Fredag, d. 22. Juni 1855, Marienbad.
Min kjære Ludvig !
I dette Øieblik modtog jeg Dit Brev fra Mandag og Tirsdag d. 18. og 19. Jeg bliver fra Table d’hôte og spiser hjemme til Middag for strax at kunne skrive Dig til. Først vil jeg sige Dig, at her er ligesaa koldt som hjemme, og at vi i flere Dage have lagt i Kakkelovnen, det samme skulde Du gjøre. Siig til Suhr, at han maa være vel forsynet med Vinterklæder, thi her er utroligt koldt; det er uheldigt, thi det er ikke godt, naar man bruger en Cuur, da man da er mere ømfindtlig for Kulde end ellers. Din 80-aarige Moders. 334er rigtignok utrolig naiv med hendes Bemærkning om Suhr. Hans Komme er mig i en vis Henseende ikke behageligt, Verden er nu engang ond og slet og har ondt ved at tro paa et reent og uskyldigt Venskab, som det der er mellem ham og mig. Man har da ogsaa saa godt som ingen Fordele af at blive gammel, ikke engang den, at være fri for den Art af Sladder.
20*
I Gaar var det Dagen, hvorpaa vi for 9 Aar siden gjorde Hveens-Turen. 1) Erindrede Du det? Jeg levede her i Erindringen derom, og gjenkaldte mig alle smaae Omstændigheder ved denne Fest. Hvem skulde den Dag troet, at Wiehe og vi skulde komme til at staae ligeover for hinanden som Uvenner, og han forlade Theatret af Uvillie mod Dig. Ak! den løse, troløse Menneske-Slægt, naar vil den dog blive anderledes ?
Hvorledes gaar det med Bygningen af Theatret ? Det faldt mig ind, da jeg var i Skuespilhuset i Berlin, om det ikke var muligt, at vi hos os kunde have Stole i Logerne ligesom de har der. Jeg troer ikke, at Stole, naar de ere indrettede derefter, tager mere Plads op end Bænke, og man sidder unægtelig langt bedre. Stolesæderne vare af Straae og meget beqvemme. Tænk paa det! Jeg seer, at W. Wiehe er kommet til Kjøbenhavn. 2) Er det for at træffe nogen Aftale med Dig om næste Aar, da synes jeg Du burde gaae ind derpaa. Naar saa godt som alle de Stykker, Broderen har spillet i, hviler i dette Aar, vilde de jo være af samme Nytte som ny i næste Aar, og i al Fald havde man da Haab om med Tiden at faae en Skuespiller til Helte-Roller, hvortil der ellers ingen Udsigt er. Ogsaa Carakteer-Roller skal han jo have Evne til, og alt dette trænge vi jo høilig til. Skulde denne Sæson ikke blive heldig, vil det ogsaa være af god Virkning, naar Publicum har noget i Vente til den næste. Jeg har læst Dyveke, som vist maa undergaa en Deel Forkortninger, især første Akt. 3) Ved ethvert Stykkes Læsning føler man vor Fattigdom i dets. 335mandlige Personale. Du skulde derfor ikke lade denne Leilighed slippe Dig af Haanden, men forsikkre Dig ham; ved Læsningen forekom det mig, som om Du nok kunde betro Faaborgs Rolle til Anthon, dog herom venter jeg Besked fra Dig, hvad Din Bestemmelse er ham angaaende. Nu jubler jo Publicum atter for Høedt, men hvorvidt Fremkaldelser i Forening med A. Price kan smigre ham, maa han om. Til W. s Aftenunderholdning vil vel Jublen først bryde løs ; jeg tilstaar, det ærgrer mig lidt, uagtet jeg jo veed i Forveien, hvad et Publicums Bifald og Dadel betyder, men man skal dog have med dette Publicum at gjøre, og det er ofte haardt nok.
Det er jo interessant, hvad Du fortæller om Sagnene paa Stevns. Ja, en Digter er som en Gud, han siger : bliv til Liv, og Livet er der. Naar jeg tænker paa, at Din Elverhøi skal gaae over Scenen uden mig, bliver jeg ordentlig bedrøvet. 1) Idet jeg løsrives efterhaanden fra Dine Værker, har jeg en Følelse, som om jeg tillige løsrivedes fra Dig selv, og lidt efter lidt bliver begravet ; jeg er skinsyg paa dem, der skal udtale Dine skjønne Ord og være Tolk for Dine Værker. Gid Du vilde skrive nogle ny, for at ny Baand kunde knyttes i Stedet for de gamle som brister.
