Danmarks Breve

HERMAN BANGS VANDREAAR HERMAN BA...

s. ii HERMAN BANGS
VANDREAAR

s. 1 s. 2 HERMAN BANGS
1884

s. 3 HERMAN BANGS VANDREAAR

FORTALT I BREVE
TIL PETER NANSEN

MED EN INDLEDNING AF
PETER NANSEN
UDOIVET AF
LAURITZ NIELSEN

KØBENHAVN 1918
HENRIK KOPPELS FORLAG

s. 4 KØBENHAVN-GRÆBES BOGTRYKKERI

s. 5 INDLEDNING

s. 6

s. 7 I Maj 1917 skrev jeg følgende Indledning. Jeg var den Gang syg, og jeg var klar over, at en Revision var nødvendig.

Der gik mer end 5 Fjerdingaar med at faa Striden om Ejendomsretten til Brevene afsluttet og ordnet.

Da nu endelig Revisionens Tid var inde, blev jeg saa alvorligt syg, at jeg maatte lade Indledningen gaa, som den var, blot med de Ændringer, min trofaste Medarbejder fandt nødvendige.

Jeg føler det som en dyb Sorg, at jeg ikke har kunnet forme Billedet af min kære Ven Herman Bang saa omhyggeligt og kunstnerisk, som jeg gerne havde villet.

Mariager, 27. Juli 1918.
P. N.

D E 71 Breve, som denne Samling omfatter, er vel knapt en Tiendedel af de Breve, jeg ejer fra Bang — fra vore yngste Dage og til den sidste Hilsen, jeg overhovedet modtog fra ham, et Kort afsendt fra New York den Dag, da han ankom til Amerika paa den store Verdens-Rejse, der blev den sidste af alle hans s. 8 urolige Livs mange Rejser, og som endte en Vinterdag 1912 i Utah.

Naar jeg efter Samraad med Underbibliotekar Lauritz Nielsen har besluttet mig til istedetfor et Udvalg af alle de mange Hundrede Breve, fordelte over 30 Aar, foreløbig ialfald at nøjes med disse 71 Breve, der gaar fra Slutningen af 1883 til Foraaret 1887, er det, fordi de skildrer saa at sige fra Dag til Dag et af de betydningsfuldeste Afsnit i Bangs Liv — de Aar, der var hans Storm- og Trængsels-Aar, under hvilke han, kæmpende sig gennem alskens Forsøg — som Skuespiller, Foredragsholder, Oplæser, Teaterleder, Verdensjournalist og Digter — snart sejrende, snart dybt nede i Nederlaget, jaget af snart selvforskyldte, snart ganske uforskyldte Ulykker, oftest pint af en Fattigdom, som han udadtil søgte at skjule ved Grandseigneur-Væsen, slidende sit svage, men i en brændende Ærgærrighed hærdede Legeme op i et trods Sygdom og Modgang og Ydmygelser aldrig trættet Arbejde… udvikledes og modnedes til et Forfatterskab, der gjorde ham ikke blot til en af Danmarks mest elskede og beundrede Digtere, men ogsaa skaffede ham udenlandsk Berømmelse.

s. 9 Det var i de Aar, han bl. a. — efter de hektiske Forsøg med Romanen »Fædra« og dens Dramatisering — i trange Landflygtigheds-Dage paa fattige Pensionatsværelser i Prag, fra hvilke han hver d. 1ste i Maaneden risikerede at blive smidt ud, digtede »Ved Vejen«, »De excentriske Noveller«, »En lykkelig Dag« og »Stuk«.

Brevene begynder i Efteraaret 1883, endnu mens Bang var den literære Leder af det sørgeligt berømte Falskmøntner-Forlag Salomon & Riemenschneider, hvor jeg i Oktober havde debuteret, og mens han stadig havde en tilsyneladende stor og indflydelsesrig Stilling ved »Nationaltidende«, som det var hans Ærgærrighed at gøre til den unge moderne Literaturs Organ. Hans Kamp herfor kunde synes forholdsvis let, saalænge den moderne Literatur ellers i Kjøbenhavn, bortset fra den lille, lidt snobbet oversete »Dagsavis«, kun havde som Tilflugt det af næsten ingen læste »Morgenblad«, som Brødrene Brandes under den politiskliterære Alliance med Chr. Berg havde valgt som Organ, og saalænge den politiske Interesse blandt de Unge endnu ikke var vakt, fordi den Bergske Politik syntes dem en ren Bondepolitik. Tilmed støttedes Bang af Familjen Ferslew, ikke s. 10 mindst den kloge myndige gamle Frue, der beundrede Bang og ofrede ham en næsten moderlig Kærlighed, samtidig med at Bladets indflydelsesrige Redaktionssekretær Emil Bjerring nærede virkeligt Venskab for ham.

Men det Salomon-Riemenschneider’ske Krak gavnede selvfølgelig ikke Bangs Position. Han havde endnu Efteraaret 83 haft Indflydelse nok til at skaffe mig, trods den Forargelse, min Debut vakte, Adgang til Bladet: dog til at begynde med skulde mine Artikler trykkes under forskellige Pseudonymer. Ikke mindst Fortjeneste havde Bang af at aabne »Nationaltidende« for det unge Sveriges Digtere. Med det Storsyn, som Bang havde forud for næsten alle Kolleger, indsaa han, at skulde Skandinavismens brudte Traade atter bindes, var det nu Sverige, Danmark maatte søge Føling med. Gennem de store norske Digteres literære og forretningsmæssige Forbindelse med Danmark var den Side af Sagen i Orden. Derimod kendte Danmark og Sverige saare lidt til hinanden. Bang knyttede venskabelig og literær Forbindelse med det unge Sverige — en Opgave, som senere Edv. Brandes som literær Leder af »Politiken« fortsatte —, og saavel »Nationaltidende« som s. 11 det Riemenschneider’ske Ugeblad »Vor Tid« havde Bidrag af baade Strindberg, Geijerstam og Levertin og Finnerne Tavaststjerna og Neiglick m. fl.

Private Forhold svækkede imidlertid, samtidig med det »Bang«ske Forlags Sammenbrud, hans fra mange Sider ildesete Indflydelse ved Bladet.

Og skønt Forholdet officielt først løstes, efterat vi Unge, der havde fulgt Bangs Fane, med Ungdommens naturlige Egoisme havde sluttet os til »Politiken«, der ikke blot literært, men ogsaa politisk drog os, var Bangs Stilling ved »Nationaltidende« uholdbar.

