Lange, Julius Henrik BREV TIL: Lange, Louise FRA: Lange, Julius Henrik (1866-04/1866-05)

TIL SAMME.
[Kbhvn., Apr.-Maj 1866.].

Min Skat!

Jeg er nu færdig og har faaet Admissus cum laude. Dette betragtes somme Tider som Udmærkelse, men i dette Tilfælde ikke som mere end almindeligt Laud, hvilket jo ogsaa er meget ordentligt. Jeg er i det hele fornøjet dermed og glad ved at være færdig…

Jeg fik i Morges paa fastende Hjerte min sidste Opgave: »det pompejanske Vægmaleri og dets Betydning for Kunsthistorien«. Det var jo en temmelig jævn Opgave. Jeg havde naturligvis nok at gøre til Kl. 2, da jeg gik op paa Universitetet. Det gøs i mig, da jeg i en Krog blandt mine Tilhørere opdagede den gamle Madvig. Men jeg begyndte og fortsatte lykkelig, og midt i Foredraget kom vor gode Ven Chr. Richardt ind og forstyrrede mig, dog ikke videre. Endelig blev jeg færdig og gik ud paa Gangen for at vente efter mine Censorers Dom. Dér talte jeg med Brandes, Broder Frits og Richardt. Saa s. 12kom de tre Mænd ud og fortalte mig Udfaldet. Rasmus Nielsen havde, før jeg gik ind til Foredraget, havt fat paa mig og — i al mulig Velvillie — revet mit forrige Foredrag voldsomt ned for mig. Men det er jo ikke saa godt i Forvejen at vide, hvad det er, som en Mand ønsker og attraar; man bliver nødt til at gaa efter sit eget Hoved At jeg har faaet Examen, glæder mig først og fremmest, fordi det er et Skridt paa den Stige, som vi skulle gaa sammen. Dernæst fordi jeg er bleven en ganske enestaaende Mand i hele Landet — det er en meget tiltalende Fornemmelse; og endelig fordi jeg kan haane Høyen forskrækkelig, da jeg er examineret Kunsthistoriker, hvad han ikke er. Man kan ogsaa studere friere og sandfærdigere, naar man ikke skal tage Examen. Jeg vil i Hemmelighed betro dig, at jeg egentlig aldrig direkte og ligefrem har læst til Examen, jeg var bleven for gammel til at læse Lektier; men somme Tider maatte man jo for dens Skyld ind paa Opgaver, man hellere havde ladet ligge.

Din
Julius.

Vilde du ikke godhedsfuldt behage at skrive udenpaa dine Breve til mig »Cand. mag.« i Stedet for »Cand. phil.«. Det er nu foreløbig den eneste Fordel, jeg har opnaaet ved Magisterkonferensen, saa det er dog i Sandhed meget, at Ens egen Kæreste ikke vil give En den En tilkommende Ære. Ønsker du maaske, jeg skal tage Examen om igen?