Lange, Julius Henrik BREV FRA: Lange, Julius Henrik (1873-05)

TIL FRU C. IBSEN (i
Sorø
).
Frederiksberg Alle lid. Onsdag Aften [Maj 1873].

Kære Tante Charlotte!

Tak for dit Brev! Jeg kan ikke andet end beundre dit Mod, at du gaar i denne Tid som Mellemmand imellem to stridende Medlemmer af Kunstakademiet. Det vil komme til at gaa dig paa lignende Maade, som det gik mig, dengang jeg var Lærer ude paa Borgerdydskolen paa Kristianshavn. Min Fader lod dengang noget trykke om Skolevæsen, som irriterede Hammerich frygtelig. Hver Morgen, naar jeg kom paa Skolen, overfaldt Hammerich mig i Porten og bearbejdede mig saaledes paa langs og paa tværs for alle de Synder, min Fader havde gjort, at Inspektøren fo’r ud for at straffe os i den Tro, at vi vare to oprørske Drenge, som vare slupne ud af Klassen. Naar jeg saa kom hjem til Fader og klagede min Nød over alt det, som Hammerich havde sagt, fik jeg det fra den anden Kant og maatte være Offerlam for alle Hammerichs Synder. Jeg bliver brun og blaa ved at tænke paa hine Tider. Men jeg kan alligevel ikke skaane dig.

Først og fremmest maa jeg sige, at jeg hverken giver Const. Hansen eller Bloch min Stemme, men derimod Vermehren. Jeg har stor Respekt for dem alle tre og falder naturligvis ikke paa at nægte, at de alle tre har Adkomster. Jeg holder desuden meget af dem alle personlig — hvis det kom Sagen ved; i den Henseende staar jeg vel nærmest ved Bloch, fjernest fra Vermehren. Fremdeles mener jeg, at ingen af dem, heller ikke Vermehren, paa nogen Maade vil blive et Ideal af en Professor i Malerkunsten.

Hvorfor stemmer jeg da for Vermehren? Fordi jeg tror, at han er den iblandt dem, som den yngre Slægt vil have bedst af som Lærer. Han er den, der i alle en Lærervirksomheds Enkeltheder, og det er jo dem, det kommer saa meget an paa her i Livet, vil være bedst i Stand til at holde den sande kunstneriske Religion ved Live og i Ære. Han er vel den mindst naturbegavede af de tre; men man maa paa ingen Maade gøre ham til en Ubetydelighed. Han er en virkelig moralsk Magt i vor Kunst; han har holdt ud med en umaadelig Sejghed og er endnu den Dag idag i Besiddelse af hele sin Sjæls s. 62og sit Bliks Finhed. Han bliver forstaaet af de yngre og nyder en meget stor Respekt iblandt dem. Han har endelig i en længere Række af Aar været en udmærket dygtig og nidkær Lærer ved Akademiet, som ingen tænker paa at undvære. »Men saa kan han jo blive ved som Lærer, medens man gør en af de andre til Professor.« Det vilde i mine Tanker være en skrigende Uretfærdighed at behandle ham saaledes. Det var akkurat det samme, man sagde, dengang vi skulde vælge Direktør, og man ømmede sig ved at stemme paa Meldahl. Meldahl skulde gøre Arbejdet, og en anden skulde være Direktør. Men saaledes maa man ikke lege med Folk. Meldahl stod nu i den Stilling, at han kunde lade mærke, at han enten vilde være Direktør eller ogsaa lade være at gøre Arbejdet, og det hjalp. Det er meget muligt, at Vermehren baade paa Grund af sin Karakter og sine Vilkaar vilde blive ved som Lærer, selv om han ikke blev Professor, og han kunde jo ogsaa uden Skade tjene under Const. Hansen. Men man skal i mine Tanker ikke kræve det af ham; lad den faa Æren og Fordelen, hvem man ikke kan undvære, og af hvem man kræver Størsteparten af Arbejdet! Det synes mig, at Sandheden i Forholdene kræver dette. Const. Hansens nærmeste Venner forsikre, at Const. Hansen ikke vil leve mange Aar endnu, og saa kan jo Vermehren blive Professor. Men man skal bruge ham, før han er paa Retur, naar han endnu kan gøre sin fulde Gavn.

