Heiberg, Johan Ludvig BREV TIL: Heiberg, Johan Ludvig FRA: Heiberg, Johan Ludvig (1855-07-05)

Torsdag, d. 5. Juli 1855. Franzensbad.

Min søde rare Ludvig!

Lige kommen fra mit første Bad her, sætter jeg mig strax for at besvare Dit kjære Brev fra 1. Juli, som jeg modtog for et Par Timer siden.

Maries Skjæbne bedrøver mig inderlig. 1) Jeg skrev hende et kjærligt fortroligt Brev til, hvilket hendes Brev til mig gav en passende Anledning til. I dette raadede jeg hende ikke at være saa indesluttet og bære al sin Smerte hos sig selv ; maaskee dette har nogen Deel i, at hun har aabnet sig for Dig, thi jeg skrev netop at hun i Dig og mig kunde have tause og trofaste Venner og forsikkrede hende om Din Agtelse og Hengivenhed. Gid hun nu ikke maa gribe for haardt og voldsomt ind i sin Skjæbne.

Din Scene med Din Moder har ret bedrøvet mig. Min stakkels Ludvig ! Det er Synd at Du skal have slige Bryderier, men Du sætter næppe Din Villie igjennem, hun vil nok trætte Dig med sin Udholdenhed, saa Du giver efter. Saaledes er det idetmindste altid gaaet mig. Jeg var selv tilstede, kort før min Afreise, og hørte Dahlerup udtrykkelig forbyde hende at lade sig bære ned af den Trappe, jeg erindrer endnu, at han sagde : To Gange kan det gaae godt, den tredie Gangs. 364kan De alle tre styrte ned, og at dersom hun absolut vilde bæres ned, maatte det skee af to Mandfolk og af Bagtrappen. Din Plan med at lade Have-Stuen istandsætte er jo meget fornuftig og vel betænkt. Kommer Du ikke til Dresden, faaer jeg at finde mig deri, og har jo saa den paatænkte Landtur med Dig at glæde mig til. Maaskee er det og saaledes bedre.

Fra det Heibergske Hjem

22

Tak for det tilsendte af Ydun. 1) Det er jo en meget fornuftig Mand, maaskee Ydun bliver Theatrets Støtte, inden man veed et Ord deraf, dog hvad den Dame bringer til Torvs er der nok ikke mange der kjøber af. Jeg længes efter Berling og Dit Svar.

I Gaar var vi da sidste Gang i Marienbad. I det yndige Marienbad. Suhr var rørt. Vor Værtinde med samt Døttre og Børn græd. Frøken Cederfeld bragte mig en Afskeds-Bouquet. Dr. Heidler lovpriste til Afsked min Naturlighed og sagde, det var umulig at tro, man havde en Skuespillerinde for sig. En net Compliment for Skuespillerinderne. Med mine Bade-Piger tog jeg en rørende Afsked, og da Fru Hvidt 2) fik min Badetime, berømmede de for hende den rare Frue fra Kjøbenhavn, og hun sagde mig, at hun haabede, at lidt af deres Godhed for mig vilde falde over paa hende. Det er en net Kone, som jeg godt kan lide — dog ikke af denne Grund alene. Løventhal, hvis Hjerte, imellem os sagt, jeg troer at have vundet, var virkelig rørt og forlod os ikke, før vi stege op i Vognen. Han vil lære dansk for at læse Dine Værker og for at see mig spille, han ønsker at faae mit Portræt tilsendt. Jeg har foræret ham et af de smaae Compasser, og han sendte mig ved Afskeden et lille Stel Porcelæn, hvoraf jeg har lovet at drikke min Morgen-Caffe paa vor Bryllupsdag næste Aar ; kort sagt, vi forlod Marienbad omgivet af Venner og Taarer, og sidder nu her i vor Eensomhed kun omgivet af det kjedelige Franzensbad og mange stygge Billeder, der bilde sig ind, at de ere Mennesker skabte i Guds Billede. Curen troer jeg vists. 365har gjort en god Virkning paa mig og nu kommer Efterkuren og fuldender Værket, saa jeg vist haaber at komme hjem rask og styrket til Arbeide og nye Kampe. Ak ! naar kun ikke den Vinter stod i Baggrunden med sin truende Mine. Jeg har en Følelse, som om jeg skulde i Krig, hvor det gjaldt Liv eller Død, dog jeg stoler paa Din Arm og Dit Skjold i dette som i mere.

Saa vor gamle Præst, som har forenet os, lever ikke blot, men lever forynget ? Det var rart at komme næste Aar til Slangerup, uagtet Du da vil føre en gammel Kone dertil og ikke den unge. Dog Aarene ere ikke levede forgjæves. Din Brud med Sølv-Krandsen om Hovedet istedet for Myrtekrandsen er vel ikke saa indtagende for Dig som den Gang, men ligesom Sølvet ikke visner som Myrtebladet gjør, saaledes kan Du nu sikkrere end den Gang stole og bygge paa min Trofasthed, indtil Sølvet forvandler sig til Guld og Guldet til Jord. » Min unge skjønne Brud, jeg kan ei gammel dig tænke « — Dog min stakkels Ludvig, det vænnes Du nu lidt efter lidt til ; dog jeg trøster mig med, hvad der staaer i Sangen i Slægtningene : » Vi følges, Vi følges ad. « 1)

Det er sandt ! Carlsbader-Turen med Suhr, som jeg skrev Dig om, blev der intet af. Jeg synes, det var bedst at undgaae den for ikke at give Anledning til Sladder ; vi kjørte derimod hver Eftermiddag en Tur i Omegnen, paa hvilken Suhr og selv Bang vare meget elskværdige. Suhr sagde til mig i Fortrolighed: De er et farligt Menneske ! nu er Bang lige saa indtaget i Dem som jeg, og Planen om at mødes i Dresden paaskyndes nu lige saa meget af ham, som jeg selv ønsker det. Du seer, Din gamle Kone gjør endnu en Slags Lykke hos Herrerne. Jeg haaber imidlertid, at der intet bliver af dette Sammenstød ; jeg har ikke opmuntret, og vil ikke opmuntre dertil, reise hjem sammen skal jeg imidlertid forhindre under alle Omstændigheder.

Glem ikke, at Du i Dit forrige Brev lovede mig at meddeles. 366mig Din Plan for næste Saison. Læs snart det franske Stykke, det var dog muligt, at det kunde bruges, og vi har jo intet nyt, Gud bedre det. 1) Og nu, min egen kjære Ludvig, maa jeg paa Grund af Klokkeslettet afbryde, hvis Brevet skal komme bort i Dag. Jeg sad her gjerne og skrev ikke alene fire men otte Sider fulde, jeg synes altid jeg kan blive ved i det uendelige, uagtet jeg intet har at skrive om, som dette Brev kan bevise, men at skrive til Dig er dog paa en Maade at leve med Dig saa længe og deraf kommer vel min Lyst dertil. Anthon galter paa Brevet og jeg maa altsaa slutte. Lev vel, min Ven ! tænk med Godhed, og ifald det ikke er ubeskedent, med Kjærlighed paa Din Sølver-Brud. Skriv mig snart til, jeg er saa glad for Dine Breve.

22*

Din inderlig hengivne
Hanne.

Næste Gang beskriver jeg Dig vor Bolig her. Den er simpel men reenlig.