Danmarks Breve

TIL: ukendt FRA: Kresten Andresen (1915-06-26)

La Fere, 26. 6. 1915.

Kampene varer vist ved endnu, og Franskmændene har endnu forreste Grav. Hvad Folk fortæller derudefra Moulin, er rædselsfuldt. Det overgaar sikkert i enhver Henseende, hvad jeg i sin Tid var med til ved Soissons. Der var Kanonaden maaske stærkere; jeg hørte jo ogsaa Kanonaden ved Moulin; men Forskellen var, at ved Soissons blev vi beskudt med bare let Feltskyts af Kaliber 7,5 cm og 10,5 cm, medens det her var 15 og 18 og 21 cm Haubitser. Var vi bleven beskudt med dem ved Soissons, var ikke en eneste kommet til at storme.

Det interesserer mig, hvad Fru Gabe fortalte om den Englænder ved Soissons, (af Engelske Soldaterbreve); jeg véd, at der har været Englændere med, da der laa engelsk Munition; men jeg tror, de har været i fransk Uniform. Jeg saa kun fransk Infanteri og Alpejægere. Men sikkert er det, at jeg traf en haardtsaaret Franskmand i Skovbrynet. Det var forresten hel lille Episode; vi stormede frem med fældet Bajonet; en halv Snes Skridt tilvenstre for mig var en ung Frivillig. Nu hævede denne Saarede sig op halvt, mat og blodig; da den unge saa ham, vilde han rende ham ned med Bajonetten, men jeg kom heldigvis imellem. Der laa flere Saarede og Døde omkring; om der har ligget en Englænder, véd jeg ikke, — umuligt er det ikke, og han har ogsaa meget let kunnet liste sig gennem vore Linjer til Soissons den følgende Nat. —

Det glæder mig at høre lidt om Familie og Venner dernede; gid jeg kunde have været med paa den Tur; det maa have været forfriskende for Dig, Mor. At jeg kommer hjem paa Orlov, tror jeg næppe; jeg undrer mig, at jeg ikke er sendt til Fronten allerede. Her er jo en Mængde Letsaarede fra Moulin, og den Behandling, de faar, er mildest talt haarrejsende. Saaledes har en faaet en Kugle gennem Underarmen for fjorten Dage siden, han har i Dag maattet staa og lave Geværgreb, en Time, skønt Saaret blødte igennem Forbindingen og han viste Feltwebelen det. En anden, som har faaet en Svulst opereret væk under Fodballen, maatte forleden eksercere en hel Time, skønt hele Fodballen var et aabent Saar. Der tages sandelig ikke med Handsker paa os, og dog er jeg sluppet læmpeligt igennem. Naar jeg siger, at jeg kan ikke eksercere, saa bliver jeg ogsaa fri, og slipper med at skulle sidde og skrælle Kartofler. Nu tænker jeg, s. 118 jeg skal til Lægeundersøgelse i Morgen, og er meget spændt paa Udfaldet. —

— Saa nu har jeg været hos Lægen; han sad længe og saa paa Foden, uden forøvrigt at undersøge den, og forordnede tilsidst Omslag.

Sanitetsunderofficeren, en meget vigtig og brysk Herre, gav mig ganske vist Omslaget paa et Sted, hvor Benet slet ikke fejler noget; men det maa han jo forstaa. Jeg skal komme om lire Dage igen. —

Nu er jeg paa Vagt hverandet Døgn. Vi har fem forskellige Poster at stille. I Gaar fik jeg en, som jeg ikke gerne vilde have igen: jeg skulde bevogte en Gitterport ind til Kasernegaarden, og skulde forhindre Civilpersoner i at komme derind. Ved Middagstid kommer der saa en Mængde fattige og sultne Børn, som tigger mig om at faa Lov til at komme ind til Køkkenet. Først kom en sekstenaarig, forhungret Dreng; han forklarede mig, at han maatte arbejde for Kommandanturen, uden at faa saa meget som en Penning derfor, og han vidste ikke, hvor han skulde faa noget at spise. Det var svært at skulle nægte ham Adgang; man kunde se paa ham, at han i lang Tid ikke havde faaet noget at spise; men der var intet at gøre. Jeg talte hans Sag for Pladsunderofficeren, men han afviste det koldt og haanligt, og saa kunde jeg ikke mere.

