Heiberg, Johanne Luise BREV TIL: Heiberg, Johan Ludvig FRA: Heiberg, Johanne Luise (1854-07-20)

Min egen kjære Ludvig!

Da jeg i Aftes kom hjem fra min evige Spaseren, havde jeg den store Glæde at finde Dit rare venlige Brev paa mit Bord. Jeg blev saa glad ved at see det, men endnu mere ved at læse det, saa jeg gik i Seng i et Perle-Humør, og kunde med Møie falde i Søvn af bare Fornøielse over Dit kjærlige Brev. Jeg skriver derfor strax i Dag til Dig, uagtet Etatsraad Dahl skjender og siger: At jeg skriver for meget, og gaaer for lidt, og dog gaaer jeg fra 4½ om Morgenen og tils. 2118 om Aftenen paa 1½ Time nær. Du seer altsaa at jeg er nu en rigtig Bisserinde, med virkelig Bisselæder i Saalerne, saa at jeg snart ingen Saaler har i Støvlerne. Jeg blev høilig forundret ved at læse i Dit Brev, at mine Breve var interessante. Gud hjelpe mig Stakkel! Det er omtrent som man vilde sige om en Sangerinde: hun synger deilig, men hun har ingen Stemme. Hvor kan man skrive interessant, naar man ikke kan skrive? Imidlertid at Du finder det, er rørende, og giver mig Mod til at blive ved. At Dine Breve ere interessante, i det mindste for mig, viser den Længsel jeg har for at modtage dem. Interessante er i Grunden et alt for ringe Udtryk, og dog veed jeg ikke at finde det Ord, hvormed jeg helst vilde betegne dem.

I Dag har jeg brugt det første Slambad. Jeg fandt at det var yderst behageligt at ligge og rode om i al det Snavs. Og Ordsproget: »Naar Snavs kommer til Ære, veed det ikke hvor det vil være«, gjaldt ikke paa denne velsignede Yelling, thi det vidste godt, hvor det vilde være, det slyngede sig omkring mig i en saa tæt Omfavnelse, at jeg tænkte: Dette her er nu godt nok, men hvorledes bliver jeg af igjen med alt dette? Det gik imidlertid lettere end jeg troede, thi da jeg reiste mig op af det, (et Øieblik som jeg næppe havde Taalmodighed til at oppebie) og overøste mig med et Par Kander Vand, gled det meget pent af, men rigtig befriet derfor blev jeg dog først da jeg steeg ned i det andet Badekar med Vand, og her saae jeg da med Glæde at jeg fik min tidligere Hvidhed, hvilket jeg næsten ansaae for en Umulighed, da jeg laae i al det Mudder. Det ligner nærmest Tørve-Mose-Grød. Jeg befandt mig godt under og efter det, og kom hjem meget fornøiet til Anthon, som i Forbigaaende sagt, ingenlunde har været eller er melancolsk. Han laae i Vinduet og længtes efter mig, da han, som han sagde, havde været angst for, hvad Virkning Badet vilde gjøre paa mig. Jeg fortsætter altsaa at rode mig om i dette Snavs mod godt Mod og godts. 212Haab. Jeg holder mere og mere af Stedet her, og begynder at forsone mig med den Tanke, at Opholdet bliver længer end jeg først troede. Her er meget varmt i denne Tid, men det er deiligt, saa føler man at man er i Syden, og her blæser saa godt som aldrig; at jeg kan gaae saaledes i et væk uden at styrte, maa komme af den lette Luft, thi ellers begriber jeg det ikke.

Monumentet paa det Billede, jeg sendte Dig, som Du kalder det, maa være et af de mange Lyst-Huse som findes heromkring paa Bjergene og hvorfra man har den meest henrivende Udsigt. Alt er fortræffeligt indrettet her, det er som om man boede i en kongelig Have. Brønden er inderst inde imellem Søilerne. I en anden Brønd, som ikke mere bliver brugt, druknede sig en Skræder forleden Dag. Dahl mente, det var af ulykkelig Kjærlighed til mig, og fandt at man i Kjøbenhavn burde udbrede denne mærkelige Begivenhed. Skræderen blev trukket op, som der fortaltes, jeg har hverken seet ham levende eller død. Det er jo skrækkeligt med Fru Grundtvig! 1) Det gik hende som Skræderen; hun har ogsaa maattet lade Livet for en ulykkelig Kjærlighed.

Du behøver ikke at ængste Dig for min eensomme Morgengang, det er ganske almindelig her, at Damer gaaer ene om Morgenen. Anthon forstaaer ypperlig at holde alle borte fra mig paa disse Ture, Venner og Landsmænd nemlig, med de fremmede har det ingen Fare. I Dag har jeg atter faaet et Vers fra Bang hvormed han sender mig det forglemte Kort. 2) Manden hedder Josef Denhart er K. K. Ingenieur.

Du vil have, at jeg skal sige Dig mine poetiske Tanker over Dine Forglemmigeier, dækkede med et Rosenblad. Hvad tænker Du paa? I Prosa skal jeg udtale, hvad kun Verset kan give. Hvad vilde Du sige om man bad Dig om sligt? Jeg har fundet Stof i denne Gave til et langt Elskovs-Digt, og Du vil have jeg med faae Ord skal sige det i Prosa, det kunde jo gjøre den største Prosaist fortvivlet endsige mig.s. 213Imidlertid lad mig forsøge. Rosen er jo Kjærlighedens Blomst. Forglemmigeien bærer jo sin Betydning alt i Navnet. Det er altsaa Kjærligheden som tryg værner om Forglemmelsen, og idet den trykker sin blegrøde Kind fast til de blaa Blade, antager den blaa Blomst en lilla Farve. Der skeer altsaa en Forvandling selve Brude-Natten, Farverne gaae over i hin- anden, og man maa søge Rosen i Forglemmigeien og Forglem- migeien i Rosen. Det kan man kalde en sand Forening. Hvis Du skulde ansee alt dette for Vrøvl, vil jeg trøste mig med, at jeg ikke er den første Digter der ikke er forstaaet af sin Tids største Mænd. Jeg tilstaaer at denne Fremstilling er dunkel, men var jeg en længst afdød stor Digter, kan Du tro, at der nok vilde findes dem som vilde commentere over Dybden i dette Billede; nu afhænger min Skjæbne af Dig. Du spurgte; Papegøien komme over Dit Hoved! En uendelig Mængde af Billeder og Tanker kunde jeg endnu nedskrive over Din Gave, hvis der var Plads paa Papiret. Lev vel! og lad Din Kjærlighed vogte Forglemmigeien fra at blive til Forglemmelse.

Din

Hanne.