Marienbad, d. 8. Juli Løverdag 1854.
Min egen kjære Ludvig!
I Gaar Kl. 6 Eftermiddag ankom jeg hertil. Og fik strax ved min Ankomst Dit deilige, søde, rare, fornøielige Brev. Denne Begyndelse vil jeg ansee som et godt Omen for mit Ophold her. Tak for de søde smaae Forglemmigeier og Rosenbladet som bedækkede dem. Jeg blev saa glad for denne Hilsen fra Haven, og ved den Tanke, at Du ved at vandre alene i den, tænker imellem paa Din fraværende Veninde og Hustrue. Jeg selv tænker saa ofte paa Haven og længes saa tidt efter at vandre paa denne Plet, hvor jeg saa ofte har gaaet med et tungt Sind, og hvor de smaa Planter saa tidt meer eller mindre have trøstet og lettet mit Sind baade for virkelige og indbildte Sorger. Der ligger et heelt lille Digt i den Idee at bedække Forglemmigeier med et Rosenblad, men jeg kan kun føle det, men ikke sætte det i Form; kunde jeg, da skulde Du bare høre alt hvad jeg kan see deri, uagtet hverken Forglemmigeierne eller Rosenbladet har Hat paa. Roserne i Haven tænker jeg saa tidt paa. Det var en fæls. 169Talemaade af den der sagde: at det var næsten latterlig at see denne Trængsel paa Rosenbusken. Det maa have været et eller andet fælt Stempel som kunde falde paa den Tanke ved at see de første Roser om Foraaret. Den Slags Talemaader, som skal være Vittighed, gjør altid et raat og fælt Indtryk paa mig, og den der siger det har Hat paa for mig, hvor ved Du jo veed af Erfaring, at jeg strax er i Besiddelse af et ualmindeligt Seerblik, og en Række af Slutninger.
I Torsdags Eftermiddag kjørte vi som Du veed fra Prag. Martensen har Ret i, at Prag har interesseret mig, og dog gjorde Byen selv et uhyggelig Indtryk paa mig, thi aldrig i mit Liv har jeg seet en saadan Armod hos Almuen som her. Man møder idelig Tiggere i Pjalter, som næsten grænser til det utrolige. En Tysker sagde, at det var Præsternes Skyld, at disse Mennesker fik Lov at gaae saaledes omkring; de mente, det var en Paamindelse for andre Mennesker og at dette stemte dem til Religiøsitet. Byen selv har et saadan Præg af Ødelæggelse og her er hele Qvarterer, hvor man gyser for at gaae igjennem, saaledes er der af Stank, Fattigdom og Jammer. Kirkerne ere derimod pragtfulde udvendig og indvendig. Men Catolsk er jeg ikke blevet ved at see Præsternes uhyggelige Dikkedarer, hvoraf der lyser alt andet end Andagt. Vi saae en høi Prælat gaae igjennem Byen med den hellige Monstrands i Haanden, over hans Hoved blev baaret en Baldakin. Og uagtet alle Mennesker, høie og lave, bøiede Knæe, idet han passerede forbi dem, sloges de to Kirkebetjentere, som bar Baldakinen i et væk med hinanden bag hans Ryg, saa det var et reent Tilfælde, at han ikke fik Baldakinen i Næse og Mund. Det var et opbyggeligt Syn, som vel kunde stemme til Andagt. Og af sligt har jeg seet meget. Vi tog os en Fører den ene Dag vi havde at give til at see Prags Mærkværdigheder, saa jeg troer vi fik det væsenlige at see. Vi vandrede ud til Radschin, et stort Slot som ligger paa et Bjerg saa høit, at efter vi i