Lange, Julius Henrik BREV TIL: Weis, Andreas Peter FRA: Lange, Julius Henrik (1886-06-29)

TIL FULDMÆGTIG A. P. WEIS.
Kbhvn., 29. Juni 1886.

Kære Ven!

Jeg har ikke noget at bemærke og finder det hele meget smukt og rørende. Om en Minister egentlig burde være imødekommende paa dette Punkt 1, forekommer mig mindre sikkert ; men jeg agter naturligvis ikke at ytre mig derimod. At Tiderne for den yngre Kunstnerslægt ere meget daarlige og mislige, er nok desværre en bevislig Kendsgerning, og en Kendsgerning, der netop har været til Skræk og Forbavselse i Aar. Er saa Øjeblikket heldig valgt til at aabne nye Indgangsdøre til Kunstens Tempel for den uerfarne Ungdom, som saa grumme gerne vil derind, og som lidet tænker over, hvordan den igen kommer ud?

Jeg finder i visse Henseender Kunsten udmærket egnet for Kvinderne; men jeg forstaar derved unægtelig netop Kunstflid. Kunstindustri, særlig de Opgaver af den, som kræve den nænsomste Haand og mindst fysisk An-strængelse. Af figurlig Kunst [fra Kvindehaand] har jeg i den vide Verden ikke set meget, der har vakt min Opmærksomhed som noget egentlig betydeligt, skønt unægtelig ikke lidet, der røbede Talent og et vist Kald. Nu siger vel Stuart Mill, at det aldeles ikke kommer i Betragtning, hvad Kvinderne hidtil i Verdens Historie have udrettet eller ikke udrettet, fordi de ikke have havt partie égale s. 227med Mændene. Og Stuart Mill var jo en stor Logiker. Men det forekommer mig, at hans Betragtning af Sagen er altfor logisk, d. v. s. altfor abstrakt. Der maa i Verdens hidtidige Samfundsorden, hvad Forholdet mellem Kønnene angaar, antages at være noget, som beror paa naturligt Grundlag. Hvorfor har der aldrig været nogen kvindelig Rafael eller Rembrandt? Det har, saavidt jeg ved, aldrig været Kvinderne forbudt eller forment at blive det: Politiken, Krigerstanden, Præstestanden, Lægestanden osv. osv. har været dem ligefrem afspærret, men ikke Kunsten. Hvorfor ere de da ikke blevne Kunstnere?

Om Forladelse, jeg blev nok for filosofisk. Jeg ser i Aanden en ung Malerindes smukke Øjne fæste sig bebrejdende paa mig og skammer mig over min Skepticisme.

Din hengivne
Jul. Lange.