Danmarks Breve

TIL: ukendt FRA: Kresten Andresen (1914-12-18)

Lassigny, 18. 12. 1914.

Jeg bør skrive til Jer lidt oftere, end jeg gør, for I er vel lidt urolige en Gang imellem. Det skal I imidlertid ikke være, for jeg passer godt paa, og saa er det ved et rent Tilfælde, at der kan passere noget. I kan nok tænke Jer, at naar der kun saares en eneste Mand ved et tre Timers Bombardement, saa er det hele ikke saa farligt, og nu har vi endda siden den Tid faaet bombefri Dækninger, hvor vi er fuldstændig sikre.

I de sidste Nætter har vi haft større Fægtninger, lige tilhøjre for os ved Roye. Det er helt mærkeligt at overvære en saadan Fægtning, og det hele lader sig hverken fortælle eller beskrive.

Jeg var paa Lyttepatrulje om Natten, og da mærkede jeg, som var der noget i Luften. Hundene gøede voldsomt i Landsbyerne bag den franske Skyttegrav, og det plejer de da ikke Kl. 2 om Natten. Og desuden Blev der givet de forunderligste Lyssignaler. Kl. 6 blev jeg revet ud af Søvnen ved en forfærdelig Allarm. Vagtposten raabte os til Geværerne.

Da jeg kom op, laa hele Himlen om os, men navnlig ad Roye til, i et Lyshav af de uafladelige Kanonlyn. Der var smaa Kanoner og store, Geværknitter og Maskingeværer, og der rullede et tyvefoldigt Ekko fra de store Skove rundt om. Det var et mægtigt Skuespil. Med Minutters Mellemrum steg Lyskugler til Vejrs, som kastede et blændende blaat Lys i Miles Omkreds; da gjaldt det at se ud, om der var noget at øjne — alt i Ro — endnu —, vi staar i aandeløs Forventning; der er ikke Skydeskaar nok; jeg søger til højre og til venstre, famler frem i den mørke Grav, over alt er der optaget, og jeg render tilbage. Er de der ikke endnu? Det begynder til venstre for os; Lyskugler stiger op; det er som en underlig Eventyrverden; en uendelig Spænding lader Minutterne slide frem. — Bum — ratsch! Der har vi den første Granat, lige hen over vort Brystværn; vi synker i Knæ bagved det; en til; Dækning! bliver der kommanderet, og vi er ikke sene til at lystre. Nu maa de komme — nu maa de komme, og der er ikke længere imellem os end over til H. G. Clausens. Et Par Granater endnu; det synes at kulminere til højre for os; til venstre er Ilden forstummet. Dagmor kommer listende. Lyskugler gaar sjældnere op — hvad? Hører jeg ret? Kanontordenen bliver svagere — virkelig. Vi retter os op. Angrebet er afslaaet, siger vor Feltwebel, som staar i Døren til den bombefri Dækning. Nu s. 44 kommer der af og til et Skrald — en enlig Geværkugle suser ophidset forbi — ganske vild paa det.

Saa er det Dag, og man kan se, aa, hvor er Lyset os dog en god Ven! Faren er ovre — hvad var der nyt? spørger vi hinanden; alle maa de ryste paa Hovedet, og vi faar det vel aldrig opklaret.

Ja, saadan omtrent er Nattefægtning.

Franskmændene stormer Gang paa Gang Roye. Lykkes det dem at bryde igennem der, saa skulde det undre mig, om ikke vi blev afskaaret fra et Tilbagetog. Men det lykkes dem vel ikke.

Mange Tak for Brevet, som jeg har faaet, jeg har ogsaa faaet fem Pakker med alt muligt Godt i og siger Tak for det hele.