Danmarks Breve

TIL: ukendt FRA: Kresten Andresen (1915-02-07)

Lassigny, 7. 2. 1915.

Kære Søster!

Jeg ligger nu i en dyb Hulvej ved Lassigny og har en Mængde Arbejdstjeneste; men det er bedre end Granater.

Det gaar paa Liv og Levnet løs. Vi har hidtil haft det saa hyggeligt med en Bæk, hvor vi hentede Vand til Vaskning og Kogning. Men, o Skræk, da kom der med et en Zuav tilsyne, som har ligget siden September. Ham har jeg drukket mangen en kraftig Bouillon paa. Jeg havde i Grunden slet ikke behøvet disse »Maggier«, og det var intet Under, at de altid var saa kraftige. Prosit — der kommer mere for Dagen end en lumpen Zuav. Du behøver jo ikke at spise s. 75 til Middag lige efter at Du har læst dette; til Fedtebrød kart man storartet døje den.

Jeg har tilfældig faaet at vide, at det er Søndag i Dag. Mærke det saadan kan man ikke, i Krigsalmanakken er alle Dage graa. Men jeg er paa Vagtkommando, og tænk, saa har jeg fri fire Timer ad Gangen, og de skal da ogsaa gaa. Tak for Dit Brev af 31., det fik jeg i Gaar. Det var jo sidste Søndag, Du sad og skrev det. Da har I vel lige drukket Søndags Eftermiddagskaffe. Du skriver om brune Kager og Kaffetabletter. Jeg takker paa Forhaand.

— Her er mange mærkelige Folk; der er en genial Snedker fra Altona, som fra første Færd har paadraget sig hele Kompagniets Opmærksomhed. Det er en værre Røver og Bandit; for det meste maa man forarges over ham; men undertiden kan man heller ikke andet end lé ad ham; han er som taget ud af en Revuroman. Han er saa lang og ranglet,, med et spidst, magert Ansigt, og Benene straaler ud i et skævt X. Naar han fortæller sine Krøniker, er det med Gebærder af den forfærdeligste og mest mystiske Art. Saa stikker han sin spidse Næse lige op i Ansigtet paa én, laaner én et Par frygtelige Øjne og fortæller med et hæst Spøgelsetonefald: Weest Du — kick mal og kuck mal! Jeg glemmer ham aldrig fra Soissons, der kom alle hans specielle Evner til rig Udnyttelse. Da vi havde taget Heksekedelen, var det mørkt og vi var alle saa trætte. Nu vilde vor Snedker trykke sig for at staa Vagt, og forsvandt ned i en fransk Understand nede i en Kløft. Der laa allerede én; da han vaagnede, var det langt op paa Formiddagen; han ruskede sin Sidemand i Armen, Hoch, Hoch! men han var ikke til at faa vaagen, han ned i Lommen efter sin elektriske Lygte — kick mal — kuck mal; da var det en død Franskmand; men hvad der undrede ham var, at han ikke stank, for han havde ligget der i fjorten Dage. Da vi havde taget Byen Crouy, var Godemann første Mand, der foretog en Rekvireringsekspedition derned — og Du kan tro han fandt Sager. Naar han havde overlæsset sig med én Slags, fandt han straks noget bedre, og maatte saa smide det første. I første Omgang kom han med 30 Par Strømper, 10 tykke Sweaters, 30 Pd. Chokolade og alle Lommer fulde af Krims-Krams. Næste Gang havde han paa sin ene Skulder en Sæk med 50 Kødkonserves og paa den anden en Sæk med — Haandgranater! og Weest Du, saa faldt han i Skyttegraven over sine egne Ben, og naar Du vidste, hvor farlige Haandgranater er! s. 76 En anden Gang fandt han en Trækasse, som var meget svær; han troede den var fyldt med Konserves, og slæbte af med den. Og — kick mal — da var den fuld af Granater til Revolverkanoner — og han kom væk i en Fart.