Han stod efter »Politiken«s Start som en Fører uden Tropper. En ganske særlig Smerte beredte min Overgang til »Politiken« ham. Det vidner om hans Højsind og oprigtige Venskab, at han tog mit »Forræderi« uden Vrede. Og hans Trofasthed viste sig siden, da han under en lidt komisk og ganske kortvarig Revolution, som for 8—14 Dage skilte »Politiken« ved dens væsentligste Medarbejdere, afslog Hørups Tilbud om at rykke ind som Bladets literære Leder. Bang havde sørget dybt over min Bortgang fra »Nationaltidende« — hvilket betød s. 12 Ungdommens Faneflugt fra Bladet —, han vilde dog aldrig gaa med til noget Foretagende, som kunde skade mine Interesser.

Fra det Øjeblik, hvor det Riemenschneider’ske Forlag var faldet i Grus, og hvor Bang mærkede, at Grunden ved »Nationaltidende« vaklede under ham, begyndte han sine »Vandreaar«.

Ikke mindst Sorg voldte mit stedse nærere Forhold til Edv. Brandes ham. Disse to saa vidt forskellige Naturer samtidig drog og frastødte hinanden. De vilde paa en vis Maade det samme. De vilde begge samle Ungdommen og lede den. De kappedes som Dramaturger og Kritikere. De vilde herske, organisere, styre. Men Kampen var ulige. Thi ikke blot var Brandes Medejer af det nye Blad »Politiken« og havde som saadan langt friere Hænder, mens Bangs Planer altid krydsedes og modarbejdedes af Hovedstaben af »Nationaltidende«s konservative Ledelse. Men dertil kom, at Brandes stod som den maskulint selvsikre Fører, mens Bang ofte hæmmedes af sin feminine Trang til Klynk og Klage. Og politisk havde han intet at byde, politisk var han ganske uden Indflydelse. Mens Edv. Brandes her ved sin Side havde den nye kjøbenhavnske Ungdoms forgudede Fører, Hørup.

s. 13 Det, Bang satte op herimod, var hans ungdommelige, ofte virkeligt storsynede Blik paa Verdenspolitik. Men hvad betød den Gang den store Verdenspolitik for en Ungdom, der syntes, at den indre danske politiske Kamp var usigeligt interessantere, ialfald saa langt mere nærliggende?

Af Bangs Breve vil man se, hvordan han Gang paa Gang vender tilbage til dette: »I laver et Blad, hvis Syn ikke gaar længere end til Valby Bakke. Mens de største Begivenheder forberedes i Evropa, slaas I om noget saa smaat som Estrup eller Hørup.«

Allerede i det første af Brevene ser man, at Bang, som dengang ikke kunde vide, at »Politiken« om et lille Aar vilde være et Faktum med to saa stærke og dragende Førere som Edv. Brandes og Hørup, var forberedt paa, at hans Tid ved »Nationaltidende« var ude. Han haabede paa, at jeg ved forsigtig og snild Optræden skulde kunne rykke ind og fortsætte hans Gerning.

Og da han mærkede Jorden brænde under sig, brød han resolut op. Hans første Ungdomsdrøm — at blive Skuespiller — skulde realiseres, og han drog i Sommeren 1884, efter s. 14 en første Alliance med Edv. Brandes, ud paa en Tournée med Brandes’ »En Forlovelse« og min lille Enakter »Kammerater«. Troupen var meget net sammensat: Cetti og Frk. Camilla Lerche som Forældrene og Fru Secher som Datteren i »En Forlovelse« — Roller, som de senere paa Dagmarteatret spillede med megen Honnør, han selv i den mandlige Hovedrolle Conrad. »Kammerater« spilledes af Hr. Johannes Marer og Fru Secher, der havde »kreeret« de to Roller ved en Velgørenhedsforestilling for Fru Riemenschneider, som Bang i Begyndelsen af 1884 havde foranstaltet paa Folketeatret.

Det var ved den Lejlighed, Ernst Bojesen lavede de berømte parfumerede Programmer, der, efterhaanden som de blev tørre, fyldte Parkettet med den ulideligste Stank af Mandelsæbe.

Min Stilling den Gang som i de paafølgende Aar var ikke helt let. Baade Bang og jeg var ganske unge, men han dog ialfald 4 Aar ældre end jeg — han 26—27, jeg 22—23. Jeg beundrede ham, jeg anede hans Geni som Digter. Men jeg stod, oprigtig talt, meget tvivlende overfor hans Experimenter som Skuespiller, og s. 15 min nøgterne Hjerne havde vanskeligt ved at følge ham i hans fantastiske Storhedsdrømme. Jeg vilde, ogsaa for min egen Skyld, saa gerne bringe ham og Edv. Brandes sammen. Men jeg mærkede ustandseligt, hvor vanskeligt det var at etablere noget varigt og ægte Venskabsforhold mellem disse to paa Forhaand overfor hinanden mistænksomme Naturer.

Prøverne paa »En Forlovelse« fandt, saavidt jeg husker, Sted paa Hofteatret, og Brandes overværede sikkert ialfald et Par af dem. I Virkeligheden fandt Brandes vist, at der var betydeligt Talent i Bangs Udførelse. Men han, som jeg, havde jo alligevel vore Betænkeligheder overfor, hvordan et Provinspublikum vilde modtage Bangs i altfor snævert Kostyme og med altfor megen træt Blasérthed udstyrede Elsker.

Straks i Aalborg begyndte Raseriet og Forhaanelserne. Og det hjalp kun lidt, at det lillebitte Randers Teater, der derpaa hjemsøgtes, var omtrent fuldt. De aalborgske Kritiker løb forud, og Spille-Indtægterne sank til et Minimum. Nu maa man jo ogsaa, naar man vil være ærlig, tilstaa, at helt heldigt var Programmet ikke valgt. Brandes var just ikke yndet; s. 16 Bang som Skuespiller maatte forekomme et Provinspublikum et barokt Fænomen, de assisterende Kræfter var flinke, men ikke særligt stimulerende (med Undtagelse maaske af den smukke Fru Secher, men selvfølgelig vilde man hellere have haft hende i Paraderoller som »Kameliadamen« eller »Lad os skilles«), og mit lille Stykke kunde jo ikke gøre stort hverken fra eller til.

Bang har i »Ti Aar« med burlesk Selvironi skildret Tournéens Opløsning. De Assisterende gjorde Strejke, selv den skikkelige Frk. Lerche, der satte stor Pris paa Bang, erklærede, at en saadan Skandale vilde hun ikke være med til. Og som en slagen Napoleon opgav Bang Ævret. Et sidste Forsøg paa at faa en Forestilling arrangeret i Nærheden af Kjøbenhavn — Roskilde eller Helsingør — blev forpurret ved Bjerrings og andre faderlige Venners Raad. Og i dyb Fortvivlelse flygtede Bang til Sverige. Slaget var tabt og Pungen læns.

