Danmarks Breve

BREV TIL: Peter Nansen FRA: Herman Joachim Bang (1887-04-28)

Prag. Torsdag 28. 4. 87.

Kære Peter. Tusind Tak for dit Brev. Ja — jeg tror, at dette er blevet det bedste. Du skal imidlertid, før vi to for bestandig afslutter dette Regnskab, vide det hele ↄ: ogsaa det Forsøg paa at udsætte dig for en Prøve, som jeg i sin Tid havde ønsket.

Det var ved Juletid omtrent, at et Brev fra dig ængstede mig meget. Det var forpint og uroligt, du. Jeg vidste ikke andet at gøre end — uden at give ham nogensomhelst videre Oplysninger — at spørge Edv. B., om det ikke var muligt for »Politiken«s Regning eller med Understøttelse af en Forlægger at lade dig gøre en Reise … Du ved, som i Romanerne: »De nye Indtryk« …

Meget kort efter hørte jeg saa, at din Reise var i Sygepasser-Uniformen. Enfin — det var det hele.

s. 268 Men jeg vilde dog, du skulde vide det.

Ellers har jeg hverken hørt eller skrevet i den Sag. Ved jo vel, at Esmann finder det »dumt«. Men, min egen Don, Es finder saa urimeligt let dumt alt det — vi andre foretager os …

Ja — ved saadanne Leiligheder har vi alle, vi vantro, dog en Trang til at sige et: Ja — Gud give sin Lykke … Men naar vi saa ræsonnerer, siger vi: »Lykken« er til syvende og sist vor Vilie og, min kære Don, fremfor alt den Vilie, som vil indrette sig med den mulige Lykke, som vil erhverve Lykken gennem at resignere i meget. Thi enhver Følelse maa tages hen i Resignation. Vi kan altid tænke os, drømme os noget endnu inderligere end det, vi modtager — og giver. Men disse Drømme tør ikke forstyrre det, vi har. De tør kun tjene til langsomt at hæve, langsomt at fuldkommengøre vor Følelse — opad mod vor Drøm.

Lyder det som en Prædiken? Aa — alt sligt er saa dumt, naar det skrives. Og dog skriver jeg det, fordi jeg saa tit længes efter at tale med dig. Tænker du ogsaa en Gang imellem: Det var dog rart at tale med Bang …?

s. 269 … Ellers er her intet at skrive. Sex lange Uger har Foraaret hindret mig i at skrive. Lang Tid, du, at sidde ørkesløs blandt fremmede.

Nu er det Sommer her. Ved Foden af »Vinbjergene« ligger den hele By i Sol og Blaalighed. Jeg passer mine Planter og mine to Fugle og ser aldrig nogen. Det eneste Menneske, jeg kendte, saa og levede med — Eisfeld 1 —, er nu reist for at tiltræde i Berlin, hvor han hører hjemme. Og andre kender jeg ikke Det er i denne Ensomhed, jeg skulde forsøge at anstille Kraftprøven med mit Talent … Helt, helt, helt ene — det kan du vanskeligt forstaa, slet ikke at tale, slet ingen at hilse, at kende. Kun at se fremmede Huse, fremmede Ansigter og høre fremmede Ord.

Naa — undertiden snører sig det ganske Menneske ogsaa en Smule sammen … Du, om stor Forsagelse i Livet var nok til at skabe et stort Værk, da skrev vel egenlig jeg det.

Tænk dig et Nu tilbage — disse otte Aar s. 270 tilbage. Da du saa mig første Gang og saa nu … Det er gaaet ned ad Bakke, vilde de fleste sige … Og dog indad er det vel gaaet opad.

Din Herman.