Danmarks Breve

BREV TIL: Marie Vilhelmine Andresen FRA: Kresten Andresen (1915-07-18)

18. 7. 15.

Kære lille Mor!

Jeg sad og stoppede mine Strømper, og saa kom denne Seddel for en Dag. Dette Nøgle har saa fulgt mig lige saa længe, som jeg har været i Krigen. Garnet vil formodentlig holde ud, til Krigen er forbi; jeg vandt det op, da det var kommet i Urede. 1)

Men Du har Ret i, at et stort Stykke Verdenshistorie er forbi nu, og hvem véd endda, hvor stor en Brøkdel af det hele, s. 126 som vi maa igennem. Vi kan ikke mødes alle, som vi kunde det lige før Krigen, for Ingeborg er ikke mere blandt os, men det blev Krigen jo ikke Skyld i. For os, som Du vel den Gang tænkte paa, har der jo været beredt underlige Veje, som førte os frelst igennem hidindtil — det gaar over al Forstand. Jeg fik allerede i Gaar Brevet, som Du har skrevet den 14. Jeg kan godt forstaa, at I blev overraskede, da I hørte, at jeg var kommen til Hest. Jeg skal nu til at lære Ridekunsten. For et Par Dage siden blev jeg undersøgt for sidste Gang af Lægen her. Jeg havde i Grunden været saa smaat bange for, at han nu skulde erklære mig for fuldt felttjenstdygtig igen og sende mig til mit Regiment, man har jo da hørt saa galt. Men Lægen var yderst fidel og spurgte mig ud, og Enden blev, at Benet ikke lagde nogen Hindring i Vejen for, at jeg kunde ride. Naar jeg nu først kommer helt i min ny Positur, saa vil I nok faa et Billede af Kavalleristen. Jeg tar det hele fra den komiske Side; for jeg synes, det er saa uendelig komisk, at jeg netop skulde gaa hen og dumpe ind i Kavalleriet, og tilmed hedder min Ridehest Lise, og den ligner vor gamle Lise meget, naar undtages Blissen, og saa er den heller ikke saa plump. Ellers er den et meget godmodigt Skind, saa den skal saamænd ikke lave ret mange Krumspring med mig. De gamle Dragoner betragter halvt medlidende Infanteristen — men ellers er der et ypperligt Kammeratskab, og der er ikke Tale om, at de gør Nar ad En, naar man bærer sig kluntet ad. Ude hos Infanteriet havde man altid det Kainsmærke siddende paa sig, at man var en Ersatzreservist, som var Skyld i selve de Ulykker, som passerede oppe paa højre Fløj, naar han selv stod paa venstre. Her falder det ganske væk. — Det er saadant et dejligt Vejr i Dag og roligt. Nu er Aaret snart omme, og jeg synes, vi er lige vidt. Dengang troede de fleste, at Krigen var forbi til November. Man træffer tit Soldater, der fuldt og fast tror, at Krigen ikke faar nogen Ende; de hævder, at det er Verdens Undergang; de vil blive ved at kæmpe, indtil Folkene forbløder sig, og saa vil hærgende Sygdomme gøre Resten. Det vil vi dog ikke haabe.