Andresen, Kresten BREV FRA: Andresen, Kresten (1915-06-06)

6. 6. 1915.

Det er en dejlig Søndag Morgen. Men Idyllen bliver lidt forstyrret af, at vi i Dag kun faar tørt Brød og sort Kaffe. Det er jo nu næsten som i Fængsel, for Kaffen er saamænd ikke bedre end Vand. Der bliver ikke sendt Smør til Fronten mere, bliver der sagt, fordi det fordærves. Tørt Krigsbrød smager ikke, nu først ser man, hvad det er for noget skrækkeligt Kram. I Gaar Eftermiddag var Jørg. Brag her paa Besøg, og han er altid ved frisk Mod; jeg skal hilse Jer fra ham. Soldaterne har begyndt at belave sig paa, at nu kommer hele Balkanhalvøen og Amerika imod os, men de er dog paa det rene med, at det kun kan trække Krigen i Langdrag.

»Und ob die Welt voll Teufel wär’
und wollt uns gar verschlingen,
doch fürchten wir uns nicht so sehr,
es soll uns doch gelingen.«

Man er ikke til at bringe til Fornuft; er der da ingen Tyskere i Verden, hvem Øjnene ikke er tilslørede? — Naa, det kommer vel en Gang. —

— I Gaar var det Grundlovsdag; det maa have været kønt at være paa Stavnsbjerg den Dag, da det tilmed var Mosters Fødselsdag. Jeg tænkte paa den, men fik ikke skrevet.