Men længe varede det ikke, før Bangs ukuelige Spænstighed indskød ham nye Planer og Forhaabninger.

Efter et kort Ophold i Ramlösa, hvor han trænede sit Legeme og sit Organ, vendte han s. 17 tilbage til Kjøbenhavn og vor Fællesmenage paa Nørregade. Med fornyede Kræfter tog vi begge fat paa Arbejdet ved »Nationaltidende«.

Vi var myreflittige og gjorde gode Forretninger, muntert støttede af Redaktionssekretæren Emil Bjerring. Det maa ikke have været saa lidt, Bang dengang tjente som Journalist, naar jeg betænker, at jeg, forholdsvis ny som jeg var ved Bladet, i disse Sommermaaneder 84 tjente 4 à 500 Kr., hvad jo i de Tider betød adskilligt mere end nu. Men Bang var ogsaa utrolig opfindsom til at gøre vort Medarbejderskab i Penge. Han havde faaet sat igennem, at enhver Petit-Nyhed skulde betales med 1 Kr. Og uden altfor meget Besvær lærte vi hurtigt ved forenede Kræfter at tjene 8—10 Kr. om Dagen ved dette Petit-Vrøvl.

— — Men saa skete det altsaa, at »Politiken« tonede op.

Bladet var blevet forberedt efter Bruddet mellem »det literære Venstre« og »Morgenbladet«, og Edv. Brandes havde straks haft sine Garn ude. Naar jeg nu tænker tilbage paa hine Dage, pines mit Hjærte af en dyb Medlidenhed med Bang. Som en syg Høne løb han paa Stranden og saa sine Kyllinger lokkes s. 18 af den nye frie Andedam. Og hvad havde han at byde andet end de større Honorarer, som det gamle rige Blad kunde stille til Raadighed?

Brandes udfoldede alle sine mest indtagende Egenskaber. Det endnu ufødte Blad lokkede med en Frihed for Ungdommen, som vi følte, at vi aldrig kunde opnaa ved »Nationaltidende«. Hvor gerne Bang end vilde, han var dog kun et Redskab i Ferslews Haand, og det var ikke vanskeligt at mærke, at Ferslew mer og mer tog Afstand fra Bang og hans Experimenter — baade maaske af økonomiske Grunde og — ikke mindst — af personlige.

Esmann havde straks ladet sig indfange af Brandes, der i et barokt Lune havde tilbudt ham Stillingen som Redaktionssekretær. Noget saa pudsigt kan man ikke tænke sig som Esmann i en Redaktionssekretærs trættende og ensformige Stilling — en Stilling, der fordrede et taalmodigt stillesiddende Arbejde fra tidlig Eftermiddag til langt ud paa Natten. Esmann, der overhovedet ikke vidste, hvad det betød at have et fast Arbejde. Men det lød jo net straks at blive Redaktionssekretær. Og Esmann har sikkert tænkt sig, at Stillingen vilde blive et s. 19 »dolce far niente« med muntre Intermezzoer, naar unge Damer kom og tilbød deres literære Forsøg. Desuden: Esmann havde det undertiden med Trang til Energi-Udfoldelse. Med Trang til at vise baade sin Familje og sine Venner, at han saagu’ meget vel kunde bestille ligesaa meget som vi andre. Ogsaa Emil Bonnesen, en Ven af Kredsen, et vittigt Hoved, udmærket begavet, med store Muligheder, men uden Spor af Arbejdsdisciplin, blev engageret som Kunstanmelder. Det lykkedes ham aldrig at blive virkelig Journalist, og efter nogle Aars Forløb, hvori han med elskværdig Gæstfrihed satte sin Mødrene-Arv overstyr hos Neijendam, forsvandt han til Paris og vendte ikke længe efter dødssyg tilbage.

Overfor mig var Brandes elskværdigt diplomatisk. Han havde paa mange forskellige Maader bevidnet mig Sympati; han var altid uhyre rosende overfor mit Arbejde. Og selv om jeg jo nok følte mig nærmere knyttet til Bang, følte jeg mig meget beæret over det Venskab, som jeg mødte hos Edv. Brandes. Han var klog nok til stadig at anerkende Bang — han havde jo, vistnok ikke uden en Smule Bagtanke om at vinde mig, givet sit Samtykke til Bangs s. 20 Experiment med en »En Forlovelse-Tournéen« — og han fraraadede mig som klog ældre Ven letsindigt at opgive min trygge Stilling ved »Nationaltidende«. Det vilde være dumt af mig, sagde han, at gaa paa det løse til »Politiken«, der, som nyt Blad, jo ikke kunde byde mig blot tilnærmelsesvist saa gode Betingelser, som jeg havde ved »Nationaltidende«. »Lad os se Tiden an« var hans stadige Omkvæd.

Derfor var jeg ogsaa endnu ved »Nationaltidende«, da »Politiken«s 3 Prøvenumre udkom, og da dets første regulære Nummer 1ste Okt. udkom. Men særligt velforsynet med unge mobile Kræfter var Bladet ikke, og allerede d. 2den Oktober fik jeg et Par Linjer fra Edv. Brandes: »Kom venligst op og konferér med mig. Vi kan nu tilbyde Dem en Stilling ved Bladet«.

Ganske vist var Stillingen kun halvt saa god som den, jeg havde haft ved »Nationaltidende« — saavidt jeg husker, var det 200 Kr. plus noget extra, som dog aldrig blev til ret meget (det højeste, jeg og Cavling naaede til, inden jeg ved Nytaar 1896 forlod Bladet, var 4200 Kr. + 4 Øre pr. Linje).

Imidlertid: det Unge og Nye, det Frie og s. 21 Friske fristede mig. Og jeg slog uden Betænkning til. Til min Skam ogsaa uden altfor stor Bekymring for den Sorg og Fortræd, jeg vilde volde Bang.

Næste Dag brændte Kristiansborg.

»Politiken« havde intet i Orden. End ikke Reporter-Kort. Jeg husker, at det kun med Besvær lykkedes Erik Skram og mig at trænge os ind paa den afspærrede Brandplads.

For Bang blev dette en sidste journalistisk Kraftudfoldelse ved hans gamle Blad. Slagen og dybt nedbøjet gik han rundt i Kartagos Ruiner — dog en Helt og Sejrherre. Med sin kyndige Haand ledede og organiserede han Reportagen. Som en væver lille Brandmand var han paa Færde allevegne i det brændende Slot.