lang Tid vars. 170gaaet opad, maatte vi tilsidst gaae to hundrede Trappetrin for at komme til Spidsen. Herfra havde man Udsigten over hele Prag og Omegn, og et pragtfuldt Skue var det at staae her og see Byen med sine 64 Kirker foruden 22 Port-Taarne. Noget lignende har jeg ikke seet. Naar man ellers staaer paa et høit Punkt og seer en Bye, da hæver sig hist og her et Kirketaarn, men her saae det ud som om det hele var een uhyre Kirke med sine mangfoldige Taarne, hvis Spidser viste sig mod Bjergene paa en vidunderlig skjøn Maade, og det havde unægteligt noget storartet som man ikke kan gjøre sig Begreb om uden at have seet det. Det var noget for Heiberg at staae her og kigge, sagde jeg som sædvanlig til Anton. Paa Spidsen af dette Bjerg ligger Prags berømte Kirke: Der Dom. Indvendig og udvendig høist mærkelig. Tycho Brahes Grav er i en af Kirkerne 1) nede i Byen. En høi tyk Kaaberplade med hans Billede støbt paa udgjør en Side af en af Kirkepillerne. Det rørte mig at see de velbekjendte Træk, jeg troer det rørte mig fordi Tanken atter kom paa Dig og Du blev mig her saa levende. Knælende og Bedende seer man ligge over alt i Kirkerne, men kun af Almuen og lasede Fattige og smaae Børn. De Stakler! for dem er Kirken vel endnu i live, men jeg veed ikke om jeg har Uret, men Kirkerne med deres Pragt og Stilhed gjorde ellers Indtryk paa mig, som døde Monumenter over en forgangen Storhed, som nu af Politik blev holdt i Live. Vi var om Aftenen i Theatret hvor La Roche fra Bourg-Theatret i Wien gav Gjæsteroller. 2) Atter et forbandet Stykke hvor La Roche spilte en Rolle ham meget uværdig en Slags Galei-Slave. Klap, Fremkaldelser etc. — etc. — udeblev ikke. Hurra! for det danske Theater og den danske Director.
10*
Nattekørselen til Marienbad gik bedre end jeg havde troet. Vi var fire i Vognen. En sød gammel Kone med graae Haar og hendes Svigersøn, en talende og lystig Herre der vidste Besked om alt paa Jorden; paa Himlen var han ikke saas. 171klog, thi da jeg om Aftenen sagde: der staaer Jupiter op, gjorde han et usigelig usikkert Ansigt og havde for første Gang intet at tilføie til denne Bemærkning. Han gav sig ogsaa siden tilkjende som Blad-Redakteur. Natten var henrivende smuk. Maaneskin, en Pragt af Stjerner, som lysede som Sole i den mørke Nat. Postillonens Horn, hvorpaa han blæste meget smukt, hvad vil man meer! Jeg underviste Anton om Stjernerne saa godt jeg kunde, hvilket lod til at interessere ham meget. Jeg tænkte mig Muligheden af, at Du, min kjære Ludvig, muligviis i samme Øieblik betragtede de samme kjære Stjernebilleder, jeg tænkte — og tænkte — saae — og saae — indtil Øinene faldt til og jeg sov, saa godt som det umagelige Leie tillod det. Ved vor Ankomst her i Aftes vilde jeg strax have skrevet Dig til, men det var mig ikke muligt for Træthed. Nu har jeg sovet sødt og vederqvægende i Nat og føler mig fuldkommen stærk og frisk i Dag, og sidder nu og nyder den Glæde at skrive Dig til. Gid du blot maae kunne læse det uden altfor megen Anstrengelse.