Drengen viste mig, hvor meget han havde tabt — malheur la guerre! Før havde han havt sin Maverem i det Hul, og nu maatte han spænde den en hel Snes Huller strammere, og resolut tog han sin Lommekniv og skar en lang Ende af Remmen, og sa’, at saadan et Stykke havde han engang før maattet skære af. Men hvad hjalp det? — Og værre blev det, for nu kom en hel Skare af Børn, som belejrede Porten, og jeg maatte Gang paa Gang jage dem bort. Jeg vilde saa gerne skaffe dem Middagsmad, men vidste i Alverden ikke, hvordan jeg skulde bære mig ad. Da kom en gammel Soldat igennem Porten lige fra Køkkenet med sin Portion Mad, som han vilde hjem med — Pst! sa’ jeg til ham, giv Børnene Ærterne, Du kan jo sagtens hente Dig en ny Portion! Og Ærterne blev delt. Men af den Slags gamle Familjefædre er der ikke mange; men den gode Skæbne vilde, at jeg fik fat i et Par unge Franskmænd, som arbejdede paa Kasernen, de fik Børnenes Spande, en efter en, og saa hentede de Mad i Køkkenet; en voksen Kvinde fortalte mig, hvem af Børnene, der særlig trængte, en af dem havde syv s. 119 smaa Søskende, Moderen var død, og Faderen i Krigen, han fik en særlig stor Spandfuld. Derimod var der en velhavende Mands Søn, som kom for at faa noget til sin Hund, og han maatte gaa. Da jeg Kl. Et blev afløst, var der kun en lille Pige tilbage; hun græd sine modige Taarer, fordi hun troede, hun ikke fik sin Spand; men kort efter saa jeg hende gaa glædestraalende forbi Vagtstuen. Naar man har lidt god Vilje, lader meget sig gøre, uden at man derfor behøver at overtræde sine Instrukser; men jeg vil helst forskaanes for at se saa megen Elendighed, og næste Gang kan jeg maaske ikke hjælpe.

Vi lever ellers helt storartet nu; der er nemlig en fra Stuen bleven afkommanderet til Slagteriet; han bringer jævnlig en god Bid Kød med hjem, og da vi tillige her paa Stuen har en Overkok fra et af de fineste Hoteller i Hamborg, saa kan I tro, at han snurrer mangen en god stegt Lever af over Gaslampen Vi er forøvrigt et ret sammensat Selskab her paa Stuen, ti Mand ialt. Foruden Overkokken er der en stor oversøisk Købmand (Grosserer) fra Hamborg; en Lejlighedsarbejder fra Havnen sammesteds; to Ditmarskere, jeg kan ikke se den ene, uden at komme i Tanker om Gustav Frenssens Kreyer i »Jørn Uhi«; en Bager fra Bayern, hvis Far i 64 kom i dansk Fangenskab, i 66 var med Østrig mod Preussen, og i 70 var med Preussen mod Frankrig; en ung Kadet, som har berejst hele Verden; en blaseret Mursvend, og tilsidst en Tekniker. Man lærer mange Mennesker at kende.

Nu lige kom Overkokken, som tillige skriver paa en Krigsroman, med en storartet Vittighed, idet han lavede »Genesungsheim« om til »Verwesungsheim«, hvad der er meget betegnende for denne Anstalt. Forøvrigt er her meget ubehageligt, skiddent og fuldt af Utøj. Der er mere Utøj her end i Skyttegravene, og her er dog Lejlighed nok til at blive af med det. Saasnart en i Skyttegravene melder, at han har faaet Utøj, bliver han straks sendt til Lagny, hvor alt hans Tøj bliver uddampet, og han selv lagt i varmt Bad — og her, saa langt fra Fronten, bliver der ikke gjort det allerfjærneste; istedetfor skal vi marsjere, eksercere og gøre alt muligt dumt Tøj, akkurat som det falder de Herrer ind.