Heiberg, Johanne Luise BREV TIL: Heiberg, Johan Ludvig FRA: Heiberg, Johanne Luise (1855-06-28/1855-06-29)

Torsdag, d. 28. Juni 1855, Marienbad.

Kjære Ludvig !

Siden d. 22. har jeg forgjæves ventet paa Brev fra Dig. De tre sidste Dage har jeg tilbragt i Spænding og Længsel ; slaaer Haabet nu ogsaa glip i Dag, vil jeg sende disse Linier til Dig, for at høre hvorledes det hænger sammen. Den ene Gisning afløser den anden, og det er en høist piinlig Tilstand. Paa Suhr har jeg de sidste Dage ventet med spændt Forventning for paa denne Maade at høre fra Dig, men heller ikke han er endnu ankommen hertil. Skulde et af Dine Breve være gaaet tabt ? Da er Tabet dobbelt fors. 345mig. Jeg har til Dato modtaget tre Breve fra Dig. Det sidste var dateret: Mandag d. 18. Tirsdag Morgen. Jeg venter nu med Angst paa Suhr af Frygt for, at han har noget ubehageligt at melde mig. I Aftes troede vi, at han kom, og jeg var virkelig syg af Spænding og Utaalmodighed. Imidlertid præker jeg saa godt for mig selv som muligt, men jeg er og bliver dog tung om Hjertet. At du ikke har skrevet siden, kan jeg ikke tro, og veed derfor ikke, hvad jeg skal tro. Den afskyelige langsomme Postgang er til at fortvivle over. Det forsøder mig Tanken om mit Ophold i Franzensbad, at det da gaaer hurtigere med Brevgangen. Svar mig nu strax paa disse Par Ord. Vor Herre holde sin Haand over Dig og sende mig snart et godt Svar. Jeg havde meget andet at skrive Dig til, men det maa vente til mit Sind er roligere.

Din længselsfulde
Hanne.

Senere paa Dagen.

Gud skee Lov, min kjære Ludvig, nu kom Dit Brev, og jeg er nu et andet, for ikke at sige, et bedre Menneske. Det gaaer Gud være lovet med en saadan Tilstand, som den jeg har været i et Par Dage, som med Søesyge, saa snart man sætter Foden paa Land, er alt det Onde forbi, og mit Onde er ved Dit kjære Brev nu overstaaet. Let om Hjertet gik jeg til Table d’hôte. Medens jeg sad der, kom Suhr uventet hen til mig og forøgede min Glæde. Han selv var ganske rørt ved at see mig. Vi fulgte nu med ham, thi jeg havde tusinde Ting at spørge ham om, og først og fremmest om Du virkelig var rask. Anthon havde i de sidste Dage søgt et Logi op til begge Herrerne, thi her er formelig Mangel paa Plads, saa fuldt er her i Marienbad. Suhr var i et fortræffeligt Humør, og glad over Valget af Logiet, der virkelig ogsaa er henrivende smukt. I dette Logi skal vi bo, Du og jeg, ifalds. 346Du virkelig reiser med mig til næste Aar, thi det er en sand Kikke-Bolig. 1)

I Dag er det Dronning Amalies Fødselsdag, i hvilken Anledning Frøken Andreasen har trakteret en Deel fattige Børn, og indbudt os til i Eftermiddag at være med hende og Kamherreinde Cederfeld og Datter. 2) All dette er nu Gud være lovet overstaaet og jeg har nu skyndt mig hjem for at skrive til min kjære Ven Johan Ludvig Heiberg. I Aftes da jeg var saa længselsfuld og angst, dæmpede jeg min Uro ved atter at læse Dine tre Breve for dog at være sammen med Dig paa denne Maade. Tak for hvert et kjærligt Ord der staaer i dem.

Hvad mener Du med, at Vittigheden om Hall og Andræs Reise passer bedre end jeg troer ? Har Samveer ikke sendt Dig det franske Stykke han lovede ? 3) Svar mig herpaa, thi i mine sidste Breve er der adskillige Spørgsmaal, hvorpaa jeg intet Svar har faaet. Jeg længes efter at høre Din Plan for næste Saison, Du veed hvorledes det ligger mig paa Hjerte. Veiret her lader nu at blive bedre; det er noget sildig, thi paa Onsdag er jo den Dag, hvor vi skal forlade Marienbad for at begive os til Franzensbad. Mage til Regn som her har været synes jeg aldrig at have oplevet. Du erindrer maaskee, at jeg har ofte sagt, at jeg i en stærk Regn blev betagen af en sælsom Angst ; endelig har jeg fundet en Mening i denne Angst. Jeg troer nemlig, at naar Verden skal forgaae, skeer Begyndelsen vist med en saadan Skylleregn. Det er jo ganske rimeligt, at naar Himlene skal aabne sig, maa først alle de Skyer regne ned, ligesom man trækker et Tæppe fra en Dør, inden den kan aabnes. Det er vist dette jeg har en Forudanelse af. Dog Du synes vist, at alt dette er Vrøvl, men Gud veed, om det dog ikke forholder sig rigtig med denne Tro.

Har Du reent opgivet at møde mig i Dresden og gjøre Turen med i det sachsiske Schweitz ? Det var dog deilig, hvis Du kunde ! Suhr talte i Dag om, at han maaskee kunde støde til os der, gid Du da var med, saa manglede intet i mins. 347Nydelse. Tænk derpaa, min kjære Ludvig! I en ti à tolv Dage, i det høieste, var jo det hele gjort, og Du vilde have godt af at ryste Støvet af Dine Fødder og indaaande lidt Bjergluft. Men det skulde kun skee, ifald det virkelig var Dig en Glæde, ellers ikke. Du maa gjerne tage Pengene af min Kapital, thi kunde det virkelig fornøie Dig, kunde de jo aldrig anvendes bedre.

Indlagte Fjeder maa Du ikke forsmaae ; jeg synes, den er saa smuk. Jeg kan hilse Dig fra en Flue, den eneste jeg har seet her, ogsaa deri vilde Marienbad behage Dig, her er ingen Fluer, men naar man kun seer een, fatter man ordentlig en Godhed for dette, hos os saa hjemlige Dyr.

Hilste Du Martensen fra Løventhai? Han har været min Trøst her. Jeg spurgte ham forleden om han var gift, og han svarte mig med et komisk Suk : Und Wie ! Han lader heller ikke til at være lykkelig. Hvad foretog Du Dig saa hiin Løverdag, hvorpaa jeg var saa bedrøvet? Du svarer mig som sagt ikke paa mine Spørgsmaal. Jeg troer vist, at Du gjerne kan svare mig endnu paa dette Brev hertil. Skulde Dit Svar komme en Dag efter at vi ere reiste herfra, bliver det strax sendt efter os til Franzensbad. Skriv flittig til mig, min egen Ludvig, det er min bedste Glæde, og det er saa sundt, naar man bruger en Cuur at have Glæder. Til Trods for min Anstrængelse kan mit Brev ikke komme bort i Dag, og jeg vil derfor ende det i Morgen. Jeg er saa træt af denne Dags Angst og Glæde, at jeg nu vil gaae til Ro og haaber at sove rigtig godt. Jeg fik Brev fra Dig, det var det det gjaldt om. Godnat, min kjære Ven ! Med Bøn til Gud for Dig sover jeg ind.