Og han havde den Triumf den næste Dag, at »Nationaltidende« var mange Hestehoveder forud for ikke blot »Politiken«, men for alle kjøbenhavnske Blade.

Blot jeg tænker paa Bangs effektfulde Overskrifter og sammenligner dem med »Politiken«s forsagte smaa Forsøg paa moderne Journalistik, maa jeg smile.

Bang havde vundet en velfortjent Sejr.

s. 22 Men de stolte »Nationaltidende«-Drømme sank i Grus samtidig med Kristiansborg.

Han fik en Ordning, saa han straks kunde forlade Bladet, dog at han endnu nogle Maaneder oppebar sit faste Honorar.

Som Journalist følte Bang sig uigenkaldelig slaaet. Aldrig vilde han mere være knyttet fast ialfald til noget dansk Blad. Men de nye Drømme om sceniske Triumfer vaagnede.

En svensk Tournée begyndte glansfuldt i Göteborg. De Unge var begejstrede, og Damerne betoges af hans excentriske Elegance med Guldvesteknapper, snæver Skrædder-Slankhed, røde Sokker og Raasilke-Lommetørklæder. I den Retning var og blev Bang et Barn lige til sine sidste Dage. Han elskede at være den unge elegante Levemand, Adelsmanden, Herman de Bang. For Alvor troede han at stamme fra den ældgamle danske Adelsfamilje, der kan føre sine Ahner tilbage til Skjalm-Hviderne. At det var en lllusion, derom er der næppe Tvivl. Men forøvrigt var hans Familje gammel og god nok. Hans Bedstefader, den gamle Excellence Ole Bang, havde været Livlæge hos alle de kongelige Herskaber og var ved Venskab nært knyttet til Kongehuset. Og endnu langt længere tilbage s. 23 var der i hans Slægt højt ansete Embedsmænd, navnlig Jurister. Hjort-Lorenzen, »Nationaltidendens Redaktør, der udgav Adelskalenderen, drillede ham med haardnakket at nægte ham Plads i Kalenderen. Men det endte dog med, at Bang, paa en Sidelinje, fik sit Navn ind i den.

Hans Succes i Sverig var ægte nok. Ved Siden af al den lidt lapsede Reklame, hvormed han yndede at omgive sig, var han en af de aandfuldeste Talere og Foredragsholdere, Norden har haft. Og hans Forstaaelse af Turgenjev og Ibsen og de store Franskmænd var dyb og skarpsindig, samtidig med at hans Form, paa hans bedste Dage, kunde virke blændende.

Atter tilsmilede Sejren da Bang. Og straks løb, som hans Sædvane var, hans Fantasi løbsk. Over Finland vilde han bane sig Vej til Gatshina, til Kejserinden, hans Bedstefaders gamle Klient, og han mente sikkert gennem hendes Protektion at kunne opnaa de største Ting. Vistnok har han allerede den Gang, som saa mange Gange senere, ganske naivt drømt om at komme ind i Diplomatiet og Storpolitiken. At han havde et vist politisk Storsyn, vilde det være Uret at benægte. I Modsætning til saa mange af sine Landsmænd s. 24 saa han langt og dybt i de politiske Begivenheder. Han var altid — og for Alvor — forfærdet over den danske Selvgodhed og Selvglæde — vor Mangel paa Evne til at vurdere vor Lidenhed i Forhold til de store Begivenheder udenom os. Saa fanatisk dansk han end var, var han en af de første, der vovede at se Danmarks og Skandinaviens Redning i en nær Tilknytning til Tyskland, der samtidig frastødte og tildrog ham. Dette Land — sagde han Gang paa Gang om Tyskland — mangler endnu ydre Kultur. Men i Kraft af sin Styrke, sin Vilje, sin Dygtighed er det Fremtidens Land, ligesom Berlin er Fremtidens Verdensstad.

Under stadig Succes gik han videre til Upsala og Stockholm — her mærkede han dog til sin bitre Skuffelse en kølig Afstandtagen fra vor gamle Ven Gustaf af Geijerstam, for hvis Ry i Danmark han havde arbejdet ganske uegennyttigt; men Geijerstam har sikkert følt Bangs svenske Popularitet som en ubehagelig Konkurrence til sine egne Forsøg paa at blive de Unges Fører (desuden har G. sikkert vejret, at nu var det »Politiken« og Edv. Brandes, som det gjaldt om at staa i dansk Rapport til). Men i Fru Edgreens lidt overfladisk mondæne Hus knyttede s. 25 han et virkeligt Venskab med den mærkelige finskrussiske Digterinde og Videnskabskvinde Fru Sonja Kovalewski.

Videre gik Turen under vekslende Held. Snart meldte han om, at han havde staaende saa og saa mange Penge i Banken, snart lod han mig ganske konfidentielt vide, at han havde tabt hele Fortjenesten.

Fra Kjøbenhavn arbejdede Bjerring paa sin Side, jeg paa min for atter at knytte Bang til dansk Journalistik. Hans bestandige Svar var: jeg vil ikke oftere bindes til »Nationaltidende«, og jeg vil ikke være med i noget Foretagende imod Dig (der var vist ogsaa Tilbud til ham om at blive knyttet til »Dagsavisen« med dets store mod »Politiken« rettede Konkurrence-Foretagende, Aftenbladet »Vor Tid«), og jeg kan og vil ikke være lønnet Medarbejder ved Edv. Brandes’ Blad. Dette lidt poseuragtige Standpunkt opretholdt Bang et Aars Tid, trods mine og »Politiken«s stadige Modforestillinger. Først da hans pekuniære Forhold tvang ham til det, gik han ind paa at modtage Honorar af »Politiken«.

Han var naaet til Finland, og dette altid let begejstrede Land modtog Bang med overvældende s. 26 Hyldest. Og her fik han, under Følelsen af sin Popularitet, atter Mod til at forsøge sig som Skuespiller. Han spillede Osvald og blev fejret som et Geni. Han naaede ogsaa til det længselsfuldt attraaede Gatshina og blev venligt modtagen af Kejserinden. I et udmærket malende Brev giver han en Skildring af sin Audiens — han antyder, hvilken Betydning Kejserindens Venlighed kan have for ham, uden at man dog rigtig forstaar paa hvad Maade.

Sejrsberust — imens har han fra Tyskland faaet Tilbud om en Tournée med et for Datiden svimlende Honorar, og han har — vistnok i Helsingfors — sluttet Venskab med den berømte Pianistinde Fru Sophie Popper-Menter, der bedaaredes af Bang som af de Angora-Katte, hun altid førte med sig: hun binder Bang til en Tournée — hun beundrede ham samtidig med, at hun gjorde ham til sin lydige Slave. Sejrsberust drager Bang til Bergen for overfor et norsk Publikum at fastslaa sin Sejr som Osvald-Tolker.