Hvad Const. Hansen angaar, saa tror jeg, at hvis han var bleven Professor, da han var c. 40 Aar, saa vilde han være bleven den ypperligste Professor, vi nogensinde have havt. Men jeg tror ogsaa, at de, der holde saa ivrig paa ham til Professor, tale om ham som en Art Idé, som den Const. Hansen, han har været eller har havt Mulighed for at blive. Mig synes, at man ikke har Ret i at lukke Øjet for det klare Faktum, at han i sine senere Aar har været stærkt i Tilbagegang; deri er der jo heller ikke den mindste Skam for en Mand, som er 68 Aar gammel. Akademiet har gjort ham Uret, og Livet har gjort ham Uret, og jeg for min Del behøver ingen Ansporelse eller Opfordring til at give ham Oprejsning eller Æreserklæring. Jeg vilde gerne forgylde ham, om jeg kunde. Men der handles her slet ikke om Æreserklæringer eller Æres-s. 63bevisninger; det er jo hverken for vor Skyld eller for Const. Hansens Skyld, at vi skulle vælge en Professor. Intet er behageligere end at uddele Ære og Penge til dem, som man mener, have fortjent dem; men jeg tror, at vi maa nægte os denne Situations Behageligheder ved denne Lejlighed: vi have slet ikke faaet denne Ret; vi have faaet en Ret til at give et Votum om, hvem der bedst vil kunne gøre Fyldest i et Embede. Nu véd jeg vel, at der er dem, som mene, at Const. Hansen vil kunne blive den dygtigste Professor, og jeg indsér ogsaa meget godt, at han har en bredere og alsidigere kunstnerisk Dannelse og mere Revidsthed om Stil end sine to Rivaler. Men jeg tror ikke, at disse Egenskaber og Fortrin kunne komme unge Mennesker (paa 17—20 Aar) til gode nu, saa gammel Const. Hansen er, og ifølge den Udvikling, han har gennemgaaet. Jeg tvivler meget paa, at de ville forstaa ham ; men jeg vil naturligvis ikke blande mig i nogens Mening desangaaende. Jeg finder det ikke rigtigt af ham selv, at han stiller sig saaledes til Sagen, som han gør: at han ifølge sin Alder kræver Embedet som en Ret og fordrer Oprejsning. Det vilde være en skønnere Filosoli af ham at tænke, at netop hans Alder gav ham Uret, og ikke at betragte Sagen, som om den blot handlede om Oprejsning eller Ikke-Oprejsning for ham. Det er trist, at han ikke kan se andet i Sagen end noget, der angaar ham personlig. Og jeg vilde virkelig ønske, at de af hans Venner, som han stoler mest paa, vilde forberede ham i Tide paa, at han ikke bliver valgt; thi der er ingen Sandsynlighed derfor. Det vilde dog være altfor sørgeligt, om den Mand vilde tage det som et Knæk for sin Existens, at han ikke blev valgt til et Embede, der ligesom alle andre Embeder kræver fuld Kraft; og at man ikke for at stille ham som Nr. 1 stiller Hensynet til den yngre Slægt, som han jo skulde arbejde for, som Nr. 2. Bed endelig Dalsgaard om i Tide at være betænkt paa, hvad han vil gøre, hvis det — som rimeligt er — gaar saaledes, at Const. Hansen ved det første Valg falder fra, og der skal foretages bundet Valg mellem Vermehren og Bloch

Om Bloch behøver jeg jo ikke her at tale videre, da Dalsgaard og jeg ere enige om ikke at stemme paa ham, i alt Fald ved den første Styrkeprøve. I mine Tanker s. 64har han ogsaa sine Fortrin fremfor enhver af de andre — bl. a. det, at han er den yngste og kraftigste og modigste.

Hils Ibsen mange Gange! Bed endelig Dalsgaard skrive mig et langt Brev til om det, jeg har skrevet om ham! Der er intet, man lærer mere af.

Din
Jul. Lange.