Danmarks Breve

BREV TIL: Marie Vilhelmine Andresen FRA: Kresten Andresen (1915-01-18)

Jumencourt, 18. 1. 1915.

Kære For ældre!

„ Førend jeg begynder paa dette Brev vil jeg sige, at jeg er ved helt Sind og Skind. Disse sidste fem Døgn har s. 58 været saadanne, at det nytter slet ikke at beskrive det. Jeg har været med i et større Slag ved Soissons; over Halvdelen af vor Bataljon er væk, og jeg sidder her endnu. Hvad jeg alt har oplevet i disse fem Døgn kunde fylde hele Bøger; men det er tjenligst at jeg fatter mig i Korthed.

Det var den 8., at vi blev halet ud af Sengen og transporteret her til Aisne. Her blev vi ført til en stor Hule, et Sandstensbjergværk, hvor vi lejrede os dybt inde i Jorden. Straks den næste Nat blev vi alarmeret og ført til en ny Hule, hvorfra vi om Morgenen besatte en Skyttegrav. Det var den saakaldte Zuavelund eller Heksekedel, som skulde stormes. Den laa paa Højderne Nord for Soissons, og Regiment efter Regiment havde stormet uden Held. Endnu for et Par Dage siden havde Franskmændene drevet dem ud af deres egen Skyttegrav, og endnu den Morgen holdt de en Del af den besat. Ligene fra disse Kampe laa endnu omkring i Mængder, endogsaa i selve Skyttegraven, som var skudt fuldstændig i Grus, saa der var ikke et eneste Skydeskaar tilbage. Ved Daggry stormede saa 4. Kompagni Stillingen og tog den.

Saa begyndte Spillet. Nu kom der Artilleriild. Oppe fra et Bakkedrag til venstre stod et Batteri og gav os det skæreste Flankefyr. De sprang i Hundredvis omkring os, og vi laa paa Knæerne, tæt pakkede, nede i Bunden af Graven. Det varede heller ikke længe, saa begyndte de Saarede at slæbe sig hen over os til Forbindingspladsen, og værre og værre blev det. En Granatsplint suste lige forbi mit Øre og huggede ned mellem mine Fingre. Og saadan blev det ved fra om Morgenen Kl. 7 til Kl. 5 om Eftermiddagen. Og til Tider var der saadan, at der kom en totre Granater i Sekundet. Jord og Sten og Splinter fløj ind over os, undertiden hele Stykker af Brystværnet, saa jeg var helt dækket med Jord. Saa, Gudskelov, stormede Jægerne Batteriet, og vi fik Ro. Vi strakte de kuldestivnede Knæer, der omtrent havde ligget i samme Stilling i 10 Timer; og tilmed fik vi Fyr af vore egne svære Haubitser, som beskød de franske Skyttegrave og altid skød for kort.

Da pludselig, indenvi vidste af det, gik Stormen løs til højre for os. Der blev et frygteligt Knitter-Knatter, et Kompagni sprang op af Graven og stormede frem under Hurraraab; hist og her segnede en, andre let saarede løb tilbage. Da pludselig lød Kommandoen: »1. Kompagnie auf! Marsch, Marsch!« Og saa gik det løs med Bajonetten — hen s. 59 over de Døde, der endnu laa der siden sidst — ned i de dybe Granatgrave, og op igen, og fremad, fremad!

Franskmanden rykkede ud af første Grav; jeg vilde springe over den, men gled ud og faldt ned i den og kunde ikke komme op igen. Saa gik jeg dernede og saa efter i Dækningerne, hvor der sad Franskmænd i Snesevis og raabte Pardon! Da jeg endelig kom af Graven igen, begyndte et Maskingevær at knitre foran mig; det blev mig lidt uhyggeligt, hvorfor jeg forsvandt ned i en Granatgrav. Kort efter var hele Heksekedelen vor, og Franskmændene trak sig tilbage ned mod Aisnefloden. Jeg rystede mig lidt for at se, om jeg da var hel endnu.

Vi besatte derefter deres Grav, og nu begyndte der en skrækkelig Tid for os.

I fem Døgn har jeg været i frit Rum uden at have andet end min Mantel; Køkkenet kunde ikke komme til os, Vand var der ikke at faa.