Gunnar Heiberg var dengang Direktør i Bergen. Det vil være vanskeligt at finde to saa vidt forskellige Personligheder. Gunnar Heiberg har sikkert ikke villet Bang noget ondt. Men han s. 27 har ganske instinktmæssigt betragtet ham som en Poseur og hans Komediespil som Skaberi.

Med stor Begejstring er Personalet — som det fremgaar af Fru Alvings Fremstillerinde, Fru Speratis Erindringer — heller ikke gaaet til dette Gæstespil. Mens man i det halvt orientalske, let bevægelige Helsingfors har ladet sig charmere og imponere af Bangs overdrevne Ageren, har de mere nøgterne Bergensere med halvt fornærmet Kølighed set paa dette dramatiske Delirium, der endte med, at den dødsramte Osvald nær var trimlet over Rampen ned i Orkestret.

Slaget ramte Bang haardt. Haardere end han har kunnet og villet tilstaa det. Det gjaldt om at skjule Nederlaget, og efter en Dag at have ligget til Sengs under Krampe og Fortvivlelse rejser han sig atter til ny Kamp. Og Bergenserne, der med den medlidende overlegne Gunnar Heiberg og hans kunstnerisk selvfølende Skuespillere i Spidsen flygtede fra den faldne Osvald, gav et Par Dage senere Bang Oprejsning som Oplæser. Men det var jo ikke Oplæser, Bang vilde være. Stadig drømte han om den store Sejr som Skuespiller. Og fuldkommen meningsløst opstod i hans Hjerne den haabløse Idé at dramatisere den allerede som Roman faldne »Fædra« (Morfindramaet s. 28 om den fornemme Grevinde Ellen Urne, der elsker sin egen Søn) og lade det spille paa det folkeligste af alle vore den Gang meget folkelige Teatre, Kasino, med den finske Primadonna Ida Aalberg, hvis Ry var større end hendes Talent, i Hovedrollen og ham selv som Grev de Vilsac.

Tanken var fuldkommen barnlig. At det aldrig kunde falde Kasinos Direktør, August Rasmussen, ind at indlade sig paa et saa farligt Experiment, var givet. Og jeg har næppe været henrykt ved Opgaven at skulle være Mellemmand. Ganske stille har jeg da ogsaa faaet Planen til lidt efter lidt at fordunste.

Imens havde Bang en lykkelig Ferietid hos Fru Menter paa hendes Slot Itter i Tyrol. Dette at være Fru Menters Gæst paa hendes Slot har været netop noget for Bang. Om Pragten just har været saa stor, som han beskriver den, er vel nok tvivlsomt. Men ialfald har han her følt sig i sit Es i denne Blanding af Slotsagtighed og Kunstner-Luner. Desværre opnaaede han ikke, som han havde haabet paa, at træffe sammen med Liszt. Men at Liszt stod i et intimt Beundringsforhold til sin talentfuldeste Elev, er der ingen Tvivl om. Og i kaad Frækhed stjal han s. 29 til mig, der dengang samlede paa Autografer, et Brev fra »Mesteren« til Fru Menter. Huset blev sat paa den anden Ende for at finde den bortkomne Skat, og, saavidt jeg husker, faldt Mistanken for Tyveriet paa en Tjener. Men nu var det jo for sent at tilstaa. Brevet var og blev i mit Eje.

Drømmen om «Fædra«s Dramatisering og nye Skuespiller-Forsøg døvedes langsomt under Itter-Opholdet. Og i Efteraaret 1885 deltager Bang i Sofie Menter-Tournéen. De Skuffelser, han her led, kom han dog forholdsvis let over. Og i Slutningen af Aaret — efter at hans økonomiske Vanskeligheder har tvunget ham til at opgive sit Adelsmands-Standpunkt: ikke at ville have Penge for, hvad han skrev i »Politiken« — finder vi ham i Berlin, som han nu fantaserer om at erobre. En Række udmærkede Breve giver en sikkert i alt væsentligt sand Skildring af denne mægtigt opvoksende, men endnu plumpe Kejserby. Saa sent som i 1897, da jeg endelig naaede dertil, fandt jeg meget, som lignede Bangs groteske Fremstilling af denne Parvenu-By, samtidig med at hans Klogskab og Fremsyn lader ane, at Berlin hurtigt vil overtrumfe alle de gamle tyske Kultur-Centrer.

s. 30 Imens har jeg — efter at det gamle Hjem paa Nørregade var opløst — overtaget Bangs berømte Lejlighed i Studiestræde 4, hvor der tidligere havde boet galante Damer, og hvor der længe endnu, efter at Bang var rykket derind, blev banket paa midt om Natten af Husets gamle Venner. Dette Hus i Studiestræde vil gaa over i Literaturhistorien. Det ejedes af en Hr. Ottesen, hvis væsentligste Arbejde var at indkassere de altid langsomt indgaaende Lejer. Han mente det sikkert ikke saa slemt, men han saa frygtindgydende ud, stor og mægtig som han var, med dybt nedfaldende Flipper og en vældig Tyrehals og forøvrigt altid i broderede Tøfler. Hans Kone var alle Beboernes Beskytter. Hun sled sig op, for at hver kunde faa i rette Tid, hvad der tilkom ham. Særligt elskede hun Bang, skønt han sikkert har været den af Lejerne, der har voldt hende mest Kval overfor den punktlige Gemal. Forøvrigt var Huset som en Noæh Ark. I den fine lille demimondæne Boudoir-Lejlighed paa uste Sal boede først Bang, siden jeg — ligetil jeg i 1887 giftede mig; i mindre vellystigt udstyrede Gemakker paa 2den Sal boede forskellige Bonde-Rigsdagsmænd, bl. a. den bekendte J. K. Lauridsen. Desforuden var s. 31 Huset et søgt Hjemsted for alle Slags omflakkende Cirkus-Artister, og — efter Sigende — fortsattes, uden at jeg dog nogensinde mærkede noget til det, i Baghuset Geschæften med de letlevende Damer. Hvis det er rigtigt, har Ottesen ialfald forstaaet at sætte sig saadan i Respekt, at man aldrig hørte Støj eller Spektakel af Nattesvir. Intet Nonnekloster kunde være roligere. Den eneste Højrøstethed stammede fra Fru Ottesen, naar hun smed ubehagelige Rykkere ud fra hendes Pensionærer. Som en sand Løvinde forsvarede hun sine »Unger« mod paatrængende Angribere. Mange Gange hjalp hun ogsaa med private Laan sine faste Beboere, naar Ottesen begyndte at brumme altfor faretruende, fordi det trak lidt for langt ind i Maaneden med Lejen.

