Danmarks Breve

BREV TIL: Peter Andresen FRA: Kresten Andresen (1915-01-05)

5. 1. 1915.

Kære Farbror og allesammen! 1)

Ja, Papiret er sluppet op for mig, men en Kriger ved jo at hjælpe sig i en snæver Vending . . . Nu er vi Gud ske Lov færdige med det gamle Aar og er ved at begynde paa et nyt, og det sætter vi alt vort Haab til. Du skriver, at du havde Lyst til at komme ned og se til os. Her faar du skam ikke Kaffen paa Sengen og heller ikke Svedskegrød hver Aften. Lerede fra øverst til nederst. Regnen styrter ned, saa Vandet staar højt i Graven og vi næsten sejler afsted paa vore Brætter. I vor Hule knalder vi i Kakkelovnen, saa den er gloende rød, og vi sidder og sveder og stønner; under Loftet har vi hængt et Sejl op, for Regnen siver igennem; det maa tømmes hver halve Time; men endda gaar det, og vi har det helt gemytligt ved en Pande stegte Kartofler, som vi har snurret af. Da pludselig gir det et Dump ned paa Bordet; en Lerklump, en til; hele Siden rutsjer ud, ned over Bordet, over Smør og Salt, Brød og Kakao — for vi faar Kakao her, men den er rigtignok tynd — malheur, o Gud, malheur! Endnu et Rutsj, og Lyset vælter ned i'Halmen. Saa trække paa Post. Det er begmørkt og øser Vande ned. Naar vi gaar gennem den snævre Gang, stikker vi Fingrene ind i de vaade Lervægge — du skulde se min sorte Mantel dækket af tommetykt Ler. Vi kommer paa Plads og slaar Kraven op om Ørerne og Kapusen s. 53 over Hovedet og endelig Pikkelhuen; saa lader vi Gevær og planter Bajonetten op. Uafladelig spiller de fjendtlige Lyssignaler for os; det knitrer livligt til højre — ellers er der Ro over hele Linjen; hej, et Geværskud fra os — en af de nye Geværgranater eksploderer med Tordenskrald; mørkt igen og stille — saa stille, at jeg kan høre Franskmændene hoste; vi er allesammen forkølede, mer eller mindre. I Gaar var jeg kommanderet paa Rekvirage til den sønderskudte By. Jeg skulde have Kul og Vand, Træ, Søm og Kartofler. En Bagersvend og jeg tog afsted; det første Stykke maa vi vade i Smadder til Anklerne. Vi kommer igennem. I Præstegaarden faar vi Kul og et kostbart Porcelænslaag til Vandspanden. Søm, Kartofler og Træ faar vi i en Kælder i en Sidegade, tilligemed et Vindue — og vi begiver os paa Hjemvejen. Som vi kom til Udkanten af den sidste Abildgaard, gir det et Tryk og et Skrald, en Granat springer lige til højre for os. Vi sætter i Galop, Bageren og jeg, gennem hele Pløret med Kul, Kartofler og alle vore andre Indkøb, og naar hæsblæsende til vor Hule; der standser vi og ser paa hinanden; bag efter kommer en halende med femseks lange Brætter paa Nakken; han standser ogsaa: »Undrer mig, at jeg endnu lever!« siger han. Ellers er alt fredeligt heromkring. Zuaverne, som ligger overfor os, trænger vist til at have Hænderne i Lommen; i hvert Fald skyder de meget mere sparsomt nu, end da jeg kom her. At de er mægtig forkølede, fornemmer vi hver Aften, særlig naar vi er paa Patrulje. — Ja, tænk Dig engang, naar der nu bli’r Fred; saa vil jeg have en Ferie, og saa tager jeg en Rundrejsebillet rundt til Jer allesammen. Se, fem Maaneder har vi nu bag os, og en—to—tre, saa har vi Paaske; længere end til Paaske blir det saamænd ikke ved — og hvis det skulde ske, lad os saa holde ud til Pinse — saa kan jeg jo endnu naa at komme med til Elevmødet paa Vinding Skole; men skal vi først passere Pinse, saa har vi den uendelig lange Trinitatis-Tid foran os, og den vil jeg rigtignok ikke gerne begynde paa her i Felten. Men ---

— — snart er det Sommer, før vi det ved,

Glæden den kommer dumpende ned — ■— ---

og det vil vi haabe allesammen; og saa et godt Nylaar til Jer alle dernede . . .

Din hengivne Kresten.

Adrs.: Musketier Kr. Andresen.

1. Komp., Res. Reg. 86.

35. Res. Brig., 18. Res. Div. IX. Res. Armé Korps.