Danmarks Breve

TIL: ukendt FRA: Kresten Andresen (1915-05-08)

Noyon, 8. 5. 1915.

Kunde jeg sidste Gang berede Jer en Glæde, saa maa jeg desværre denne Gang bringe Jer en Skuffelse, fordi Glæden var forhastet.

Nu efter at Lægerne har gaaaet en hel Uge og blæst mig Ørene fulde af, at Benet var brækket, og jeg med det allerførste kom til Tyskland, saa kommer de nu pludselig til det Resultat, at Benet er forstuvet i Fodleddet og en lille »Knokkel« maaske beskadiget. Jeg er straks bleven afmeldt og bliver nu her paa Lazarettet. Doktoren mente, det vilde vare tre Uger. Nu skal jeg have Massage efter en større s. 103 Maalestok — og saadanne prøjsiske Militærfingre er just ikke saa blide. — Naa, ét Gode har Sagen da, og det kan man ikke underkende, og det er, at jeg saa kommer tilbage til mit Kompagni igen og ikke, hvad der ellers let kunde ske, til et vildfremmed Regiment. —

Skriv endelig til mig, for her ligger man jo og keder sig; det meste vi har at læse, er tyske Aviser og Krigsromaner, og hvordan de er, kan I vél tænke Jer. Vil I ikke sende et Par Bøger: A. D. Jørgensen: Fyrretyve Fortællinger. Paa min Reol staar der blandt de engelske Bøger fire røde Hefter; af dem vil jeg gerne have: Robert Burns’ og Th. Moores Digte. — Naa, jeg vil haabe, I ikke bliver altfor skuffede; selv er jeg mest ked af, at jeg fik det skrevet hjem. Jeg synes slet ingen Fredstegn, der er at øjne endnu; det er saa trist, at man slet ingen Haab har; det kan jo blive ved i Aarevis endnu, for det lader jo til, at Befolkningen vil finde sig i at leve af tørt Halm og Vand. Her paa Lazarettet er Kosten under al Kritik; jeg har under hele Felttoget ikke faaet udleveret saa daarlig og mangelfuld Kost. Var det end sommetider saa som saa ved Kompagniet, saa havde vi da gerne Brød nok. I Gaar fik vi noget saa skrækkeligt til Aften, at de fleste kun lige fik en Mundfuld ned, og ikke desto mindre har alle uden Undtagelse haft Rendsborgermarsj hele Natten, saa den vagthavende Saniteter skældte ud som en Tysker, og lige meget hjalp det.