Lange, Julius Henrik BREV TIL: Vedel, Valdemar FRA: Lange, Julius Henrik (1892-05-09)

TIL SAMME.
Kbhvn., 9. Maj 1892.

Jo, kære Dr. Vedel, det er virkelig »Rigtigheden af det udsagte«, jeg benægter, nemlig Rigtigheden af den Sætning, at den frie Forskning er et Dogme som ethvert andet. Hvis Sætningen var sand, skulde jeg med Glæde se paa, at De »kastede den ud mellem Folk«. Jeg véd med mig selv, at Sandheden ikke Finder mig hellig; men jeg véd ogsaa med mig selv, at jeg finder Sandheden hellig — saa naiv og simpel er min Tænkemaade. Det geraader mig maaske ikke til Ære, at De, som dog kender mig gennem flere Aar, uden videre gaar ud fra som en sikker Sag, at jeg i mit Hjertes inderste er en Diplomat og Opportunist — ligesom De vedkender Dem at være —; men jeg forsikrer Dem til, at jeg er det ikke, saa løj og svag jeg end kan optræde. Jeg mener, at Sandheden har absolut Værdi; og gid jeg maa dø en forsmædelig Død den Dag, jeg ikke skulde mene det længer! Jeg ved meget godt, at man kan begynde at bygge Argumenter op mod denne Sætning, eftersom Erfaring lærer, at man somme Tider maa deponere Sandheden ligeoverfor umyndige, vanvittige eller Kæltringer, som kunne misbruge den. Jeg maa overlade mine Modstandere at ville bygge disse Argumenter op; men jeg paastaar, at de aldrig ville kunne virkelig s. 279angribe den Sætning, at Sandheden har absolut Værdi. Den har det, selv om den dræber; og den kan være en meget stræng Herre; men Menneskene skulle ikke tage Sandheden i deres Tjeneste — den kan overhovedet ikke være Tjener —, men de skulle tjene Sandheden. Endog Morderen og den skyldbetyngede føle en Trang, der hyppig nok har overvundet Livstrangen, Selvopholdelsesdriften, til at bekende Sandheden. Og hvad maa Sandhedens Martyrer, som have sat Sandheden over Livet, være i Deres Øjne? — Tossehoveder.

Og tilmed Sandheden i den højeste Betydning, den som er den frie Forsknings Genstand, den skal røres sammen i én Vælling med Dogmet om Jomfru Marias ubesmittede Undfangelse og den Slags Ting — De maa for mig gerne tage mere almindelig ansete Dogmer til Exempter. Men De vil aldrig kunne faa det Arrangement i Stand; thi Dogmerne ville fra deres Side frabede sig Selskabet, og den frie Forskning vil opføre sig aldeles udogmatisk mod Dogmerne.

Men det er for os, der ikke betragte Sandheden fra det opportunistiske Synspunkt, saa heldigt, at den, som erklærer, at han gør det, med det samme bryder Braadden af sine egne Ord. Mener han, hvad han siger? Eller er det noget, som han stiller op i et eller andet »pædagogisk« Øjemed? Vi ere i det hele taget tilbøjelige til at frabede os at blive behandlede pædagogisk og hygiejnisk som Børn eller Hospitalslemmer. Lad enhver Mand sige Sandheden, og lad dem, der ikke kunne fordøje den, faa ondt i Maven! Forholdet til Sandheden og Spørgsmaalet, om den har absolut Værd eller ikke, synes mig ikke at henhøre under Erkendelsestrangen. Den er af ethisk Natur og Rettesnor for Handlemaaden. De har maaske Ret i, at Erkendelsestrangen for mange Mennesker nu om Stunder spiller en for stor Rolle; jeg vil navnlig gøre Dem den personlige Indrømmelse, at Erkendelsestrangen i mit eget Liv har en saadan Overhaand, at den undertiden virkelig kan forstyrre dets Ligevægt. Jeg dyrker for meget det kontemplative Liv. Men Spørgsmaalet om, hvor stor eller hvor liden en Plads man vil indrømme »investigatio veri« for den enkelte eller for Samfundet, er ikke et Spørgs-maal om Sandhedens absolute Værd. Meget eller lidt — det, som vi have Rrug for, er i hvert Fald den ægte og s. 280uforfalskede Sandhed, og med fromme Illusioner kunne vi ikke lade os nøje.

Der er ved Deres Afhandling noget sygt, noget blaseret, hvilket ikke mindst kommer frem ved Deres Betragtning af Videnskabernes Enkeltheder. Der er ikke den Enkelthed i Videnskaberne, som man i og for sig har Lov til at gøre Nar ad. Over en lille Enkelthed kan en stor Theori vælte; og af Enkeltheder, der ere saa ubetydelige, at man undrer sig over, at nogen kan faa Øje paa dem eller gider pille dem op fra Gulvet, har f. Ex. Darwin opbygget Theorier, som ere grundlæggende for hele Tænkemaaden. Det er ikke Enkelthederne, der er noget at sige imod; det er imod det smaalige og aandløse Sind, som ikke forstaar at bringe noget ud af dem. Men hvorledes kunne f. Ex. vi Litteratur- eller Kunsthistorikere vurdere f. Ex. Naturhistoriens Enkeltheder eller tillade os at tale med Mangel paa Bespekt om Bænkebiderne? At Deres Afhandling røber en vis Mangel paa Appetit, en vis svækket intellektuel Fordøjelse og dermed følgende Modløshed og Slaphed i Betragtningen af de større Problemer, er et Indtryk, som ikke alene jeg har faaet, men ogsaa andre, der i adskillige Henseender tænke anderledes — mere til højre — end jeg. Derimod er Artiklen bleven hilst som et sandt Trøstens Budskab — »en yndig Afhandling« — af en gammel Dame af mit Bekendtskab, der lever i permanent Angst for, hvor vor forskrækkelige Tid vil hen. Det er ikke noget, jeg laver, det er Sandhed. Men den Alliance under jeg Dem til Straf. Det er som et Led i Dagens Debat, at jeg har beklaget Deres Afhandling. Jeg skulde have taget de fremsatte Meninger med største Ro, hvis de ikke netop kom fra Dem. Man har jo hørt slige Meninger før fra mange Sider; men at der hejses det Flag fra den frie Forsknings egen Lejr— hvorledes kan det andet end misforstaas?

Opfat ikke denne Skrivelse som Hovmod og lad være at »se op til mig«! Jeg haaber ogsaa, at der kommer en Tid, da vi kunne mødes i fuld Forstaaelse.

Deres hengivne
Jul. Lange.