og sist løfter En op blandt de Udvalgte, det griber jeg dog næppe. Er det, fordi min Hjerne er for træt, mit Legeme for svagt; fordi jeg maa skrive for hurtigt, eller fordi jeg er blevet sky ved Kritik og Modgang; eller — fordi »den Udvalgte« har Geni, og jeg kun et til det yderste anspændt, men ogsaa med hundrede Feil behængt Talent? … Ja, du — det er vel det siste.

Men ikke desto mindre vil forhaabenlig i vor Literatur »Stuk« afgive et Bevis for »et ikke ringe Fremskridt hos den saa flittige Forfatter«.

Vilhelm Møller skrev mig idag, naar jeg kom hjem. Naa — Tid vil det tage. Og sandsyn s. 265 ligvis sker det aldrig. Men hænge ved Jer derhjemme og hver Nat saa redeligt slide Jeres Brosten — det vil jeg vel gøre til min Død … Maatte den komme snart den »Døden«. Verden vil ikke blive en »Fjerlille« fattigere, og jeg vilde være til Ro.

Ved du, at jeg under Pennen haver et filosofisk Digt:

Mægtige Jord — du hellige!
Du det levende Støvs Ophav, Grav — og Herre.
Jord, Guddom, du enestel

Det er saa dybt, at jeg undertiden ikke selv øiner Bunden. Men det gør ikke noget, da jeg ikke har i Sinde at plage nogen med at læse det. Idéen er stor nok og god nok — saadan et stort Taagebjerg, som Tanken aldrig klavrer op paa — med Evighedens Tanker, ubarmhjertige som de store Gletcheres bidende Is … Jeg skal dog ikke (da jeg kender din souveræne Ligegyldighed for »filosofiske« Fantasier) plage dig med mine gigantiske Rimerier, der er graciøse i Rytmerne som dansende Mammutdyr. —

Om du har en liden Stund en Gang, da lad mig se din Haandskrift — selv om det er paa s. 266 et Brevkort. To Gange har jeg bedt om Dramaet »Kærlighed« 1 , men har det endnu ikke. Hils Frøken B. og dig selv fra

Din
Herman.