Heiberg, Johanne Luise BREV TIL: Heiberg, Johan Ludvig FRA: Heiberg, Johanne Luise

Jeg er ikke vred paa Dig, men krenket og det dygtig, Du var ret fæl i Gaar. Jeg kunde jo ikke tro, at det var Dig saa meget om at gjøre at faa mig over med, thi Du fandt Dig jo strax deri, med en Mine som om Du vilde sige, gaaer Du med, er det godt, gaaer Du ikke, kan det ogsaa være det samme, og derfor var det jo naturligst, hvad jeg gjorde.

Jeg kan ret ærgre mig over Dig, naar Du er saadan; saa er Du saa kold og fornem, at Du ordenlig støder en tilbage ved Din Kulde. Hvorfor skrev Du ikke en Seddel i Aften? fordi det var Din fornemme Dag; om ogsaa at jeg ikke har været ovre med Dig i Kammeret, pleier Du dog paa andre Maader at kunne vise hvad Du mener, jeg behøver vist ikke at sige Dig hvormed, thi foruden Haanden, Foden og alle slige Kneb, som Du har Øvelse i, kan Du dog vise mig, hvad Du mener.

Hvorfor kom Du ikke til Middag? Du er ikke net, men jeg skal nok hævne mig paa en eller anden Maade, det kan Du troe! For det første er det nok bedst at tilgive Dig, men saa kommer Hævnen, hvis noget kan bide paa en saadan stiv Hofmand.

Tak for Brevet, det var dog net. Det lar mig formode, at Du i Dag er anderledes.

s. 78Det var net af Dig, at Du kom igjen. Det var just nydelig, men hvad, der ikke var net, var, at Du ikke havde skrevet et eneste Ord til mig. Jeg gaaer her som en Nar hver Aften og trækker Skuffen ud, stolende paa at der er en? Jo pyt! Jeg vilde tænke paa Dig i Aften hele Tiden, men nu! — ja, vi faaer at see.

Din elskværdige Syster.

Her ligger jeg da, saa lang som jeg er, jeg vil ikke sige med Pennen i Haanden, thi det kan Du alt see. Jeg tænker paa det Du sagde, at jeg skammede mig ved, at det maatte være bekjendt; skamme mig det kan Du dog umulig mene, jeg ved ikke selv hvad det er, men jeg bliver saa undseelig over, at Folk skulde tro, at jeg stod i en saadan hemmelig Forbindelse med Dig; men nok om det, det kan vi bedre tale om mundtlig.

Dersom Du tilfældigvis skulde komme ned i Haugen, saa vil Du finde lige inden for Døren paa venstre Haand et Træ, hvori saa vakkert staar L og H, men som Du ikke har Grund til at tro forsvunden, da de er ganske nyfødte. 1) Men naar de nu har gjort Dit Bekjendtskab i Morgen, saa vil jeg vist finde dem betydlig forædlede, saa jeg vist ikke vil kunne gjenkjende dem igjen.

Gud, hvad jeg er tørstig, jeg har dog intet Salt nydt uden Dine og mine Taarer ved Afskeden, som saa let kan løbe i de Sluser, som tilbyder sig paa Veien nedad. Dit Velgaaende, jeg drikker Vin, det vil sige Gaase Vin.

Farvel, skjøn Heiberg, hulde Skjald, Roser for alle Kathrine-Blommer. 2) Da jeg ikke kan kysse Dig til Farvel, saa sender jeg Dig her et Stykke indviet Papiir, som mine Læber har berørt. Min Mund er rigtignok meget større end det Hul, men jeg har gjort den ganske spids.

s. 79 Johanne Luise Heiberg
Efter Tegning af Edv. Lehmann 1844 (Teatermuseet) s. 80

s. 81Undskyld den slette Skrift, men naar man ligger paa Ryggen og skriver, kunde det kanske undskyldes.

[Paa Bagsiden af Papiret staar: ]

Til S T Professor Johan Ludvig Heibærg, Professor ved den Militære Høiskole og mange andre Embeder, som det vilde være for vidtløftig at opregne. 1)