Lange, Julius Henrik BREV TIL: Bøgh, Nicolai Seidelin FRA: Lange, Julius Henrik (1892-12-22)

TIL PROF. NICOLAI BØGH.
Kbhvn., 22. Dec. 1892.

Hr. Professor!

I det nys udkomne 4. Bind af Fru Heibergs: »Et Liv osv.« findes S. 82 et Digt i Anledning af hendes Afsked fra Theatret 1858 (Digtet havde været trykt i »Fædrelandet« 13. April S.A.). Forfatterinden skriver, at hun »havde en Anelse om, at det skrev sig fra en af vore første lyriske Digtere«, og Udgiveren siger (S. 371), at det er af Chr. Winther.

Da jeg nu véd, at det hverken er af Chr. Winther eller af nogen anden af vore første lyriske Digtere, henvendte jeg mig til Udgiveren, Bigsarkivar A. D. Jørgensen, som jeg godt kender, og bad ham om Oplysning om, hvorpaa han grundede sin Angivelse. Han svarede, at Fru Heiberg engang i Nærværelse af Gehejmeraad Krieger og ham selv havde sagt, at Prof. N. Bøgh havde meddelt hende, at Chr. Winther var Forfatteren ¹Under en Samtale med Bøgh havde Fru Heiberg opfattet hans Ord ganske fejlagtigt som en Bekræftelse paa, hvad hun havde hørt af andre, at Digtet skyldtes Chr. Winther. At Jul. Lange var Forfatteren, oplyser Bøgh i Skriftet: »Chr. Winther«, 3. B., S. 141..

Jeg tillader mig altsaa at bede Dem, Hr. Professor, venligst at ville oplyse mig om, hvad der ligger til Grund for Anskuelsen om Chr. Winthers Forfatterskab til dette lille Digt. Det er mig bekendt, at Digtets Forfatter, som var et ganske ungt Menneske, og hele hans Familie paa hin Tid vare nære Omgangsfæller af det Chr. Wintherske Hus; og jeg formoder, at Forfatterens Moder har betroet Fru Julie Winther, hvem han var, — og at denne atter paa en eller anden Maade har talt med Fru Heiberg derom, saaledes at Fru Heiberg af Fru Winthers Hemmelighedsfuldhed kunde faa det Indtryk, at Chr. Winther var Forfatteren. Men det sidste er jo kun Formodninger. I hvert Fald drister jeg mig til at antage, at der ikke kan foreligge nogen positiv Erklæring om, at Digtet hidrørte fra Chr. Winther, da en saadan Erklæring vilde være en Usandhed.

Til Slutning maa jeg gøre Dem en Undskyldning for, at jeg henleder Deres Opmærksomhed paa en saa ubety-s. 290delig Sag. Men jeg har en bestemt Grund til paa Forfatterens Vegne at være noget nøjeregnende paa dette Punkt.

Deres meget ærbødige
Jul. Lange.