Andresen, Kresten BREV FRA: Andresen, Kresten (1914-10-11)

Af Dagbogen.

D.11.10.1914.

Atter Søndag, og endnu her — hvilken Lykke man har. Lykke — jeg maa vel sige det. Men hvordan skal man kunne skrive om Fred, naar man ikke kender Krig? og om Freden vil jeg skrive herefter. Aa, man er saa tom og skønner ikke længer, hvad der er godt og ondt for en. Skrækkelige Ting hænder. For to Tusind Aar siden var Perserkrigene. Om to Tusind Aar vil man mindes Verdenskrigen 1914.

Hvad vil den, og hvad betyder den? Et Slag i Ansigtet paa Kulturen — ikke ret: paa Overkulturen. Kulturen har forvokset sig, da den har taget Krigsuhy- ret med sig; det gør ondt nu at faa denne Vækst bortopere- ret. Men Livet, der kæmper for Frihedens Sag, kæmper med sin Samvittighed ren, og det vil kræve sin Sejr og faa den . . .

Og naar engang Kampen forstummer over Jorden, der damper af varmt Blod, saa vil der stige en ung og slank Gudinde frem, fostret af Undommens evige Længsler. Som Basuner gennem Tordenskyer toner hendes Navn — Frihed! og Slægter vil lære, hvad det er at krænke hendes hellige Renhed.

Jeg priser og lover denne Gudinde, stjerneren; hvorhen hun vinker mig med sin Palmegren, vil jeg følge.