Men altsaa i Slutningen af 1885 var Bang draget til Berlin. Og atter syntes Heldet at skulle følge ham. »Berliner-Tageblatt« og dets daværende Chefredaktør Levysohn tog gæstfrit imod ham, og »Schorers Familienblatt« satte megen Pris paa hans smaa sentimentale Skitser.

Hvad han tjente af Penge, satte han som sædvanligt i ydre Udstyr. Han havde ikke uden Grund gjort den Iagttagelse, at han blev dobbelt s. 32 saa høfligt modtaget og godt betalt, naar han ankom til sit Blad i Pels og med Lakstøvler og med et Visitkort med Krone paa.

Ellers hengav han sig ikke til dyre Forlystelser. Om de berlinske Teatre den Gang udtalte han sig uden synderlig Respekt. Men han var ikke længe om at opdage, at Berlin havde et Verdensgeni som ingen anden By — nemlig Josef Kainz.

Endnu var Kainz’ Berømthed ikke fastslaaet. Men Bang saa straks, at denne unge Mand inden mange Aar vilde være Verdens mest beundrede Helt og Elsker. Fordi — som han skrev — denne unge Skuespiller tolker alt det, som hans Generation higer efter.

Saa faldt paany Bomben. Pludselig i Begyndelsen af 1886 er Bang flygtet til Meiningen, hos hvis teaterbegejstrede Hertug han haabede at finde Forstaaelse og Beskyttelse.

Men: der var ingen Hjælp mulig. Bangs Forbrydelse var for stor. I et norsk Provinsblad — i »Bergens Tidende« — havde han skrevet en haanende Artikel om den gamle Kejser.

Jeg har aldrig set Artiklen. Bang søgte paa enhver Maade at undgaa dens Optrykning her og i Tyskland. Og det lykkedes virkelig overfor den den Gang forholdsvis barnligt godmodige s. 33 Journalistik, der ikke var saa forslugen paa »Sensationer« som vor Tids Blade.

Men den dumme Kaadhed havde kostet Bang hans begyndende Verdensry, og der gik Masser af Aar, før det lykkedes gamle Redaktør Landau ved »Börsenzeitung« og andre Beundrere af Bang at bringe den mosgroede Affære ud af Verden og skaffe ham Tilladelse til atter at opnaa Opholds-Ret i Tyskland.

Bangs Energi hvilede ikke længe efter Katastrofen — vel den største i hans Liv.

Saasnart han troede sig nogenlunde sikker i Meiningen, tumlede hans Hjerne med Planer om en Ibsen’sk Festuge i Meiningen og, saalidt hadefuld han var, naar det gjaldt at opnaa en kunstnerisk Sejr for Danmark, mente han ogsaa at kunne knytte ialfald en enkelt Edv. Brandes-Aften til den store Ibsen’ske Hyldest.

Men netop som han var Fyr og Flamme for denne nye Plan — Ibsen havde, tror jeg, endog lovet at komme og overvære Festforestillingerne —, mødte Rigspolitiet frem. Meiningen hørte ind under det samlede Kejserrige, der var skabt af Bismarcks af Bang saa højt beundrede Geni, og det hertugelige Politi fik hurtigt Besked fra Berlin om, at der i Meiningen huserede en s. 34 farlig politisk Konspirator ved Navn Herman Bang.

Den lille Residensby, hvor Bang allerede var begyndt at føle sig hjemlig til Mode, — som han altid hurtigt faldt til Rette i smaa Byer eller Kvarterer af store Byer, Ven og Fortrolig med alle Gadens Smaafolk, indviet i de forskellige Familjers intimeste Anliggender, slaaende en Passiar af med Portnerkonen og Grøntsælgersken, med Droskekusken og den lokale Boghandler, — Meiningen havde ikke anet, at den lille elskværdige, ganske vist lidt sært udseende Herre, der kørte i Pels og ofte gav 5 Mark i Drikkepenge, men som til Gengæld ikke sjældent lod Smaaregninger gaa ubetalt tilbage — at han skulde være farlig for det mægtige Kejserrige. Men Politibetjentene trak hemmelighedsfuldt paa Skuldrene og gav streng Ordre om at holde skarpt Øje med den Mistænkte.

En skønne Dag fik jeg Brev fra Wien. Bang havde ønsket, at det hele skulde gaa saa stille og ubemærket af som muligt.

Naar han, udvist fra Meiningen, skulde drage et andet Sted hen, valgte han Wien. Hvor skulde han i Guds Navn tage hen? Hjemme i Danmark var han hjemløsere end noget andet s. 35 Sted. En ny Tilknytning til »Nationaltidende« var umulig; at han aldrig kunde finde den rette »Politik«-Tone eller den rette Forstaaelse med Brandes, havde han en instinktmæssig Følelse af, og de stadigt tilbagevendende Tilbud fra »Dagsavisen« og den »Nye Tid«, der, fordi de økonomisk kunde synes fristende, støttedes af Emil Bjerring og »Husværten« Ottesen, var ham ligefrem modbydelige. Aldrig vilde han lade sig binde til de Blade.

Saa valgte han Wien. Der var saa meget ved Wien, der digterisk lokkede Bang — denne gamle uddøende Fornemhed, denne fattige og letsindige Elegance. Desuden: selv om Wien og Berlin politisk var kommet hinanden nærmere, saa var dog Wien stadig et stort frit Lands Million-Hovedstad: en Udvisning fra Berlin kunde umuligt forfølge ham her til Habsburgernes skønne mægtige By med de mange halvvisnede fornemme Erindringer. Som det var gaaet Bangs Slægt, saadan var det i større Stil gaaet Wien.

Blot han fik nogle af de rigtige Forbindelser her, maatte Wien kunne blive Byen for ham. Planen om en stor ny Roman var begyndt at dæmre i ham — den, der i de første Breve kaldes »Bernhard Hoff«, og hvis endelige Titel s. 36 blev »Stuk«. Ved Hjælp af den og ved Korrespondancer — mer eller mindre gehejme — til »Politiken«, et Par andre skandinaviske Blade samt til »Berliner Tageblatt«, der stadig var trofast, og »Schorers Familienblatt«, der endnu gerne i Ny og Næ tog en sentimental Novelle af ham, kunde han akkurat leve.

