Danmarks Breve

TIL: ukendt FRA: Kresten Andresen (1915-05-17)

17. 5. 1915.

. . . Jeg ligger her og fantaserer mig en hel Del tilrette, og er det ikke godt for andet, saa er det uhyre godt som Tidsfordriv. Alt drejer sig om, naar nu først Krigen er til Ende, og hvad jeg saa skal tage fat paa. Sprogforeningens Biblioteker ramler vel sammen, og jeg tror ikke de er bedre værd. Folkeoplysningen vil faa samme Præg, som den nu har i Danmark. Men Ungdomsarbejdet vil tage Fart. Det er min bestemte Tro, at der gennem det kan naas store Resultater — saa blæse med Afholdsforeninger og Antikortspilforeninger, for det kommer ganske af sig selv; det skal blot have sin rolige Udvikling. Jeg passer bedst ind i Ungdomsarbejdet og Folkeoplysningen, som det er paa Højskoler, eller gennem Dagblade, eller frit ud over Landet, det er det samme; Arbejdet er det samme, kun skal der overalt værfr System i det. En god Foredragsholder kan med et enkelt Ord fange Sjæle, saa det kommer til at præge et helt Liv. En saadan Foredragsholder er saa rig til at strø ud paa Maa og Faa. Men for en middelmaadig Foredragsholder gælder ikke de samme Regler — alt, hvad vi siger, er ikke godt — der er noget goldt deriblandt, men gennem et trofast Arbejde har vi Haab om at naa et lignende Resultat, som den anden kan med et fængende Ord. Og det er en stor Trøst, at Middelmaadigheden paa den Maade kan komme til Ret. Naar man skal virke ret, saa skal man øse af det, Ens Hjærte er fuldt af. Et Højskolearbejde har den Fordel, at det virker mere intensivt — d. v. s. tilsyneladende. Man er jo der sammen med de samme Mennesker et Par Maaneder; men saa flyver Fuglene ud, og der kommer ny s. 105 igen. Et Ungdomsarbejde i Ungdomsforeninger synes, og er, ogsaa mere flygtigt; men naar det drives systematisk, saa kan man der gennem en lang Aarrække efter min Mening gøre et langt frügtbarere Arbejde, da det netop kommer lidt efter lidt, og den unge bliver ikke overlæsset og træt, som han let bliver det paa en Højskole. Tyve Ungdomsforeninger, der slaar sig sammen, er en Arbejdsmark bedre end noget stort Bol. Naar man kunde vinde sig en saadan Kreds, hvor man Aar efter Aar kunde hjælpe med Raad og Daad: holde Foredrag og Foredragsrækker, hjælpe med Dilettantkomedie o. s. v. o. s. v. Ja, det kunde være en det største og bedste Arbejde, og tillige det frieste og mest personlige. — Naar blot Krigen var til Ende, og der saa kunde komme en lille Arv paa et Par Tusind dumpende, saa vilde jeg bygge mig et lille bitte Hus et centralt Sted, og derfra vilde jeg saa flyve ud.

I synes vel det hele lyder saa fantastisk, og paa en Maade er det jo ogsaa Fantasi; men Fantasi, som er let at føre ud i Virkeligheden. Jeg har en stærk Tro paa, at alt, hvad der er godt og værdifuldt, det vil bestaa; og er der ikke kun Luft og Vind i mig, saa vil jeg nok ad den Vej komme gennem Verden. I modsat Fald har jeg ikke fortjent bedre, og saa kan der paa min Gravsten komme til at staa: »Han duede ikke!«

Nu faar jeg se, naar jeg kommer hjem, hvad det saa kan blive til; men I skal se, det hele skal nok komme i Orden, om det saa er med det lille Hus, som ikke skal være større end Moster Dortheas Hønsehus, men meget romantisk baade ud- og indvendig,