Danmarks Breve

TIL: ukendt FRA: Kresten Andresen (1914-11-25)

Aachen, Onsdag Aften, d. 25/11.

Nu varer det ikke længe, inden vi overskrider Grænsen. Turen herned er gaaet rask. Jeg vil sende Jer en Hilsen fra den sidste indenlandske Station. Noget særligt er der ikke hændt. Jeg skal nok skrive til Jer jævnligt. Muligvis gaar vi til Etapperne, saa det hele er ikke saa slemt, som det ser ud til. Min Adresse har jeg endnu ikke faaet* saa det maa vente til næste Gang. Jeg er ved godt Mod, og det er foreløbig det vigtigste.

Fredag Morgen Kl. 5.

Naaet Gent, men rejser straks videre; jeg har vist et helt Døgn at rejse endnu. Jeg er kommet over alle Slagmarkerne lige fra Liege. Der er Byer her, hvor der næppe er et Hus helt. Befolkningen er nu rolig, men lider vist uhyre meget; de ser alle saa forkomne ud og driver omkring i skarevis. Belgien er uhyre dejligt; navnlig Turen langs Meusedalen, hvor Sandstensklipper staar højt til begge s. 32 Sider, og vi tit maa gennem lange Tunneller. Namur ligger nede i en Kedel, omgivet af høje Klipper til alle Sider.

Fredag Eftermiddag.

Nu er jeg ankommet i en betænkelig Nærhed af det slemme Hjørne. Vi har Hvil midt imellem Thielt og Dixmude. Toget kan vist ikke køre stort længere. Kanonerne tordner uafladeligt, navnlig ud efter Kanalen til. Og her bagved farer Ordonnanser og Automobiler og Trains frem og tilbage. Her i Byen ligger Artillerister, som beskyder de engelske Krigsskibe. —

Det er med underlige stumpe Følelser, at jeg staar overfor alt dette nye.

I Morgen gaar det maaske løs — maaske i Aften allerede. Jeg er saa mærkværdig rolig ved det hele, og I behøver jo ikke at være mere bekymrede end mig.

Jeg tror, Johannes Clausen er kommet samme Vej, og jeg træffer ham maaske lidt længere fremme. Vi skal vist køre endnu en halv Times Tid med Toget; saa har vi ogsaa kørt i siger og skriver halvfjerdsindstyve Timer.

Det er et aldeles henrivende Vejr; det er saa mildt, saa mildt, og Solen straaler fra en klar blaa Himmel. Landskabet her er ligefrem helt sommerligt med vide grønne Enge og dejlige Trægrupper. Der er en underlig Fred, som slet ikke stemmer sammen med Kanontordenen.

Jeg gad vide Enden paa det hele; endnu er vi der allesammen, men sikkert er det, at Rækkerne vil tyndes, og hvem vil saa Loddet falde paa? Men saa er det, man maa stole paa Gud og tro, at der altid sker det bedste med os.

Jeg kan endnu ikke opgive Jer min Adresse. Hils alle.