Danmarks Breve

BREV TIL: Johan Andresen FRA: Kresten Andresen (1915-02-01)

Cuy, 1. 2. 1915.

Kære Forældre!

I Dag er det akkurat et halvt Aar, siden Krigen begyndte.....Nu er man jo næsten saa vant til hele Rumlen,

saa man begynder at finde sig lidt hjemme i det: seks Dage slaas der Folk ihjæl, og seks Dage leges der tre Mand høj, og Kat efter Mus. Det er mærkeligt, saa ligegyldig man i Grunden blir, og saadan en mærkelig Evne Mennesker har til at glemme og tage den Glæde, de i Øjeblikket kan faa. Jeg har tænkt meget paa, hvori det kan ligge; jeg tror det kommer af, at her er saa mange sammen under nøjagtig samme, Kaar; der er ingen, der i Grunden føler sig forurettet af Skæbnen, og ingen faar Tid og Enerum til at ruge over sine Sorger. Derfor ser man Folk le midt i al Elendigheden, og spøge midt i Granatilden. Men Trykket mærkes overalt her, og man kan tale med den gamle Landeværnsmand, som med den yngste Frivillige, saa længes de efter Fred. Utilfredsheden er til Tider meget stærk; hele Hovenheden er gaaet fløjten, og mange begynder at tvivle paa Tysklands Sag, og siger: Skidt med det hele, lad os bare faa Fred! ....

Jørgen Andresen er ikke saaret; han har meldt sig syg for en Mavesygdom og ligger paa et Lazaret ved Chauny. Af Danskere er ved vort Kompagni faldet en Lassen fra Grønnebæk, enkelte er saaret, men vi er bleven sparet paa en ganske mærkværdig Maade. Jeg har ikke hørt, at der er falden nogen Bekendte.

. . . Nu kan der gaa lang Tid hen, inden vi atter skal med. Hidtil har det altid været saadan, at de Tropper, der ligger i Reserve (d. v. s. i Cuy for vort Vedkommende), skal med andre Steder, hvor det gaar løs. Men s. 73 nu er det bleven bestemt, at næste Gang bliver det 2. Bataljon, hvad enten de er i Cuy eller i Lassigny, og saa kommer 3. Bat. — og der kan gaa et helt Fjerdingaar og mere, inden Regimentet overhovedet kommer med igen, — og saa er Krigen vel forbi. Foreløbig haaber vi, at den bliver færdig til Paaske, det er netop to Maaneder til -— og kan de nu ikke banke hinanden af i den Tid? —

Nu tænker jeg ikke, det varer længe, inden Jørgen Brag kommer om til mig og spørger Nyt, og der har jo i lang Tid ikke været noget videre. Vi gaar saa gerne en Tur henad Gaden, og træffer saa Peter Jensen, som er særlig syg efter Nyt, og han blir helt ked, naar man ikke har noget, saa I maa endelig skrive, saa ofte I kan, men vær forsigtigere, for vi kan vente en Revision, hvad Øjeblik det skal være. — Saa gaar vi tre gerne en Tur om mellem Bakker og Skove og taler sammen. Forleden Dag gik vi op forbi Slottet og gennem Parken, da vi kom til et højt Staaltraadshegn, vi klatrede over, og P. Jensen sprang paa Hovedet ned i en dyb, smal Muddergrøft, saa han jagede hele Hovedet væk i bare Mudder.