Man havde raadet os i Wien, at hvis vi kjendte nogen i Marienbad burde vi skrive derhid og bede dem bestille os et Par Værelser, da det ikke var umuligt, naar vi kom der, vi da ingen kunde faae. Vi besluttede os derfor at skrive til Phister og bede ham bestille os et Par Værelser i et Hotel. 1) Jeg syntes det vilde ligne ham at gjøre det med Omhu og Galanteri, og glædede mig til det smukke Logie han vist havde skaffet os. Da Badelivet er et Slags Dagdriveri, ventede jeg at han vilde være paa Post-Huset som ligger midt i Bade-Anstalten og anvise os vor Bolig. Vi havde underrettet ham om Dag og Time, naar vi vilde ankomme. Til vor Forundring var ingen Phister der. Og da Anthon i det frygteligste Regnveir gik hen paa det største og bedste Hotel for at høre om de kunde modtage os, imedens jeg imidlertid blev paa Postgaarden, hvor jeg havde den Glæde at læse Dit Brev, hvilket Anthon først havde forskaffet mig, fik han ders. 172ganske tilfældig at vide, at Phister havde spurgt om der var to Værelser at faae, og da der ingen var, har han slaaet sig til Ro, uagtet her er en Mængde private Boliger at faae. Det kan nu gjerne være, at det ikke er godt at fæste Bolig til andre, men synes Du ikke, at simpel Høflighed havde fordret at han havde været paa Posthuset da vi kom, og underrettet os om, at han intet havde? Han er altsaa ilde stemt, den Æsel, og det er faldet mig ind, at Din sidste frygtelige Gjerning at give Madam Schieman Kammerpige Rollen i det lille Stykke er Skyld i hans grove Opførsel. 1) En flink Karl paa Posthuset raadede Anthon at følge med ham, da skulde han vise ham et privat Logie ligeved som vist vilde behage os. Jeg maatte da atter vente, medens Anthon gik derhen, og havde Dit kjære Brev ikke forkortet mig Tiden, vilde jeg have været meget ilde tilmode, nu var jeg det modsatte. Anthon kom snart tilbage og vi vare saa heldige at faae to nette smaae Værelser i et pænt og reenligt Hus hos venlige Folk og hvor der er en kjøn og væver lille Pige, som hedder Anna, til min Opvartning. En lille Have er til Stedet, og en venlig og munter Udsigt fra Vinduerne til Promenaden, hvor man kan betragte de Spaserende, som jo er ret morsomt, naar man lever saa eensomt, som jeg vil komme til at leve her. Men vi maae gaae hver Middag hen at spise, thi her kan vi ingen Mad faae; dog det er nær herved, saa det faaer at være. Og saaledes har Phister ingen Glæde havt, ifald det har været hans Hensigt at bringe os i Forlegenhed. Taler jeg med ham, vil jeg tage det hele meget ligegyldigt og drille ham med at sige: at det var godt, han ingen Leilighed havde til os.
I Morgen gaaer jeg til Lægen, der alt i Dag har faaet Dahlerups Brev, som vi atter har forseglet, og vil da høre hvad han siger. Her bliver jeg, det er afgjort, og bruger Slambadene. Lidt Vand maa jeg vel drikke efter Alles Raad, Skodas iberegnet, men det skal blive saa lidt som muligt.s. 173Jeg er ganske bedrøvet over Dahlerups Vrede over at vi have ladet Skoda læse hans Brev. Ifald Dahlerup havde bedet mig tage et Brev med, hvori han med det samme vilde i forbigaaende omtale min Sygdom, da vilde det vist have været meget upassende, om jeg havde ladet en anden læse dette Brev. Men, jeg har forstaaet, at det hele Brev var en Beskrivelse af min Tilstand og da forekommer det mig, at der intet er i hvad jeg har gjort. Beed ham imidlertid ikke at være vred derfor. Min Trøst er, at havde Du fundet det upasselig af mig, havde Du ikke fortalt ham, at jeg havde gjort det. Der er ikke Tale om Franzensbad uden som en Efterkur. Dog den Tid, den Sorg. Her lader til at være meget smukt og landligt. Jeg glæder mig til Morgenturene, thi Promenaderne ere her større og mere spredte end i Ems, hvor man gik som paa en stor Tallerken og gloede paa hinanden. Og nu, min kjære Ludvig, Svar paa Dine mange Spørgsmaal i Dit Brev, hvoraf jeg dog i det foregaaende haaber at have tilfredsstillet nogle af dem.