Saa fik han pludselig en Formiddag fra Hørup et Telegram, der kunde synes at byde ham den store nye Chance hjemme. Som nævnt havde Partiet Brandes — Ernst og Edvard Brandes — støttet af mig og et Par andre yngre Medarbejdere gjort Paladsrevolution.

Enkelthederne husker jeg ikke. Jeg ved blot, at Revolutionen blev rettet mod Herman Bing, den ene af de 3 Hovedudgivere, og at den ydre Anledning var Ernst Brandes’ handelskritiske Forargelse over den Maade, hvorpaa Bing administrerede Bladets Økonomi. Ernst Brandes var ogsaa — med hvor megen Ret manglede jeg ganske Kompetence til at bedømme — stærkt forarget over, at Vexellerer-Firmaet Rubin & Bing, hvis ene Chef var Broder til Herman Bing, benyttede Bladet til sin private Børs-Politik. Kort sagt kunde man sikkert sige, at det var en Kamp mellem Brødrene Brandes (Ernst s. 37 og Edvard) og Brødrene Bing. Og Kampens Maal var at tvinge Hørup til at opgive Bing og lade Bladet komme under Ernst Brandes’ Administration.

Hørup elskede ikke nogen af Brødrene Bing. Altfor ivrig efter at lægge hele Magten i Edv. og Ernst Brandes’ Hænder var han dog heller ikke. Der var ogsaa noget hos Hørup, som frastødte ham ved at svigte Bing, der havde de fleste Penge i Bladet, just som det saa ud til, at man nu lige var ved Vendingen fra Tab til Gevinst. Mest har det dog sikkert hidset ham op, at han skulde tvinges til at gaa mod sin Vilje. Og utvivlsomt er der stadig blevet siddende i hans Hjærte Mindelser om, hvordan Brandes, saa usikkert Bladet endnu stod, ikke betænkte sig paa at ville slaa Bladet, Hørups store Kongstanke, ned for at fremme personlige Ønsker. I et af de ikke mange Breve, jeg ejer fra den brevhadende Hørup, skrev han, d. 2. Marts 1886, efter at have faaet min Opsigelse: »Kære Nansen! Jeg er meget bedrøvet over Deres Beslutning. »Politiken« vil ikke savne Deres udmærkede journalistiske Talent mere, end jeg personligt savner Deres elskværdige Medarbejderskab. Skulde Deres nye Bane — nu s. 38 eller siden — tillade Dem et Slag ind paa de gamle Spor, vil De altid uforandret (saa længe jeg er ved Slæbestedet) finde Deres hengivne V. Hørup.«

Overfor mig, hvem han med Rette har betragtet som halvt udenforstaaende, bevarede Hørup sin Hjærtelighed. Om nogen Vrede overfor mig var der ikke Tale. Men med den Vilddyrets Biden-Tændernesammen, som laa gemt bag Hørups blide rynkede Øjenkrogs-Smil, og som Willumsen, uden vist personligt at kende Hørup, har gættet ud af hans Tale og Artikler, har han mødt kampberedt overfor denne »Revolution« hos dem, han ellers saa blidt og blødt beherskede. Og, forladt af sine Tropper, har han, for hvem Spørgsmaalet efterhaanden sikkert var blevet et rent Imperator-Spørgsmaal, samlet sig til en Energi-Udfoldelse, der ellers laa ham fjærn. Han kaldte hjem fra Tyskland Cavling, hvis journalistiske Geni han havde gættet gennem nogle Rejsebreve, og Cavling, der kendte saare lidt til de indre Forhold ved »Politiken«, men som drømte om det store Tiger-Spring midt i Junglen, kom uden at tøve. Der gik dog en lille Tid, før Cavling lærte at være sit Blad til Nytte. Foreløbig var det ham kun om at komme s. 39 hjem og være med. Jeg husker første Gang, jeg efter den hurtigt endte Revolution mødte ham i Redaktionsværelset. Straalende af Lykke over det vidunderlige, der var vederfaret ham, parat til at gaa i hvilkensomhelst Ild for dette Blad, han som farende journalistisk Haandværkssvend paa Afstand havde beundret. Med Lommerne stopfulde af Manuskripter, som han gerne solgte for ingenting, blot han nu var rigtig fast Medarbejder ved dette blændende nye Blad, Kollega med Hørup og Brandes og os andre. I Løbet af faa Maaneder var hans Pen den lystigt førende, og i Løbet af et Aar havde han skaffet »Politiken« just de sidste Tusinde Abonnenter, vi manglede i at være det ikke blot mest omtalte Hovedstadsblad, men ogsaa det rentable Foretagende. Aldrig faldt det dog Cavling ind at kræve den rimelige Løn for sit Arbejde. Han tjente, hvad han behøvede, og naar han og jeg efterhaanden kom op paa et Honorar, som en mellemgod Journalist nu vilde finde mer end usselt, var det kun, fordi han ogsaa her kammeratligt vilde slaa Følge med mig. Leende tog han mod vore smaat voksende Honorarer. Men i Grunden fandt han det ganske taabeligt, at vi stillede Krav.

s. 40 Saadan bragte Revolutionen Bladet en ny Medarbejder, der uden egentlig at vide, hvad Stil var, tilførte det en ny Stil, som dansk Journalistik aldrig før havde kendt, og skabte en Reportage, der kaad og munter blev Forbilledet baade herhjemme og i andre Lande.

Hørup fandt Cavling uden egentlig at vide, hvilken Skat han hjemførte.

Hans Energi gik endog saa vidt, at han prøvede at lokke Bang hjem fra hans Exil i Wien-Prag.

Sikkert har det været et stort Øjeblik for Bang, da dette Tilbud om at blive »Politiken«s literære Redaktør kom fra Hørup.

Og det vidner om Bangs mandige Trofasthed i afgørende Øjeblikke, naar han, uden at tøve og uden at søge nærmere Oplysning, trods sin Fattigdom og trods den Sejr, der her blev ham budt over Edv. Brandes, hvis Ringeagt han stadig havde lidt under, svarede et ubetinget Nej. Som han forklarer mig det — og jeg maatte være en Usling, om jeg ikke havde følt Skam over hans usvigelige Solidaritet, jeg, der jo dog i sin Tid med let Hjærte havde svigtet ham —: »Jeg kan og vil ikke gaa ind dér, hvor Du af Grunde, jeg ikke kender, gaar ud.« s. 41 Dobbelt skamfuld maa jeg have følt mig, da han tilføjer: Men Du maa tilgive, at jeg ikke sagde et helt Nej, men lovede alt muligt Medarbejderskab udefra. Thi, som han siger, jeg er jo saa fattig, at jeg ikke kan undvære de 300 Kr., jeg hidtil har kunnet regne med fra »Politiken«.

