Danmarks Breve

BREV TIL: Marie Andresen FRA: Kresten Andresen (1915-04-05)

Cuy, Anden Paaskedag.

Kære Misse!

Nu er Paasken snart til Ende, og den har gaaet som en anden Uge, kun med den Forskel, at vi saa godt som ingen Tjeneste har haft. Det er daarligt Vejr og regner; jeg er saadan jævnt vaad, fordi Regnen overraskede os, da Peter Jensen og Peter Østergaard og jeg var til Skovs; vi tog Cuy i Stormløb, men det kostede os endda en vaad Trøje. Kan Du huske, hvor vi havde det rart sidste Paaske, lige fra først til sidst. Du og Margr. Nielsen kom hjem, og I drog af Sted igen anden Paaskedag. Det kniber lidt for mig at tro, at der virkelig har været en Tid, hvor man helt var sin egen Mand og kunde gaa som man vilde .... Otte Maaneder er en lang Tid, især under saadanne Forhold . . . Naa, jeg kan jo sagtens holde det ud, saa længe jeg har det saadan; men gaar det først paa Liv og Lemmer løs, saa skulde det undre mig, om vort Regiment skulde slippe helt udenom. Vi har jo vænnet os til det hele, saa den ene Dag gaar som den anden, og tit gaar det ret muntert til; men der er dog altid et og samme Omkvæd, og det er: Gid vi snart var hjemme igen! Jeg kan slet ikke tro, at den Dag nogensinde kommer, da der bliver sagt til os: Saa, nu kan Du pakke Dit Kram og gaa, hvorhen Du vil! Og der er ingen mere, der vil kræve Pas af Dig, og Du skal ikke frygte for at komme for sent til Dit eller Dat. -—- Du, jeg kan ikke i min vildeste Fantasi forestille mig den Dag. Tænk, naar jeg kan sidde nede i mit Værelse igen ved mit sorte Skrivebord og læse i alle de Bøger, jeg ikke naaede at faa læst; eller kan rejse ud og holde et Foredrag i en Ungdomsforening; eller rejse et lille Smut til Danmark og besøge gamle Venner. Og hvem véd, det hele turde være meget nærmere end nogen af os aner.

Jeg har set i »Hejmdal«, at Johannes Fink er falden, Stakkel, saa langt borte fra sit Hjem og mellem lutter fremmede Folk, som slettet bort fra Menneskers Verden, uden at maaske en Sten eller et Trækors viser Stedet; det er trist og sørgeligt; og tænk, det gaar Tusinder saadan; Tusinder forsvinder sporløst, uden at en Sjæl ved, hvor de er blevet af. Det er Krig, og det er grusomt; men jeg tror, det er en Skæbne, og mod Skæbner er der intet at gøre, de gaar deres s. 96 Gang og mod deres Maal, blinde og tunge, uden Smil og uden Taarer. Men jeg tror, at alle Skæbner fører til'det gode, selv om de krydser vore Ønsker og volder os Sorg og Kvaler . . .