Kikkerten vil jeg nu beskrive, for at Du ikke skal forestille Dig den bedre end den er. Kikkerten har tre Ocularer. Den har en Borer ved sin Side til at bore den fast med. Den er indfattet i Messing. Og for ikke at faae flere Skjænd, har jeg maalt den paa langs og tværs. Den er to Tommer to Linier tyk i Gjennemsnit, 2 Tommer 4 Linier lang, naar den er sammenskudt, og 5½ Tomme lang, naar den er trukket ud. Ligger i en brun Skindpose der er syet sammen med guul Silke, og samme Pose trækkes sammen med grønne Silkelidser. Er det nu godt? Jeg kunde have kjøbt en større, og det er ikke Kniberi at jeg ikke gjorde det, men deels saae jeg klarere i denne lille, og det var netop det, at den var saa lille og havde dog saa stor Kraft der indtog mig for den. Du kan bære den i Din Vestelomme. Jeg saae paa Gjenstande i den, der var en halv Miil borte, og de viste sig med en paafaldende Klarhed og Tydelighed, ligesaa godt som i des. 174større. Det var ogsaa Plössels Mening. Nu har jeg kun Frygt for, at Du herefter længes mere efter Kikkerten end efter mig. Din Mening om de røde Seler har krænket mig dybt. De er kjøbte hos Salomonsen paa Østergade 1) og bæres ikke af Matroser men af rigtige Løver, og er høieste Mode. Spørg ham selv, skal Du høre. Din grønne Vest er ikke værdig at komme i deres Nærhed. De koster, uden Overdrivelse, mere end en heel Matros.
Hvor jeg dog gjerne vilde læse Dit Brev til Ministeriet, det er vist ypperligt, men jeg er bange for at det er at kaste Perler for Sviin, men de skal jo kastes enten de saa bliver traadte paa eller indfattede. Jeg skriver snart igjen. Jeg begynder vist ikke paa Badene i de første Dage, thi man skal begynde med friske Kræfter og maa ikke strax efter en Reise begynde; saasnart jeg har brugt nogle af dem, faar Du Virkningen at vide. Du har altsaa en ny Balletmester i Baghaanden, hvis den gamle skulde springe for høit og for langt. 2) I Wien troer ingen paa hans Ansættelse. Kellermann har lovet at skrive os til og lade os Udfaldet af hans Ballet vide og tillige underhaanden skaffe sig Kundskab om hans Ansættelses Tilbud.
Her blev jeg afbrudt i mit Brev af Phister, der har søgt os op, og gav os en Sludder for en Sladder, som man siger. Han bliver her kun 8 a 10 Dage, saa er man ham qvit. Og nu, min kjære Ludvig, er det vel ubeskedent længer at fortsætte dette Skriveri til Dig; vidste jeg, Du ikke blev træt af at stave Dig igjennem mine Kragetæer, saa blev jeg ved til i Aften. Tak endnu engang for Dit kjærlige opmuntrende Brev. Tak for Dit Citat, jeg lærer det udenad, de første Linier af dette, nu for mig saa kjære Digt, har jeg siden Du skrev dem til mig bestandig paa Læberne, fra nu af bliver det hele dette Vers, hvoraf hvert Ord er mig kjært og dyrebart. Jeg takker Gøthe som skrev disse søde Ord, og Dig som atter optog dem i Dine Tanker og som havde Hjertes. 175til at anvende dem paa Din fraværende Veninde. Jeg lever i Sommer af Dine kjærlige Ord; vær derfor ikke for spar- som med dem, tro mig: I ingen — ingen i den vide Verden groer Dine Ord i en saa trofast Bund som den der findes i mig. Jeg er glad over, at jeg nu er Dig nærmere og glæder mig til den Tid, da jeg som hidtil kan være Dig ganske nær. Jeg omfavner Dig i Tankerne
Din
Hanne.
DER KREUZBRUNN