Det er jo høist sørgeligt med Gades Kone. Jeg har ordentlig taget mig det nær. De to saae saa lykkelige ud sammen. Jeg veed ikke, om det gaar Dig, som mig, men jeg synes, at man ved at høre om en saa sørgelig Adskillelse gribes af Angst, og rykker nærmere og fastere sammen med sine egne. Hartmann har atter giftet sig ! Ak ja, vi skrøbelige Mennesker.
I Onsdags vare mine Tanker hele Tiden hos Dig, medens Du var paa Theatret. Hvor Du var om Eftermiddagen, vidste jeg naturligviis ikke den Gang. Altsaa paa Sølyst i Ministergilde. Weis fortalte her forleden, at en Mand i Kjøbenhavn for nogle Dage siden havde seet vor Premierminister 2) kjøre paa en Vogn med et Sviin liggende bag ud i Vognen, et virkeligts. 336levende Sviin. Det er rørende at see, i hvilken Grad vore Ministere ere nedladende. Kongens Hest burde henrettes ligesom andre Forbrydere, der forfeiler et Attentat.
Den Hr. Løventhai, som jeg bad Dig hilse Martensen fra, have vi oftere talt med siden, det er en dannet litterær Mand. Forleden bad han mig sige sig mit Navn, og da jeg svarte Heiberg, sagde han : Heiberg, der er jo en dansk Digter, der hedder saaledes. Jeg svarede ham da, at jeg havde den Ære at være hans Kone, og det gjorde ingen slet Virkning paa ham. Hvorfor ledsager han Dem da ikke, spurgte han. Jeg sagde da, at Forretningernes Mangfoldighed forbød det, og maatte gjøre ham rede for Din nuværende Stilling. Om min Ringhed vidste han intet, men i Dag paa Promenaden kom han hen og sagde, at han ikke vidste, hvor han havde havt sine Tanker, thi saa maatte jeg jo være det danske Theaters første Skuespillerinde. Jeg svarede, Gud forlade mig, som Jesus svarede Herodes : Du siger det, ikke jeg. Det interesserer mig meget, var han da saa god at yttre og nu fik vi os en rigtig Theater-Passiar. Jeg mærker til min Bedrøvelse, at flere her kjender min mistænksomme Stand, hvilket er mig høist ubehageligt. Imellem den simple Stand har jeg flere Venner her fra i Fjor. Da jeg første Gang kom i Badehuset fløi en Pige mig imøde, som jeg havde viist nogen Godhed i Fjor, og sagde med en rørende Glæde : Ak saa er det dog Dem! jeg sagde det nok til Bademesteren, at jeg troede at have seet Dem paa Promenaden igaar, og at De saae meget raskere ud i Aar ; det er ikke min Tur at gjøre Deres Bad istand i Dag, men jeg vil gjøre Deres første Bad istand, den anden Pige faaer ikke Lov dertil, og nu gjorde hun det virkelig istand i Paasyn af den anden Pige, der stod og saae forundret paa hende og mig. Da det var færdigt, sagde hun ordentligt med Inderlighed : Gid det maa bekomme Dem vel. Hvad er alle saakaldte dannede Menneskers Smigrerier og Høflighed mod saa simple Ord udtalte paa denne Maade.
s. 337I Gaar havde jeg en morsom Scene med en Tyroler, en sød Tyroler ! Jeg kjøbte Adskilligt af ham i mit Hjem. Han sagde bestandig Du til mig, og opmuntrede mig til endelig at kjøbe noget hjem med til min Mand. Saa vil Du være velkommen, naar Du bringer ham saadanne rare Gaver. Det haaber jeg alligevel at være, sagde jeg. Nu ja, min kjære, svarede han, det er muligt, men dette er dog sikkrere, saa seer han, at Du er en god Kone som tænker paa [ham], skade kan det aldrig. Han hed Johan Steiner, og da jeg sagde ham, at Du ogsaa hed Johan sagde han: Nu seer Du ! det betyder, at Du skal bringe ham noget smukt fra mig. Der var noget saa eiendommeligt og troskyldigt i hans hele Væsen, at det ret gjorde mig godt. Da han gik rakte han mig Haanden og sagde: Lev vel, gid Du maa vende hjem sund og rask og til Glæde. Han sagde det saa høitideligt, at jeg blev ganske bevæget og takkede ham for hans Ønske. Det lader til som disse almindelige Ønsker, som hos os fordærvede, blot ere en Talemaade, hos disse Mennesker blive udtalte med Tanke og Sind for, hvad der ligger i slige Ord. Og nu, min kjære Ludvig, frygter jeg næsten for at have trættet Dig med dette lange Brev. Behold mig med Kjærlighed i Sind og Tanke, indtil vi atter sees.
Din
Hanne.
Maalet af Vinduerne ønskede jeg dog nok.