Danmarks Breve

BREV TIL: Johan Andresen FRA: Kresten Andresen (1915-07-11)

11. 7. 1915, Søndag.

Kære Forældre!

Nu er I vel meget nysgerrige efter at høre nyt, og jeg har ogsaa en hel Historie at berette. I Forgaars blev jeg altsaa sendt fra Rekreationsanstalten i La Fére og kom med Toget til Chauny. Der blev jeg fuldt indklædt med gammelt Skrammel, fik noget at spise, strejfede lidt rundt i Byen, og dampede saa om Aftenen af til Noyon, hvor jeg meldte mig paa Kommandanturen. Jeg blev indkvarteret i Byen og næste Morgen meldte jeg njig igen.

Da Løjtnanten saa min Lægeattest, hviskede han til mig, at jeg sandelig havde haft Lykken med mig. Han gik ind til Kaptajnen, og kort efter blev jeg kaldt derind. Han var tvivlraadig, hvad han skulde gøre med mig; han havde gerne beholdt mig i Noyon, men kunde ikke, da jeg hørte s. 123 til 18. Res. Division. Han vilde saa sende mig til Avricourt; men da det omtrent er 18 km herfra, kunde jeg jo ikke gaa derhen.

Naa, Enden blev, at de vilde ringe Korpset op og spørge, hvad de skulde gøre med mig. Efter en Times Ventetid kom saa Befalingen, at jeg skulde sætte mig i Marsj til en By, der hedder Guiscard og meldte mig der. Jeg strejfede rundt i Noyon til Middagstid, og spiste nogen Rissuppe paa Kyrasserkasernen og satte mig saa i Bevægelse. Men uden for Byen lagde jeg mig i en Chauségrøft, og det varede heller ikke længe, saa kom der en Postvogn; men den var fuld. Dog lidt efter kom der en lille let Generalstabsgig med springende Fjedre, og der kom jeg op med Pik og Pak, og saa gik det let i strygende Fart hen ad den hvide Landevej, med Æbletræer paa begge Sider, op ad Bakker og ned ad Dale. -— Jeg meldte mig — en Times Ventetid. Tildelt Res. Proviantkolonne 21, som laa en halv Snes km derfra i en lille Landsby; men Majoren vilde tage mig med i sin Bil det halve af Vejen. Kl. halv syv susede vi afsted, op og ned ad Bakker, og paa to Hjul om Hjørnerne; snart var vi der, hvor Majoren boede; men han bød sin Chauffør køre mig helt til Stedet, og hans Adjutant tog med for personlig at aflevere mig. Lidt efter holdt vi ved et Lystslot. Jeg blev ført om i den dejlige Have, hvor der sad fire Officerer, og blev forestillet som nyt Medlem ved Kolonnen. Og tænk Jer, nu er jeg bleven Kavallerist, har faaet to Heste, som dog øjensynligt er meget skikkelige. Lange Støvler med Sporer faar jeg ogsaa, og en Sabel, der er saa lang, at den slæber. Forøvrigt er her det rene Slaraffenland. Overløjtnanten sa’ rigtignok: »Student — naa Herregud!« — og i Guiscard sa’ de til mig: »Bare ikke overanstrænge Benet, men rør det dog lidt, at det ikke skal blive stift«. Og Kammeraterne —da vi havde snakket lidt, siger den ene nok saa bredt: »Do kan snakk’ dansk!« og saa var de fleste af dem Nordslesvigere. Det er en Student paa Høstarbejde. En fortryllende dejlig Egn, en lille Rousseausk Landsby mellem høje Bakker og Frugtmarker. Det er et Bytte. Hvem er mere her ved Kolonnen — Landraadens Søn fra S.;, der bliver mange Breve læst — pas paa!