Lange, Julius Henrik BREV TIL: Møller, Niels Laurids FRA: Lange, Julius Henrik (1895-12-18)

TIL SAMME.
Kbhvn., 18. Dec. 1895.

Kære Hr. Niels Møller!

De har samlet gloende Kul paa mit Hoved først ved at sende mig Deres meget smukke Anmeldelse af »Over s. 336Evne«, som er sendt til Stockholm, saasnart jeg havde læst den; dernæst ved Deres Brev. Det Brev vil jeg gemme rigtig godt paa; det burde maaske helst trykkes. Jeg kan ikke lade være at vurdere det en hel Del højere end den Bog, som det handler om. Dermed mener jeg slet ikke, at jeg vurderer Bogen saa lavt — jeg har megen Bespekt for den ; men jeg vurderer Brevet meget højt.

Er nu Sagen den, at D e har mere Talent for Tænkning og Videnskab end for Digtning? Eller at jeg har mere Sans for Beflexion end for Poesi? Jeg tror vel, at jeg har havt Sans for Digtning; men jeg bliver jo ældre. I hvert Fald interessere Deres Brevs 3 Sider mig nok saa meget som Deres Bogs 304.

Med Hensyn til Fru Agnete er navnlig Forklaringen i Brevet mig meget mere værd end Fremstillingen i Bogen, der mærkeligt nok ikke forekommer mig at svare til Forklaringen. De har i Bogen været utydelig, De har ikke gennemført, hvad De vilde, og jeg tror heller ikke, at De kunde faa Deres egentlige Tanke (vide Brevet) ind i den Ramme, som De har valgt for Fremstillingen. Thi er der her virkelig Tale om »ny Væxt«, om at »den gamle Bark brister«, saa er det noget, der maa bevises af Livet, som følger efter. Naar Digteren ikke giver mere end denne Nattemonolog, efter at man er gaaet i Seng og inden man falder i Søvn, saa kan man ikke kende Forskel mellem ubestemte og intetsigende Velleiteter og virkelige Gennembrud.

Forresten maa jeg bede Dem om Undskyldning for, at jeg i mit første Brev altfor ensidig holdt mig til dette Stykke. Der er andre, jeg holder meget mere af, især de to maritime Ulykkeshændelser: Forsoningsbægeret og William.

Deres hengivne
Jul. Lange.