Til Trods for, at han — fordi en Pensionsmadam havde anmeldt ham for at være rejst fra hende med en Gæld paa nogle faa Gylden — var bleven gjort opmærksom paa, at man ikke satte Pris paa hans Ophold i Wien, til Trods for at han, overalt hvor han kom hen, følte sig bevogtet af Politiøjne, der ansaa ham for Medlem af et anarkistisk Forbund, til Trods for, at han var havnet i den usleste Fattigdom i Prag, sendte han stolt og trofast sit Afslag — uden dog at kunne vide, at de kommende Maaneders Elendighed vilde bringe ham et uforgængeligt Forfatterskab.

Det fremgaar ikke af Brevene, hvorfor han midt under det hele skifter Plan: hvordan »Ved Vejen« efterhaanden tager Magten over »Bernhard Hoff« (»Stuk«), og hvordan han stille lægger »Stuk« til Side for at sætte al sin Energi ind paa »Ved Vejen«. Kun nogle Linjer som s. 42 Svar paa en Antydning fra min Side om en Række Noveller, jeg arbejdede paa (Noveller, der aldrig blev til noget), viser, at han ansaa det for kunstnerisk klogere at søge tilbage i Erindringen fremfor at arbejde med Stof, der ligger altfor nær op ad Tiden. Øjensynligt er han pludselig bleven greben af Minderne fra gamle Dage, og »Ved Vejen« har trængt alt andet til Side. Større Tillid har han dog ikke næret til dette nu klassiske Mesterværk, end at han har ment at maatte hæfte det sammen med tre andre Noveller under Fællestitlen »Stille Eksistenser«, saadan at det kunde blive en virkelig stor Bog, hvad hans gamle skikkelige, men altid mistrøstende Forlægger Andr. Schou ansaa for det eneste mulige til at opnaa Respekt. Endda vilde »Ved Vejen«, lidt klogt og behændigt udstyret, uden fremmed Hjælp let kunne være bleven til en Bog paa ca. 300 Sider.

Det er dog »Ved Vejen«, hans Tanker stadig kredser om. Han skammer sig lidt ved de andre Fortællinger, som han skal bringe den sammen med. Og i de Maaneder, der gaar fra Foraaret 1886, da han begyndte Udarbejdelsen, og til Eftersommeren samme Aar, hvor den udkom, s. 43 staar der i alle hans Breve egentlig kun de to Ord »Ved Vejen«. Om han dog nu endelig skulde faa den Sejr, der satte ham i Klasse med de to store literære Partiers fastslaaede Navne. Om at naa til en saa høj Værdsættelse som J. P. Jacobsen, Gjellerup, Pontoppidan, drømte han end ikke. Men mon man dog ikke nu skulde begynde at forstaa, at hans Literatur kunde være nogenlunde saa betydelig som Schandorphs og Topsøes — hvem han iøvrigt beundrede langt mere end de fleste Unge. Han sendte Korrekturark til Vilh. Møller, Jul. Schiøtt, til mig og andre. Og de første Underhaands-Domme varslede godt. Men da Bogen udkom, blev Kritiken den sædvanlige. Bevares, Hr. Bang havde et vist Talent. Men desværre: han havde ingen alvorlig Respekt for Kunst. Og ustandselig stødtes man over hans Affektation og hans skruede Stil.

Man tænke sig: »Stille Eksistenser«, en af de største Bøger i moderne nordisk Literatur, fik højst en succes d’estime. Og Andr. Schou, overfor hvem Bang havde bebudet »Stuk«, var saa usikker paa Bangs Fremtid, at han skrev: Vi maa sætte Honoraret ned, og det maa blive det sidste Forsøg. Bliver den nye Bog ikke en s. 44 fuld Succes, ser jeg ingen Mulighed for at fortsætte.

Det er mere end tragisk at tænke paa, at saadan var den Forfatters Stilling, der lige havde udgivet »Ved Vejen«.

Og til den Grad beskeden — eller selvfølende — er Bang, at han ikke vredes paa sin gamle Forlægger. Tværtimod skriver han: Manden har jo Ret. Det er for komisk, at jeg skal gaa fra Aar til Aar og vente paa den Anerkendelse, som hurtigt og let bliver enhver Gennemsnits Poet til Del.

Men noget stort Mod gav alt dette selvfølgelig ikke til at gaa i Gang med »Stuk«.

Trods alt opgiver dog Bang ikke Ævret. Til hans Held var Paul Langhoff bleven det Schubotheske Forlags Leder, og da Schou hastigt forskrækkes over »Stuk« (man vil nu spørge over hvad?), træder Langhoff beredt til. »Stuk«, skriver han efter at have læst knapt den første Halvdel af Bogen, tegner virkelig til at blive mindst lige saa god som »Ved Vejen«.

Med lidt selvhumoristisk Bitterhed skriver Bang: tænk mindst ligesaa god som »Ved Vejen«. Den »flittige Forfatter« gør sig stadig s. 45 Umage og gør til en vis Grad ogsaa Fremskridt.

Og omtrent i Sammenhæng hermed skriver han: Den »flittige Forfatter« har nu i de 8 Aar, hvor vi har kendt hinanden, skrevet »Slægterne«, »Fædra«, »De Excentriske«, »Ved Vejen« og »Stuk«. Tænk, at han virkelig synes at gøre Fremskridt! Men tænk Dig de 8 Aar tilbage og sig mig saa ærligt, om Du egentlig synes, at de betyder et Fremskridt?

»Stuk« er færdig. I 4—5 Aar har han været landflygtig. Skønt han frygter nye hjemlige Forhaanelser, drages han dog af Hjemlængsel.

De sidste betydningsfulde Ord, han sender mig fra disse Aar, der blev større for ham, end han blot kunde ane, var Optakten til et af de formløse Digte, der rummer mere Visdom og større Storsyn end de fleste Digte i vor formelt saa uangribelige moderne Lyrik:

Mægtige Jord — du hellige!
Du det levende Støvs Ophav, Grav — og Herre.
Jord, Guddom, du eneste!

— — Bang vendte hjem til nye Ydmygelser og nye Sejre. Men han undgik den Forsmædelse, som han ikke kunde have baaret, at føle sig i aandelig Nedgang.

s. 46 Han førte sit Liv til Ende i utrættelig Kamp for at udvikle sig. Vi, der kendte ham fra hans unge Poseur-Tid, glædede os ved Dag for Dag at se ham vokse i Resignation og Stræben. I Ærlighed mod sig selv og den mægtige hellige Jord.

14. Maj 1917.

PETER NANSEN.