Danmarks Breve

TIL: ukendt FRA: Kresten Andresen (1915-07-03)

La Fere, 3. 7. 1915.

Mange Tak for Brevet af 29. Det er kedeligt, at der er gaaet saa mange tabt. Det hele kommer af, at jeg jo i s. 120 Chauny blev bestemt for en Transport til Tyskland; og det er overalt bleven indført, og selvfølgelig ikke slettet igen.

I maa endelig ikke være ængstelige for mig; det er vel forkert af mig, at jeg ikke skriver oftere; men her lever man jo meget ensformigt, og Verden om os sér man ikke meget til, og da man saa er temmelig sikker paa Liv og Lemmer, og ikke af den Grund behøver at være bange, saa bliver man let lidt efterladende paa det Punkt.

— Hvad Benet angaar, da er der intet at melde. Lægen ser lidt paa det, uden at undersøge det, eller foreskriver mig nogen Behandling, og sender mig væk. Han kan dog i det højeste trække det ud til 15. Juli, saa har jeg nemlig været fire Uger paa denne Anstalt, og saa skal jeg et af to, enten tilbage til Fronten, eller tilbage til Lazarettet, eller jeg skal skrives felttjenstudygtig. Jeg maa endda sige, at jeg er bleven humant behandlet — tænk, ved Moulin var der en, der fik et Lungestrejfskud, han kom ikke engang paa Lazaret; men blev behandlet derude i Reviret. Desuden er Sagen heller ikke saa farlig paa vor Kant, hvor der er temmelig roligt.

I maa vænne Jer til den Tanke, at jeg kommer til Fronten igen, og takke Gud for den lange Tid, jeg har været skaanet. —

Her i La Fere driver vi det med at staa Vagt tit hverandet Døgn. I Gaar stod jeg ved Arresten. Henad Kl. 12 kom der to Køretøjer med tre Fanger og en hel Eskorte af Militær. En gammel Kone og to gamle Mænd. En af de gamle Mænd sad der med sit hvide tyndhaarede Hoved, uden Hat og med Hænderne bundne; Konen kunde lige gaa ved Hjælp af to Stokke. »Hvad i Alverden har de forbrudt?« spurgte jeg. »Svære Forbrydere«, var Svaret. »Den gamle Mand har stukket en Stabslæge med en Høtyv — Franktirører!«

Han blev sat i mørk Enecelle. Den næste Morgen spurgte jeg en ung Pige, som sad sammen med den gamle Kone, om hvad der var ivejen; desværre forstod jeg hende kun halvt, fordi hun kørte paa som Kæp i Hjul. Men saa meget forstod jeg da, at Stabslægen var kommen til Huset for at skyde Duer, og da der pludseligt faldt to Skud, foer den gamle Kone op med et Angstskrig, og saa har hendes Mand troet, at Stabslægen vilde skyde hende, og saa havde han stukket efter ham med Forken, og Lægen havde skudt paa ham, saa han fik et Skud Hagl i den ene Skulder.

s. 121 Der er Krig, og den slyrter mange i Ulykke. Her skæres den fjortenaarige Pige og den 70-aarige Olding over én Kam.